STS International Solidarity støtter det albanske folks ret til selvstændighed og at bruge den til, hvad det albanske folk selv vil. Og ligesom jer fordømmer vi alle de uretfærdigheder og forfølgelser, som foregår imod mod det albanske folk. Det gør vi, hvad enten der er tale om selve Albanien, om Makedonien, om Kosova - eller om de albanske områder af det egentlige Serbien samt de albanske områder af Grækenland.

Makedonien og Kosova

Selv har jeg aldrig været i Makedonien. Men det har Xhemil Zeqiri, som er medlem af vores bestyrelse, jo været adskillige gange. Han har fortalt os andre om forholdene der. Desuden havde vi før, under og efter krigen i Kosova sendt en medarbejder, Mick Woods, til Tetova i Makedonien for at organisere hjælp til de albanske flygtninge fra Kosova. Mick arbejdede intenst sammen med det albansk-dominerede byråd i Tetova.

Så såre krigen var forbi fulgte Mick i hælene på de serbiske tropper, da de trak sig tilbage. Han var et par dage i Pristina, hvor han hjalp lærerforbundet med at genåbne sit kontor. Derefter tog han videre til sit egentlige bestemmelsessted – Mitrovica – som for den albanske del af byens vedkommende var totalt afbrændt og ødelagt af serberne.

Her tog Mick fat på det, som var hans egentlige opgave, at uddele hjælp til lærerne og Mitrovicas mange minearbejdere. Da STS også arbejdede i minebyen, Tuzla, i Bosnien skete det med assistance fra byråd og faglige organisationer i denne by – ikke mindst minearbejderne i Tuzla.

Selv kom jeg til Mitrovica nogle uger senere. Da var også de danske soldater kommet til byen. Først og fremmest bevogtede broen, der førte over til den serbiske del af Mitrovica, som naturligvis ikke var ødelagt.

Hver dag var der demonstrationer fra de beboer på den albanske side, der ønskede at besøge den serbiske del af deres egen by. Demonstranterne blev afvist af bl.a. de danske tropper.

Men der var en undtagelse, for hver eneste dag kunne omkring 200 albanske minearbejdere uden problemer overhovedet få lov til at tage til den serbiske del!

Kampen om naturrigdommene i Kosova

Disse minearbejdere kom for at sørge for, at minegange og i øvrigt udstyr i Trepca-mine- komplekset, havde stået for fremstillingen af råvarer og halvfabrikata til 40% af det gamle Jugoslaviens samlede industrielle produktion!

Kosovas undergrund er umådeligt på mineraler af forskellig art. Man regner med, at alene undergrunden under Mitrovica gemmer på 40 % af Balkans samlede mineralforekomster!

Bag alle de smukke taler om demokrati og menneskerettigheder, som de fleste vestlige politikere strør om sig med ved enhver festlig lejlighed – gemmer der sig noget helt andet, som ikke har noget med disse fine idealer at gøre.

Statsmagter, og sammenslutninger af stater, som EU eller for den sags skyld også og måske ikke mindst Amerikas Forenede Stater, har først og fremmest til formål, at forsvare interesserne for deres erhvervsliv! Frem for noget andet slås de indbyrdes om, hvilket erhvervsliv der kan løbe af med de fleste af verdens ressourcer. Her er det naturligvis stormagterne, der har mest at sige, men de mindre betydningsfulde lande prøver også at blande sig i denne indbyrdes konkurrence så godt, de kan.

Støtte til Serbien

Stormagterne er uenige om, hvad de skal stille op med Kosova. Rusland satser direkte på Serbien, mens EU satser på Artisaari-planen ifølge hvilken,
- og læg mærke til det! - Trepca-minekomplekset vil komme til at ligge i den serbiske del. Men uanset om man støtter Serbien direkte eller indirekte via Artisaari-planen, så støtter alle stormagter Serbien på den ene eller den anden måde.

Til gengæld findes der ikke nogen stormagt eller noget land, der støtter det albanske folks ret til selvbestemmelse.

De nationalistiske serbiske politikere optræder, som om de kan gå på vandet. Og desværre – det kan de også! For ligegyldig, hvor store forbrydelser serbiske politikere har begået bl.a. i Kosova, så slutter alle stormagterne op omkring dem om end på forskellig måde.

Da en bitter chefanklager Carla del Ponto i går smed håndklædet i ringen, var det fordi alle hendes henstillinger om at få udleveret krigsforbryderne Ratko Mladic og Radovan Karadzic til krigsforbryderdomstolen fra Serbien havde været forgæves.

Men at nægte at udlevere dem, ville de serbiske ledere bestemt ikke havde gjort, hvis ikke de vidste, at stormagterne stod 100 % bag ved dem.

USA’s og Holbrooks rolle

Den egentlige arkitekt bag Artisaari-planen er Richard Holbrooke, som var assisterende tatssekretær i Clinton-administrationen. Det var Holbrook, der også stod bag kantoniseringen af Bosnien-Hercegovina med Dayton-freden. Og det var denne plan om en opdeling af Bosnien i en serbiske republik og en uarbejdsdygtig kroatisk-muslimsk føderation, der lå bag massakrerne i Srebrenica og i Zepa.

I flg. en artikel fra 2007 i det franske tidsskrift Paris Match mødtes Holbrook med Milosevic, Karadzic og Mladic til et hemmeligt møde, hvor opdelingen af Bosnien blev aftalt. Carla del Ponto sagde til Paris Match, at hun kendte navnene på dem, der havde deltaget i mødet, men var ude af stand til at bruge dette bevis, fordi nogle af dem nægtede at bekræfte deres tilstedeværelse”.

Man har kunnet fange krigsforbryderne mange gange i årenes løb. ”Egentligt burde det ikke være et problem for den internationale fredsstyrke IFOR af pågribe Radovan Karadic”, skrev Per Nyholm i en artikel i Jyllandsposten allerede i 1996, for de bevæger sig frit rund i Bosnien lige for næsen af IFOR’s styrker.

Når man ikke ønsker at stille dem til ansvar, er det ganske givet for at undgå for mange afsløringer om den egentlige baggrund for Dayton-planen, for massakrerne i Srebrenica og Zepa og for at undgå ubehagelige spørgsmål fra den tid, hvor røde løbere blev rullet ud i Washington, Paris, London og Bruxelles, når man skulle modtage de bosniske serberes leder, Radovan Karadzic.

Krigen mod terror

At det ikke er demokratiske idealer, der er de afgørende i bestemmelserne af landenes udenrigspolitik, ved vi jo i grunden godt. Alle ved vi, at det ikke var demokrati i Irak, - eller bekæmpelse af terror - der var det væsentligste motiv bag det amerikanske angreb på landet, bakket op af ”koalitionen”, herunder Danmark.

Det var olie!

At det heller ikke er demokratiske idealer, der ligger bag angrebet på Afghanistan, men tilsvarende erhvervsinteresser, står også klart for flere og flere.

Med krigen mod Afghanistan åbnede Bush den første front i sin globale terrorkrig. Med angrebet på Irak åbnede han den anden. Den tredje front i terrorkrigen blev åbnet den 29. december 2006, da den etiopiske hær den 29. december støttet af USA gik til angreb på det fattige Somalia, hvor STS har arbejdet siden 1999, og hvor STS har virkeligt mange medlemmer.

Den tredje front i terrorkrigen

Det var Somalias strategiske placering, der lå bag angrebet – og igen: mineraler og ikke mindst olie.

I Afrika, mener stormagterne, at det er brud på god gammel skik, hvis folkene selv begynder at blande sig. En regering, som somalierne selv sammensatte i 2000, blev kvalt. Derefter lod man afholde en fredskonference, som mundede ud i, at Somalia fik en regering, der består af nogle af verdens værste krigsforbrydere.

FN, EU, den Afrikanske Union, de Arabiske lande, det internationale samfund, herunder Danmark, har lige siden prøvet at tvinge denne regering af forbrydere ned over det somaliske folk. I første omgang lykkedes det ikke.

Men da alle andre muligheder var udtømt, satte man diktatoren i Etiopien til at gøre størstedelen af det beskidte arbejde. Den 29. december 06 gik Etiopien til angreb på Somalia stærkt støttet af USA, men også af FN’ sikkerhedsråd og hele det internationale samfund.

I Mogadishu nøjes etiopierne ikke med at skyde folk. Her skærer man også hovederne af dem.

Så brutalt – men naturligvis indirekte – optræder det internationale samfund, når det gælder forsvaret for deres erhvervsinteresser i Afrika. Og – ærlig talt – hver gang, jeg hører statsministeren tale om demokrati og menneskerettigheder, er jeg ved at brække mig ved tanken om, hvad det er den danske regering støtter i Somalia.

Men at undertrykke er folk i længden lader sig ganske enkelt ikke gøre. I takt med forbrydelserne i Somalia vokser også modstanden. Så sent som i forgårs ringede jeg til et af vore medlemmer i Mogadishu for at tale med ham om den øjeblikkelige situation i byen. ”Du må ringe senere”, sagde han, ”for i øjeblikket er der kampe i gang mellem oprørere og etiopierne. De nærmer sig det hus, hvori jeg sidder, og jeg er nødt til at søge dækning”.

Mens alle stormagter og alle lande støtter den såkaldte regering i Somalia, og som i konflikten på Balkan støtter Serbien, så der foreløbig ikke nogen stormagt eller noget land, der støtter Kosovas befolknings egen ret til selv at bestemme. Og foreløbig kan somalierne kun finde støtte for deres kamp i Eritrea.

Kontakt med andre

Hvordan det somaliske folk i Afrika eller det albanske folk i Europa bør bære sig ad for at opnå selvstændighed - er spørgsmål, som de kun selv har ret til at bestemme.

Men jeg er overbevist om, at det vil lykkes - især, når man fejer alle illusioner væk om, at denne eller hine stormagt eller samling af lande vil komme og hjælpe en. Som en første forudsætning for en heldig gennemført kamp for befrielse, bør man indse, at man må starte kampen selv. Der findes ingen udenlandsk frelser i form af en statsleder, som vil gøre arbejdet i steder for en selv.

Men samtidig med, at alverdens statsledere bliver mere og mere indsyltede i at forsvare deres private erhvervslivs interesser, så vokser også den globale modstand imod konsekvenserne af fortsat undertrykkelse og udbytning. Under de bonede gulve i regeringsbygningerne vokser en modstandsbevægelse frem i fora, som Verdens Sociale Forum og dets titusinder af netværk. Søger man kontakt med disse mange fora vil man hurtigt opdage, at der findes andre end en selv, der mener, at en anden verden og en anden løsning på det albanske problem, end den statslederne står for, er mulig og nødvendig!

Selv i Serbien findes der personer og grupper, der helhjertet støtter albanernes frihedskamp. Det gør de ikke mindst, fordi de ”løsninger” af det albanske problem, som magthaverne i EU og USA har, går ud på hele tiden at bøje sig for stadigt flere krav fra de nationalistisk serbiske ledere. Dette fører til en falsk virkelighedsfornemmelse i det serbiske folk, og dermed hæmmer det også kampen for befrielse af det serbiske folk fra disse ultra-reaktionære ledere, som vil føre det serbiske folk yderligere ud i mørket.

Tak for ordet!

En langvarig strid i Makedonien er i de seneste uger igen blusset voldsom op. På den ene side står den store albanske befolkning, som udgør flertallet af befolkningen i Makedonien. På den anden side står de makedonske myndigheder og deres samarbejdspartnere.

Albanerne har i årevis kæmpet for en forfatning, som sikrer deres nationale og sociale rettigheder, på linie med de rettigheder som Makedoniens øvrige befolkning har. I stedet for at imødekomme dette, har myndighederne gang på gang kvalt albanernes protester i blod. Myndighederne fjerner nu igen en række af de rettigheder albanerne fik efter Jugoslaviens sammenbrud. Senest har de makedonske domstole forbudt det albanske flag. Kun få danskere kender virkeligheden i Makedonien. Over 80% af albanerne i landet er arbejdsløse. Det sociale system er reelt brudt sammen. Håbløsheden og frustrationen har aldrig været større.

Nu skyder den makedonske hær igen mod de albansk beboede landsbyer i hjertet af Europa. Opinionen er forblevet tavs - på trods af at antallet af unge dræbte albanere er voksende. Senest blev seks albanere dræbt efter massive bombardementer af landsbyen Brodec.

Makedonien opstod som en selvstændig stat, da Jugoslavien blev opløst i 1990. I både Makedonien og Kosova forblev det albanske spørgsmål uløst. Albanerne i Jugoslavien udgjorde den tredjestørste befolkningsgruppe, men de blev aldrig spurgt om hvordan de ønskede sig fremtiden blev formet. Med magt fastholdt man opsplitningen af albanerne, i modstrid med den albanske befolknings ønsker og man fastholdt den nationale og sociale undertrykkelsen af de over 3 millioner albanere, som boede indenfor det tidligere Jugoslaviens grænser. I Danmark bor mere end 10.000 albanere – flertallet stammer fra Makedonien.

På trods af den voksende uro i Makedonien og myndighedernes vedholdende krænkelse af den albanske befolknings menneskerettigheder og nationale og sociale rettigheder, forhandler både NATO og EU i øjeblikket med de makedonske myndigheder om optagelse. Det er en fuldstændig absurd situation. Den internationale reaktion er udeblevet. Albanerne er endnu engang blevet gidsler i stormagternes spil om magt og indflydelse på Balkan.

Vi kræver

- et øjeblikkeligt stop af den makedonske terror mod den albanske civilbefolkning
- øjeblikkelig løsladelse af de mange civile som er fængslet for at undertrykke den albanske befolknings demokratiske bevægelse
- at forhandlingerne om Makedoniens optagelse i både EU og NATO øjeblikkeligt afbrydes

En million albanere i Makedonien har fået nok. Nu vil vi ikke længere leve som andenrangs borgere. Vi kræver retten til selv at afgøre vores egen fremtid.

I anledning af den internationale aktionsdag mod tortur indkalder vi til
Demonstrationsmøde
Rådhuspladsen
11.12.2007
kl 16.30 – 17.30
arrangør:
Albanske immigranter i Danmark
Xhemil Zeqiri ørholmgede 9 st. mob.26 301 401

I anledning af den internationale aktionsdag mod tortur indkalder vi til

Demonstrationsmøde
Rådhuspladsen
11.12.2007
kl 16.30 – 17.30
arrangør:
Albanske immigranter i Danmark

En langvarig strid i Makedonien er i de seneste uger igen blusset voldsom op. På den ene side står den store albanske befolkning, som udgør flertallet af befolkningen i Makedonien. På den anden side står de makedonske myndigheder og deres samarbejdspartnere.

Albanerne har i årevis kæmpet for en forfatning, som sikrer deres nationale og sociale rettigheder, på linie med de rettigheder som Makedoniens øvrige befolkning har. I stedet for at imødekomme dette, har myndighederne gang på gang kvalt albanernes protester i blod. Myndighederne fjerner nu igen en række af de rettigheder albanerne fik efter Jugoslaviens sammenbrud. Senest har de makedonske domstole forbudt det albanske flag. Kun få danskere kender virkeligheden i Makedonien. Over 80% af albanerne i landet er arbejdsløse. Det sociale system er reelt brudt sammen. Håbløsheden og frustrationen har aldrig været større.

Nu skyder den makedonske hær igen mod de albansk beboede landsbyer i hjertet af Europa. Opinionen er forblevet tavs - på trods af at antallet af unge dræbte albanere er voksende. Senest blev seks albanere dræbt efter massive bombardementer af landsbyen Brodec.

Kopenhavn, 07 12 2007
Med venlig hilsen
Xhemil Zeqiri
26301401 xhemil@hotmail.com

Leder af folkebevægelse i Kosova siger, at EU af hensyn til Rusland vil svigte løfter om uafhængighed

VIBEKE SPERLING
vibeke.sperling@pol.dk
http://politiken.dk

Selvstændighed for Kosova er ikke længere på dagsordenen, hvis man skal tro EU's repræsentant i den trojka, der leder nye forhandlinger imellem Kosova og Serbien om provinsens fremtid.

Wolfgang Ischinger, der også er Tyskland ambassadør i Storbritannien, siger til den britiske avis Independent: »Jeg vil ikke tale om selvstændighed, hellere om en stramt overvåget status«.
Ifølge Ischinger er tiden inde til at forlade »diverse betegnelser« om Kosovas status til fordel for en »realistisk« løsning. Han nævner ikke, hvad en sådan kan være, når Serbien kategorisk afviser selvstændighed for Kosova, der lige så kategorisk afviser at blive i Serbien.

Albin Kurti, leder af Kosovas stærke folkebevægelse Selvbestemmelse kalder forhandlingerne »et internationalt cirkus«. Det er »især EU-lande med stærke bånd til Rusland, der er parate til at afpresse Kosovas ledere«, siger Kurti i telefonen fra sin husarrest i Pristina, der skal bremse hans mobilisering af utålmodige kosovarer her otte år efter, at NATO trængte Serbiens styrker ud.

De nye forhandlinger er resultat af Ruslands afvisning i FN's Sikkerhedsråd af den »begrænsede selvstændighed« for Kosova, som EU og USA enedes om sidste år.
»Før deadline for de nye forhandlinger (10. december) finder de på nye løgne forklædt som løfter. Forhandlingerne skal fastholde folk i Kosova i endeløs venten. De giver det indtryk af at noget gøre, for at få os til ikke at gøre noget, men bare vente«, siger Kurti.

Men noget må det internationale samfund jo gøre?
»De vil i sidste ende nok prøve med en international konference som Rambouillet eller Dayton, bringe albanske og serbiske ledere sammen igen og gennemtvinge en form for føderation imellem Serbien og Kosova. Det vil være en elendig løsning, der ikke kan realiseres i praksis, men vore politikere er for svage, korrumperede og afpressede til at stille noget op«.

Hvordan vil din bevægelse Vetevendosje (Selvbestemmelse) reagere?
»Med offentlige møder og store demonstrationer som hidtil. Men vi har brug for, at titusinder er parate til at blive i gaderne i dagevis, ja ugevis. Uden at borgerne gives styrke til at udtrykke deres vilje, vil intet ændres«.

Kurti understreger, at han kun opmuntrer til fredelige demonstrationer. »Alle ved, at vold kun skader vores sag«, siger han, men medgiver, at ophobede frustrationer »kan komme til afløb på uheldig vis«.

Wolfgang Ischingers påpegning af, at løfterne om snarlig selvstændighed ikke længere skal tages for pålydende, er det seneste hårde slag imod Kosovas ministerpræsident, Agim Ceku, der har lovet provinsens indbyggere, at selvstændighed bliver en realitet umiddelbart efter 10. december.

Ifølge Albin Kurti har Agim Ceku »mistet al troværdighed«, efter at han »blindt har stolet« på, at Vesten og især USA snarest vil »betale med anerkendelse af vores selvstændighed«.

Ifølge den britiske avis Guardian var Serbiens udenrigsminister, Vuk Jeremic, »vældig tilfreds«, da han tidligere på ugen var i London, hvor trojkaen førte separate forhandlinger med Kosova og Serbien. EU's støtte til selvstændighed er draget i voldsom tvivl, fordi bl.a. medlemslandene Spanien, Grækenland, Ungarn og Slovakiet er imod selvstændighed for Kosova.

Serbiens præsident kritiserer Kosovas støtter. »Kompromis er muligt, hvis visse europæiske og amerikanske ledere holder op med at opmuntre Kosovos albanere til at udråbe selvstændighed.

Hvis albanerne føler international støtte, forhandler de ikke«, siger Boris Tadic, ifølge serbisk radio B-92. Men opmuntret af Ruslands støtte har Serbien ikke rokket ved sin totale afvisning af selvstændighed for Kosova.

Ministerpræsident Agim Ceku vil kun tale med Serbien som repræsentant for et selvstændigt Kosova, men har tilbudt Serbien en aftale om »venskabelige relationer imellem to suveræne stater«.

Albin Kurtis bevægelse har helt afvist forhandlinger med Serbien.
»Vi taler meget med serbere i Kosova, men der er ingen grund til at tale mere med Beograd, der ikke varetager vore serberes interesser, kun egne og russernes«.

Selvbestemmelsesbevægelsen kræver folkeafstemning om selvstændighed.
»400.000 montenegrinere fik lov til en egen stat ved en folkeafstemning, hvorfor kan to millioner albanere ikke få lov til det? Den absurde metode, som det internationale samfund har valgt, er også højst unfair over for vores serbere og andre mindretal«, siger Albin Kurti, der efter fem måneder i fængsel og to måneder i husarrest for sin rolle som leder og ideolog for bevægelsen for selvbestemmelse, var for retten i Pristina onsdag.

Det blev en kort omgang, da Kurti afviser dommerne som »partiske« og siger: »Jeg er på forhånd dømt skyldig i at opildne til oprør«. Der er ikke sat dato for genoptagelse af retssagen. Begivenhederne i London giver næring til ifølge Kurti til næring til frygten for, at den selvstændighed, som EU og USA har stillet i udsigt, fotoner sig i det uvisse.

Rusland ser gerne status quo bevaret og afviser at sætte deadline for forhandlinger. Præsident Vladimir Putin formulerer det sådan: »Usikkerheden om Kosovo siden 1999, er meget bedre end en uacceptabel løsning«. For Rusland er selvstændighed uacceptabelt uden Serbiens godkendelse, som der ingen udsigt er til.

Albin Kurti peger på, at »det gigantiske bureaukrati« i FN administrationen i Kosova, UNMIK, »nyder godt at fede lønninger, mens befolkningen forarmes, fordi der ingen investeringer kommer, så længe Kosovas status forbliver uafklaret«.

Kosovos skæbne kan afgøres i husarrest

Studenterlederen Albin Kurti har været politisk fange i Serbien. Hans aktivisme for et selvstændigt Kosovo er en torn i øjet på FN's ledelse, som har sat ham i husarrest. Analytikere siger, at hans bevægelse kan afgøre Kosovos fremtid

Af: THOMAS HJORTSØ
http://information.dk/145239
30. august 2007

PRISTINA - Inde i opgangen sidder en politibetjent. Han er høflig og forklarer, hvilken sal Albin Kurti bor på. Politibetjenten burde også vide det. Han sidder der for at sikre, at Albin Kurti ikke løber nogle vegne.

Den kosovo-albanske aktivist åbner døren. "Tak fordi du kommer og bryder min isolation," siger den altid veltalende Albin Kurti. Han må gerne modtage besøg, men aldrig forlade sin lejlighed, der er omkring 60 kvadratmeter.

"Jeg må ikke en gang gå ned og trække lidt frisk luft. Eller købe ind. Heldigvis kommer min bror og køber ind og laver mad."

Siden en demonstration i februar endte galt, og to demonstranter blev dræbt af gummikugler, har Albin Kurti været i fængsel eller i husarrest. Det er hans tredje husarrest.

De to demonstranter blev skudt af rumænske politibetjente i FN's politistyrke. Meget tyder på, at de affyrede deres gummikugler på for tæt hold, og at de sigtede i hovedhøjde. Gummikuglerne var af en gammel type, som ikke bruges mere, og de er nu forbudt.

Rumænerne har siden fået lov til at forlade Kosovo. En anklager i Kosovo har vurderet, at de begik en kriminel handling, men der mangler beviser mod de enkelte betjente.

Albin Kurti er blevet sigtet for blandt andet at have ledt den voldelige demonstration. Han nægter og siger, at den først blev voldelig, da politiet begyndte at skyde. Det afviser FN-ledelsen, som siger, at der findes videoklip, hvor han råber angrib.

Demonstrationen var vendt mod den finske FN-mægler Martti Ahtisaaris plan for en overvåget selvstændighed til Kosovo. Albin Kurti og hans Selvbestemmelses-bevægelse mener, at planen giver for mange indrømmelser til Serbien.

Fanget i fortiden
Albin Kurti viser ind i stuen til en blå sofagruppe af den lidt tunge gammeldags slags. Væggene er nymalede i abrikos. Lejligheden er spartansk møbleret, men der er ingen tvivl om, at han har, hvad han skal bruge - lige bortset fra frihed.

Lejligheden ligger i et typisk jugoslavisk betonkvarter fra 1960'erne tæt på centrum af Kosovos hovedby Pristina. 'Nej til forhandlinger' står der flere steder på betonen - underskrevet Selvbestemmelses-bevægelsen. Der er noget absurd i, at han sidder fanget i netop den jugoslaviske beton, som han arbejder så hårdt på at føre Kosovo ud af.

Albin Kurti er 32 år, men allerede midt i 1990'erne arrangerede han studenterdemonstrationer mod det serbiske styre. Siden opgav han sin ikke-voldelige kamp og sluttede sig til oprørshæren UCK. Under NATO's bombardement blev han taget til fange i april 1999, og serberne tog han med og smed ham i fængsel .

"De tævede mig - i begyndelsen hver dag. Vi fik kun lidt mad en gang om dagen. I løbet af nogle få uger tabte jeg 30 kilo," fortæller han. Serbien beholdt ham i to år og syv måneder - til længe efter at krigen var slut, og længe efter at den serbiske leder Slobodan Milosevic var blevet styrtet.

Siden han vendte hjem til Kosovo, har Albin Kurti stået bag demonstrationer mod FN og dens ledelse af Kosovo.

Han går ind for Kosovos fulde selvstændighed og vil af med det formelle serbiske overherredømme eller en FN-ledelse, som han betegner som et kolonistyre. Han er også imod den del af Ahtisaaris plan, der erstatter FN-styret med en EU-repræsentant, der får det afgørende ord til blandt andet at fyre ministre eller omstøde love.

"Fornylig kom der nogle diplomater fra et EU-land. De spurgte mig, hvorfor jeg ville have al den suverænitet og forklarede mig, at deres land jo alligevel havde parkeret en del af den i Bruxelles. Jeg svarede dem: Godt så giv Kosovo fuld suverænitet, så skal vi gerne overdrage noget af den til EU."

Karismatisk
Uden Albin Kurti er Selvbestemmelses-bevægelsen intet, forklarer lokale analytikere. "Han er karismatisk, og han har potentialet," siger Shkelzen Maliqi.
Og en anden analytiker, tidligere chefredaktør for avisen Express, Dukagjin Gorani, mener, at Albin Kurti og hans bevægelse gennem demonstrationer og protestaktioner kan skaffe Kosovo dets selvstændighed, da Vesten ikke vil have andet valg, hvis tilstrækkelig mange mennesker går på gaden.

Det kunne ske, efter at den nye runde med forhandlinger som forventet slår fejl til december. Kosovos politiske ledere tror, at området derefter får sin selvstændighed. Det har USA lovet - dog uden at give nogen dato.

Men Albin Kurti tror ikke på de løfter. Han mener, at der er udsigt til nye forhalinger. "Vores venner er ikke så stærke tilhængere af et selvstændigt Kosovo, som vores modstandere er imod vores selvstændighed," siger han med en malende retorik. Under Informations besøg citerer han også franske filosoffer som Michel Foucault og Pierre Bourdieu.

Men som en anden Balkan-intellektuel bruger han også sin klogskab til at finde på konspirationsteorier. For eksempel skrev han i en artikel for nylig, at hvis Serbien "vil gribe ind, vil det ske i form af en blitzkrieg i løbet af nogle dage."

Selv om begge analytikere tillægger ham stor betydning, er de også trætte af ham og hans afvisende holdning til forhandlinger. "Det er nødvendigt med et kompromis for at få en stat," siger Shkelzen Maliqi.

Dukagjin Gorani mener, at Kurtis udlægning af Ahtisaari-pakken i høj grad er tvivlsom. Albin Kurti mener, at serberne i Kosovo får så meget selvstyre, at det svarer til at skære et stykke af Kosovo ud.

Han siger, at hans ophold i et serbisk fængsel har trukket ham længere og længere ind i det politiske arbejde. "Jeg har intet mod serbere, men nok mod Serbien," siger han.

Også kosovo-albanerne mister nogle gange tålmodigheden med ham. Da Ahtisaari-planen kom frem, sagde man, at det kun var serberne og Albin Kurti, der var imod den. Men utilfredsheden ulmer, og den kan Albin Kurti og hans organisation måske udnytte.

Først skal hans sag for retten. "Jeg har fået at vide, at det bliver en gang til efteråret. Den 12. september udløber min husarrest, og inden da skal retten tage stilling til, hvad der skal ske," siger Albin Kurti, der klager over, at han kun er blevet afhørt en halv time i alt siden den fatale demonstration i februar.

FN's talsmand i Kosovo vil ikke kommentere den beskyldning, så længe den drejer sig om en verserende sag.

"Men jeg kan forsikre dig om, at en tilsvarende sigtelse i et andet land ville have ført til en fængsling," siger talsmanden Alexander Ivanko. "Og kun internationale anklagere og dommere behandler min sag. De lokale ville sætte mig fri," siger han, der også fortæller, at myndighederne betegner ham som en kategori A fange - den farligste.

"De er ude på at få mig til at være rolig. Det bliver jeg aldrig," hvæser Albin Kurti lavt.

Han takker for besøget. Nede i opgangen sidder der nu to politibetjente. Den ene skuler, mens den anden læser avis.

Samordnar: Shqiptar Oseku

Bästa Carl Bildt,
vi är företrädare för många gamla och nya nordbor med rötter från Balkan som är frustrerade över utvecklingen i Kosova. Vi tycker att Kosova snarast möjligt ska få erkännande som en självständig stat, då vi ser det som en grundförutsättning för att även västra Balkan ska få stabilitet, ekonomisk tillväxt och social utveckling. Vi anser likaså att Sverige och Du som utrikesminister kan och bör göra mer för att stötta den linjen nu när Du träffar dina övriga nordiska kollegor.

Bästa Carl Bildt,
vi hälsade med tillförsikt och glädje Ditt tydliga stöd i höstas för att inlemma även västra Balkan i Europa. Dessvärre så förblir det oläkta såret i Kosova ett hot mot integrationsprocessen.

Osäkerheten kring den framtida statusen underblåser de etniska spänningarna i Kosova. Så länge landets framtid är öppen för diskussion försöker parterna obönhörligen att påverka situationen på marken med alla till buds stående medel. Det bådar inte gott vare sig för Kosova, för Balkan eller för Europa.

Det omhuldade argumentet att ett fortsatt Status Quo främjar demokratin i Serbien faller på sin orimlighet. Ett Kosova i kylan belönar och stärker kyrkliga och politiska nationalister i Belgrad. Vi har sett detta i alla de serbiska valen efter Milosevic, trots att många envist förutspått en motsatt scenario. Det är dessutom en hopplöst statisk inställning som inte beaktar växelverkan mellan kosovariska och serbiska missnöjesyttringar: tänk bara blodbadet i mars 2004!

Det internationella provisoriet i Kosova är en balansakt på avgrundens rand som bör bytas ut mot en stabilare lösning. Vägen tillbaka till de gamla lösningarna ligger i ruiner efter ett utrensningskrig som kostat ett Kosova stort som Småland 11 344 döda och försvunna, tusentals våldtagna och drygt 184 000 förstörda hus och byggnader.

Återstår endast ett vettigt förslag, nämligen ett beroende Kosova med obändiga konstitutionella garantier för alla sina medborgare oaktat etnicitet, religion eller kön. Utsikterna till en kosovarisk och serbisk integration i EU förbättras avsevärt av en sådan lösning. I dag saknas erfarenheter av ett EU-förmyndarskap över stridiga territorier med otydligt status. Men EU har förmått utmärkt att integrera självständiga stater, ibland trots inbördes trätor och från jämförelsevis låga utvecklingsnivåer.

Kosovas litenhet utgör en fördel i det nya Europa, där flera länder och regioner är mindre både till territoriet och till invånarantalet.

Frankrike och Europa hade knappast varit där de är idag om inte Charles de Gaul hade släppt ”Det bortre Frankrike” i Algeriet. Tyvärr saknar Serbien idag en de Gaul, varför omvärlden tvingas agera barnmorska och klippa navelsträngen för en sjuk serbisk demokrati. Det är vad många av dina kollegor i Europa säger öppet idag: det är också vad vi önskar höra Sveriges utrikesminister säga!

Anders Wessman, Kosova Action Network Avni Dervishi, statsvetare och politisk sekreterare (fp)Lirie Latifaj, Kvinnoföreningen Kosovarja Murtez Xhema, Albanska samarbetsorganisationen i Sverige Shaqir Shaqiri, Albanska riksförbundet Shqiptar Oseku, Centrum för självbestämmande i Stockholm Vlora Haxhimehmedi, Centrum för självbestämmande i Oslo Xhemil Zeqiri, Centrum för självbestämmande i Köpenhamn Ullmar Qvick, Svensk-albanska kommittén

Jeg har over flere gange skrevet til dig om situationen i Kosova og peget på forskellige spørgsmål omkring den albanske befolknings manglende rettigheder. Jeg tillader mig nu igen at henvende mig til dig på baggrund af den seneste udvikling.

Den 10 februar blev der i Kosova gennemført de hidtil største demonstrationer med titusinder af deltagere. Bag demonstrationen stod bevægelsen for Kosovas selvbestemmelse. Parolerne var Nej til påtvungen dialog – Ja til selvbestemmelse. Demonstrationerne blev gennemført som reaktion mod den plan for Kosova, som var fremlagt af den tidligere finske præsident Marti Atisari. Denne plan vil ikke give Kosova den ønskede selvstændighed og vil betyde at befolkningen i Kosova skal betegnes med det slaviske ord kosovarer, hvad der er en krænkelse af vores albanske identitet.

Den fredelige demonstration blev imidlertid angrebet af KFOR- styrkerne fra især Rumænien. De skød ind i demonstrationen. Dræbte 2 demonstranter og sårede 83. Mange blev anholdt, herunder en række af demonstrationes ledere, bla. studenterlederen Albin Kurti, som var politisk fange under Milloshevic.

Uden at blive stillet for en dommer blev Albin Kurti holdt fængslet i 30 dage, som igen blev forlænget med 60 dage. Da han herefter blev løsladt skete det på den betingelse, at han ikke måtte blande sig i politik.

Albin Kurti accepterede ikke disse betingelser. Han indkaldte umiddelbart efter sin løsladelse et pressemøde hvor han fordømte overfaldet på demonstrationen og krævede at der blev igangsat en undersøgelse af begivenhedsforløbet, med henblik på at placere et ansvar for blodbadet på den fredelige demonstration. Han afviste ligeledes KFOR's forsøg på at begrænse hans mulighed for at kæmpe med demokratiske midler for Kosovas frihed.

Efter dette pressemøde blev Alban Kurti igen anholdt og isolationsfængslet i 30 dage. Igen undlod man at stille ham for en dommer. I følge reglerne for UNMIK skal man enten løslade en tilbageholdt eller stille personen for en dommer inden 72 timer. Disse regler er nu gentagne gange blevet krænket i Alban Kurtis sag.

FN-pagten har – blandt andet i kapitel Xl artikel 73 understreget organisationens særlige forpligtelse til at beskytte områder hvor befolkningen endnu ikke har fået retten til selvstyre.. Artiklen taler direkte om at beskytte indbyggernes velfærd og sikre dem en retfærdig behandling og beskyttelse mod misbrug. Tilsvarende henviser jeg til FN-resolution 32 – 122 fra 1977, som blandt andet taler om at beskytte de organisationer som kæmper mod diskrimination.

Danmark har et særligt ansvar for udviklingen i Kosova på grund af sit store historiske engagement herunder udstationeringen af danske soldater i området. Derfor vil jeg på dette grundlag bede dig undersøge sagen og lægge pres på de relevante myndigheder for at sikre at Alban Kurti løslades og at der nedsættes en uafhængig instans som undersøger begivenhederne omkring blodbadet i Kosova den 10.februar og arbejde for at de ansvarlige stilles til ansvar eventuelt gennem den internationale domstol i Haag.

Med venlig hilsen
Xhemil Zeciri
Ørholmsgade 9 st th
2200 København N
www.diplomacia.dk
København 07.06..2007

Kultursociolog Bjørn Andersen
http://bjoerna.dk/albansk-historie/1912.htm


Indledning

Af lektor Palle Rossen, Brenderup

Den artikelserie, som her lægges ud på nettet, har jeg fundet frem til nærmest ved en tilfældighed. Siden 1992 har jeg med stor interesse fulgt udviklingen på Balkan med hovedvægt på forholdene i Albanien og Kosovo / Kosova. Jeg har været optaget af den albanske litteratur og udover at følge begivenhedernes udvikling har jeg læst en del historiske værker om emnet.

En dag jeg sad med litteraturforskeren Robert Elsies bog »Kosovo in the Heart of the Powder Keg« (New York 1997) blev jeg overrasket over at finde et citat fra en dansk journalist Fritz Magnussen, der var korrespondent til det danske dagblad RIGET under 1. Balkankrig i efteråret 1912. Artiklen den 7. november var den eneste, der den dag blev smuglet ud. Det gav ham en kortvarig berømmelse. Han var den første, der gjorde opmærksom på serbernes massakrer i Kosovo / Kosova og Makedonien. Elsie har aftrykt den fra østrigeren Leo Freundlichs bog »Albaniens Golgatha - Anklageakten wider die Vernichter des Albanervolkes« (Wien 1913), og hele bogens indhold er gengivet i »Powder Keg«, s. 338-360.

Jeg havde en vag erindring om at have læst om RIGET i forbindelse med den navnkundige journalist Franz von Jessen (1870-1949), men havde i alt fald aldrig hørt om Fritz Magnussen. Så jeg besluttede mig for at læse artiklerne på Statsbiblioteket.

RIGET var et ambitiøst bladprojekt, der fik en ret kort levetid. Fra november 1910 til december 1913. Første chefredaktør var Franz von Jessen, som også havde præsteret en stor del af det forberedende arbejde med at skaffe penge og medarbejdere. Bladets holdning skulle være national og forsvarsvenlig, og en del af udgiverkredsen ønskede, at det skulle være en Venstre-avis til støtte for regeringen Berntsen / Neergaard. Det modsatte Franz von Jessen sig, idet han ønskede sig journalistisk uafhængighed. I to afsnit i sit erindringsværk »Mit Livs Egne, Hændelser, Mennesker« IV (København 1946) skildrer han tilblivelsesforløbet og de mange problemer, der hurtigt opstod.

Efter 38 dage måtte forfatterne L.C. Nielsen, Johannes V. Jensen og Ludvig Holstein (der ejendommeligt nok var blevet udenrigsredaktør, et job han var uegnet til at bestride) forlade bladet efter krav fra von Jessen. Der blev i den øvrige presse skrevet mange artikler om denne sag, der skadede bladets rygte. Journalisterne bakkede op om von Jessen, der blev på posten til august 1912. Men der var mange intriger bag kulissen. Der var uenighed med bestyrelsen om politisk holdning, svigtende indtægter og abonnentfrafald. Ikke desto mindre præsenterer avisen sig som en velskrevet og seriøs avis, der lagde særlig vægt på udenrigs- og kulturstoffet. Den havde dygtige medarbejdere.Von Jessen blev afløst af Hans Boesgaard som redaktør, men bevarede dog en vis tilknytning til bladet. Han sagde ja, da Boesgaard bad ham om at være bladets korrespondent, da den 1. Balkankrig brød ud i oktober 1912. Han dækkede krigen på tyrkisk side og derefter ophørte hans bidrag til bladet.

Fritz Magnussen (1878-1920) har det været svært at finde mange oplysninger om. Han var maler og billedkunstner, en kort tid var han gift med Edith Nebelong, der i dag endnu huskes som forfatterinden Edith Rode, og skrev kunstanmeldelser til RIGET. På hvilken baggrund han blev krigskorrespondent på serbisk side ved jeg ikke, men han var dernede praktisk talt fra starten. Efter hjemkomsten engagerede han sig så meget i RIGETs skæbne, at han i april 1913 købte bladet sammen med I.P. Jørgensen. Deres forsøg på at føre det videre lykkedes ikke. I december måtte de sælge bladet til avisen »Hovedstaden« for 2.000 kr. På det tidspunkt var oplaget nede på 2.500 mod 20.000 i 1. kvartal 1911 og 10.000 i 1. kvartal 1912. I 1914 udgav han en bog »Det blonde og det Sorte. En fortælling fra Monte-Carlo«.

Det er ret forbløffende, at en lille avis med skrantende økonomi var i stand til at sende to korrespondenter til den 1. Balkankrig.

Baggrunden for den 1. Balkankrig var Det Osmanniske Riges svækkelse. Italien havde i september 1911 erklæret Tyrkiet krig og var gået i land i Tripolis. RIGET berettede jævnligt om krigens gang. Der blev sluttet fred midt i oktober 1912, hvorved Tyrkiet mistede sine sidste afrikanske besiddelser. Umiddelbart efter erklærede Grækenland, Bulgarien og Serbien Tyrkiet krig. Montenegro, der var det fjerde medlem af den nydannede alliance, var tyvstartet med at erklære krig den 8. oktober. Det var opsigtvækkende, at disse fire kristne stater erklærede Tyrkiet krig uden at underrette stormagterne. Serberne begrundede især deres krigserklæring med, at de ville sikre overholdelse af § 23 i Berliner-traktaten af 1878 og forlangte derfor autonomi for de kristne. De fire lande var fundet sammen i de foregående måneder og havde lavet en række hemmelige aftaler. Tyrkiet blev derfor overrumplet, da der pludselig var krig på fire fronter. Overraskelsen medførte, at Serbien hurtigt erobrede det meste af Makedonien og Kosovo / Kosova.

Som de 10 artikler foreligger virker de både sprogligt og indholdsmæssigt interessante og sammenhængende. De mest påfaldende gammeldags virkende træk i sproget er de mange flertalsformer af participier (landsbyerne er stukne i brand, beboerne er røgne ud af hus og hjem o.s.v.), men disse virker ved læsning i dag nærmest som et pikant stiltræk. Det bemærkes, at han konsekvent bruger den moderne betegnelse albansk, hvorimod RIGET i sine ledere og telegrammer altid skrev albanesisk.

Magnussens fortid som billedkunstner mærkes tydeligt. Han har en evne til at gengive sine oplevelser i en plastisk anskuelig form, så læseren tydeligt kan danne sig et indtryk af stemningen og situationen. Det er dog ikke kun synsindtryk, der formidles, også oplevelser af lyde, lugte, kulde, vejrligsfænomener og natur indgår i hans beskrivelser. Han formår at gengive dem meget præcist og nuanceret, hvad enten det drejer sig om jubelfesten ved Yskybs erobring, slaget om kariolaen, blodegen ved Varda, vogntoget med fangerne eller døde albanere og kreaturer.

Freundlich skriver i indledningen til FMs special-telegram, at denne var kendt for sine pro-serbiske sympatier. Jeg ved ikke, hvad han bygger den opfattelse på, for ser man på de foreliggende artikler, er der kun få ting, der tyder på dette. Hovedindtrykket er snarere, at han som skandinavisk journalist i et fremmed miljø forsøger at bevare sin uafhængighed og skildre det hele, som han personligt oplever det.

Allerede i første artikel er han skeptisk over for censuren, og han mister vist hurtigt tilliden til de officielle pressemeddelelser. Når han omtaler kong Petars dekret om fangernes løsladelse, er det formentlig en oplysning han har fået fra officiel kilde. Men det er muligvis den eneste gang han overtager den direkte. For i det følgende dækker han sig ind ved at henvise til sine kilder eller ved at redegøre for sin egen stemning.

Når han den 2/11 omtaler albanske massakrer ved Kumanovo (»Kvinder og Børn spiddedes på Bajonetter«), kan vi ikke vide, om albanske bander har foretaget dem eller der er tale om serbisk propaganda. Men vi ved, at FM har fået det fortalt af en soldat, der har levet de sidste 8 år i Berlin.

Det fremgår klart af sammenhængen, at FM har fuld tillid til sin kilde. Formentlig er det denne passage, der får Freundlich til at skrive om hans pro-serbiske synspunkter. De 3.000 døde albanere omtales her som døde i kamp, men da FM bliver klar over, hvad der er sket, giver han klar besked i special-telegrammet og artiklen den 12/11.

Den 5/11 skriver han, at »Serberne har Lov til at juble«. Er det hans egen mening, eller skal vi lægge mere vægt på, at han umiddelbart før har oplyst, at krigskorrespondenterne »er fuldstændig revne med af disse voldsomme Udslag af national Begejstring«? I samme sammenhæng nævner han, at de tyske og østrigske journalister er forsvundet fra festen og tilføjer: »de hører nu engang ikke hjemme her«. Det er næppe ment som serbisk propaganda eller et direkte udtryk for hans egen mening. De efterfølgende sætninger tyder på, at han har villet gengive den almindelige stemning: »Uviljen mod det germanske Element lader sig ikke skjule. Der er Torden i Luften«.

Mit indtryk er, at han - måske af hensyn til censuren - foretager en hårfin balancegang for at bevare sin journalistiske uafhængighed og samtidig præcist udtrykke det han vil have frem.

På et tidspunkt, da han er blevet klar over, at der er tale om massakre og udryddelse, vælger han at smugle meddelelsen herom ud. Han skriver special-telegrammet senest den 3. november - og det bliver trykt i RIGET den 7. november. Det er ikke let at finde ud af, hvordan censuren har arbejdet. Men effektiv har den ikke været. Man har næppe haft danske oversættere. Skyldes sendrægtigheden udelukkende kaos og forvirring? Eller er der tale om ren arrogance? Har »Fangevogterne« bevidst valgt at forsinke afsendelsen af korrespondancer så meget som muligt? Nogle formuleringer i artiklen den 12/11 er mindst lige så skrappe som de udsmuglede. Formuleringer som »de Meddelelser, der tilflyder os er særdeles sparsomme, men man har jo ogsaa meget at skjule« og »Arnautmassakrerne kan man selvfølgelig ikke saadan meddele officielt« er faktisk sluppet igennem censuren. Måske af taktiske grunde udtrykker FM sig mere forsigtigt i de følgende artikler, hvor der ikke er direkte kritik af serberne. Vi kan af hans sidste artikel udlede, at censuren havde kendskab til special-telegrammet, og at dette forhold bragte ham mange vanskeligheder.

I Danmark bragte RIGET med selvbevidsthed en forsidenotits den 13/11:

De serbiske Myrderier i Albanien

London, tirsdag

Daily Chronicle offentliggør i dag en Beretning fra sin Korrespondent om de serbiske Myrderier i Albanien. Beretningen bekræfter paa alle Punkter den opsigtvækkende Fremstilling, som RIGETs udsendte Korrespondent Fritz Magnussen har givet af serbernes eksempelløse Grusomheder.

Den 24. November aftrykte RIGET et uddrag af et privatbrev fra dr. Ejnar Meulengracht, der sammen med andre unge danske læger var rejst til Serbien ved krigens udbrud for at hjælpe. De blev høfligt behandlet af serberne, men ikke taget alvorligt.

»Vi trak flere Læger afsides og fortalte dem, at vi var rejst herned for at bestille noget. Det vakte nogen Forundring, men det lykkedes os dog at faa en Afdeling for os selv: 150 Patienter, der ganske vist intet fejler. I øvrigt tænker vi kun paa to Ting: at lære Tysk og ride. Vi er - uden Selvros - meget populære: disse Læger, der kommer langt borte fra for at hjælpe Serberne, og som er glade og pæne Mennesker.«

RIGET føjer hertil denne kommentar: »Som man ser: ikke blot Krigskorrespondenterne, men også Lægerne holdes i vore Dage udenfor Krigens Poesi. Men hvad skal man saa i Grunden med Krig?«

I de senere år er der udkommet flere gode bøger om Kosovos / Kosovas historie. Både Noel Malcolm: »Kosovo - A Short History« (London 1998) og Tim Judah: »Kosovo War and Revenge« (New Haven & London 2000) har nuancerede og grundige fremstillinger, der kan give et supplement til FMs umiddelbare oplevelser af krigen, men også give perspektiv til en vurdering af hans artiklers historiske værdi.

FM refererer flere gange til Tsar Stepan Dunshans gamle residensstad og omtaler gang på gang afsyngningen af de gamle folkesange og officerernes foredrag om den serbiske historie. Dermed bevidner han, at den serbiske offensiv var velforberedt og at den serbiske propaganda havde båret frugt. Den nationale følelse var udviklet kraftigt gennem det 19.århundrede. Alt var klar til at tage de gamle områder i besiddelse og genindsætte serbisk myndighed. Malcolm (Kosovo, s.252-253) fremhæver, at der nu konstant blev refereret til Skopje som den gamle residensby og at den serbiske regering i sin ideologiske retfærdiggørelse af krigen stolede mere på middelalderhistorie og folkepoesi end på § 23 i Berlin-traktaten. På det punkt er FMs skildring særdeles fyldestgørende. Malcolm nævner i øvrigt, at der den 23. oktober - dagen efter indtagelsen af Prishtina blev holdt en mindeceremoni på Kosovo Polje, Solsortesletten, hvor det berømte slag fandt sted i 1389.

FM omtaler flere gange Komitacierne, først som indfødte frivillige, senere som Bander. I artiklen den 14/11 giver han en levende skildring af den nat han tilbringer med dem i laden i Prizren og fremhæver, at de var vant til at slås med albanere. Det var en broget skare - med enkelte intellektuelle idealister iblandt - men stort set en samling banditter, der havde hærget regionen siden mordet på den russiske konsul i Mitrovica i 1902. Judah (s.19) og Malcolm (s.253) sammenligner dem med nutidens irregulære, paramilitære styrker, der i 1990-erne gjorde sig kraftigt gældende, såvel i Kroatien som i Bosnien-Herzegovina og Kosovo / Kosova.

Edith Durham nævner i sin bog »High Albania« (London 1909), at serbiske og albanske bander gensidigt overfaldt og hærgede hinandens landsbyer, plyndrede, brændte huse og forgiftede brønde (det sidste træk er der også berettet om fra Kosovo / Kosova i 1998-1999). Hun fremhæver, at banderne skiftedes til at have overtaget, og kampene kunne derfor fortsætte. Ungtyrkerne ville gerne bekæmpe dette uvæsen, men havde ikke kraft nok til at slå igennem. Franz von Jessen kalder dem et sted kort og godt »Makedoniens Svøbe«.

Formentlig har FM ikke haft megen direkte kontakt med albanere. Han skildrer dem mest som ofre og fremhæver det gensidige had mellem serbere og albanere. Den 16. november omtaler FM dog civiliserede albanere og tyrkere. Han anfører, at disse skyder skylden for den store demoralisation på den ungtyrkiske ledelse, som har tilladt kristne officerer at kommandere og kristne at tjene i hæren. Her har han fat i et vigtigt problem, idet mange toneangivende albanere, som havde støttet ungtyrkerne i forbindelse med kuppet i 1908, følte sig snydt. Ungtyrkerne styrede ligeså centralistisk som det foregående regime, og det generede albanerne.

Faktisk havde albanerne i de senere år foretaget flere oprør mod tyrkerne. Man ville have lov at leve på sine egne betingelser - uden indblanding. I foråret 1912 var der revolte i det vestlige Kosovo / Kosova. Den bredte sig i løbet af sommeren til andre områder af Kosovo / Kosova. Da oprørerne i slutningen af juli havde kontrol over Prishtina, Mitrovica, Vucitern og Ferizaj og 45.000 mand under våben, var de tyrkiske myndigheder nødt til at optage forhandlinger med dem. Albanerne forlangte bl.a. det nye parlament opløst, og dette ønske blev opfyldt den 5.august. Albanerne opstillede deres krav i 14 punkter og forlangte bl.a. albanske skoler og embedsmænd, behandling af de albanske områder som en enhed, militærtjeneste i Albanien undtagen i krigstilfælde. Man brugte ikke ordet autonomi direkte, men antydede i indpakket form, at det var det man ville have. Deres angivelser af, hvad denne nationale enhed skulle omfatte, var noget vage. Man forlangte tillige - under hensyntagen til traditionalisterne - at albanernes religiøse og nationale love skulle respekteres. Da svaret lod vente på sig, lagde oprørerne pres på myndighederne i Konstantinopel ved at besætte Skopje. Så bøjede disse sig den 18.august og gav efter for en del af kravene. Oprørslederen Hasan Prishtina accepterede indrømmelserne, og oprørerne trak sig tilbage. (Malcolm s. 246-249).

Generelt var det et hovedproblem, at albanernes nationale bevidsthed ikke var på højde med serbernes. Blandt andet derfor mistede de muligheden for at få en samlet albansk statsdannelse.

Englænderen Audrey Herbert, der i denne tid rejste i området opsummerer deres ønsker således:

»The real complaint, first and last, is that their honour and freedom are not sufficiently considered.«

»The word »freedom« here meant not political indepence, but freedom to live by their own values and traditions« (Malcolm s.249).

Denne nøjsomme holdning var en af grundene til, at albanerne trods flere oprør mod tyrkerne, ikke opnåede at blive en del af en samlet albansk stat. Serberne strøg gevinsten, fordi de vandt over tyrkerne i denne 1. Balkankrig. Malcolm gennemgår de juridiske og folkeretslige forhold i forbindelse med Serbiens overtagelse af Kosovo / Kosova og konkluderer, at overdragelsen ikke fulgte reglerne i den da gældende serbiske forfatning og at der også var juridiske mangler i forhold til indgåede traktater mellem landene (s.264-266).

FM nævner i artiklen den 16/11, hvad serberne ønskede som deres part af rovet. Flere af disse ønsker blev opfyldt, men den endelige løsning forelå først nogle måneder senere med fredsslutningen i Bukarest den 10. august 1913. Forinden havde regionen måttet igennem den 2.Balkankrig, der udbrød i sommeren 1913 netop på grund af uenighed om delingen af rovet. Serbien fik faktisk hele området vest for Vardar-floden, og sydgrænsen kom endog til at ligge lidt syd for Monastir. Men landet fik ikke adgang til havnebyerne i Albanien, fordi det albanske problem blev løst i et andet forum.

Stormagterne greb ind. Da FM i artiklen den 16/11 berettede, at albanerne i Makedonien havde sendt en delegation til stormagterne, kunne han af gode grunde ikke vide, hvad der ville ske. Den 29. november bragte RIGET på forsiden en meddelelse om, at Albaniens uafhængighed dagen før var blevet proklameret i flere byer. Hovedbyen for uafhængighedsbevægelsen var Vlora, men landets situation var unægtelig noget speciel, idet serbiske tropper, der den 18.november havde erobret Lezha og dagen efter (29/11) indtog havnebyen Durrës, allerede var rykket længere sydpå i Albanien. Samtidig var græske tropper sydfra gået ind i Albanien. Kun Østrig-Ungarn og Italien anerkendte den nye stat.

Stormagternes autoritet var blevet svækket ved de fire landes uvarslede krigserklæringer. De udstedte ved krigsudbruddet en fælleserklæring om, at de ikke ville tillade nogen ændring i den territoriale status-quo på Balkan. De frygtede, at situationen skulle komme helt ud af kontrol. Men da krigslykken var med de angribende stater, var disse slet ikke indstillet på at have sejret uden at få noget ud af det. Stormagterne måtte revidere deres opfattelse og trods modstridende interesser finde frem til et kompromis.

I det spil blev Albanien en vigtig brik. Italien og Østrig- Ungarn var imod, at grækerne og serberne skulle dele Albanien. Russerne frygtede en yderligere bulgarsk expansion og ville gøre meget for at få en stabil fred i området. Men de mente ligesom franskmændene, at der ved grænsedragningen skulle tages hensyn til Serbiens og Grækenlands krav om at få de dele af Albanien, hvor befolkningerne ønskede det, forenet med det pågældende land. Englænderne stod på et mellemstandpunkt og forsøgte at mægle mellem parterne. Slutresultatet blev, at Italien og Østrig-Ungarn fik deres vilje. Den 29. juli 1913 konfirmerede stormagternes ambassadørkonference oprettelsen af den uafhængige stat Albanien.

Undervejs i forløbet blev der ikke taget meget hensyn til de implicerede småstater. Serbernes diplomater havde ikke noget imod oprettelsen af et selvstændigt Albanien, når blot de fik deres havnebyer. Dette ønske blev ikke imødekommet. Grækenland kommer heller ikke igennem med sine territoriale krav. Albanerne blev knap nok hørt. De sejrende lande havde været selvstændige i nogle år og kunne henvise til deres sejre. Albanerne havde ikke vundet nogen krig, havde ingen stat og bevægelsen for national uafhængighed var meget ny; faktisk var udviklingen først indledt i 1878 med dannelsen af Prizren-ligaen.

Beslutningen medførte dannelsen af et Albanien af det omfang vi kender i dag. (Efter l. Verdenskrig blev der foretaget enkelte mindre grænsejusteringer). Men den betød, at der ikke kunne tages hensyn til de albanere, der boede i Makedonien og Kosovo / Kosova.

Det billede FM tegner af forholdet mellem albanere og serbere har vist sig uhyggelig stabilt. Når albanere har kunnet tage revanche og hævne sig, har de gjort det. Under 1. Verdenskrig blev de serbiske tropper jaget ud af Kosovo / Kosova. Da var det livsfarligt for en serbisk soldat at tigge om et stykke brød. Mange mistede livet under marchen mod Shkodër [Shkodra]. Efter at der blev oprettet et Storalbanien i 1941 blev mange serbere og montenegrinere forfulgt.

Serbernes opfattelse af albanere som barbariske vilddyr kom til udtryk i det Jugoslavien, der blev dannet efter 1. Verdenskrig. Det var nærmest den officielle holdning. Man forhindrede på enhver måde, at de kunne udvikle deres nationale særpræg. I modsætning til de italienske, ungarske og tyske mindretal kunne de ikke frit udgive egen presse eller afholde undervisning på modersmålet. Det betød, at antallet af albanske analfabeter ved Verdenskrigens udbrud var enormt højt.

Det blev aldrig anerkendt, at albanerne var en befolkningsgruppe med mindretalsrettigheder. De blev skiftevis betragtet som albanske serbere eller som tyrker.

Selvom der nu er gået 90 år siden Balkan-krigene, er der forbavsende mange træk i FMs artikler, som man kan nikke genkendende til. Vi, der har oplevet 1990-ernes begivenheder i Bosnien-Herzegovina og Kosovo / Kosova har kunnet registrere en række adfærdsmønstre for serbere i krig, som FM allerede i 1912 gjorde opmærksom på:

· Man ønsker ikke at omverdenen skal vide, hvad der foregår.

· Man er ikke betænkelig ved at dræbe civile borgere i stor stil.

· Man viger ikke tilbage for at udslette modstanderes kulturminder.

· Man tager det ikke så tungt med overholdelse af formelle regler.

· Magtfulde serbere kan udvise stor arrogance: Jeg har set TV-interviews med Karadzic, hvor han absolut er på højde med kronprins Alexander med hensyn til arrogance.

· FMs Patrouillers adfærd svarer til hvad mange journalister oplevede ved vejspærringer i 1990-erne.

· Serbere er trofaste mod fædrelandet: Den soldat, der rejste hjem efter 8 år i Berlin for at udføre krigstjeneste, minder mig om den svensktalende ingeniør, der fortalte Jan Stage, at han følte det som en pligt at møde frem, når fædrelandet krævede det.

Fra vor udsendte Korrespondent - Vranja, 24. Okt.

Den svage, dumpe Rullen af Kanontordenen ved Kumanovo er det første, jeg hører, da jeg vaagner i Vranja, en smilende halvasiatisk By mellem blaa Bjerge. Jeg kom hertil i Aftes pr. Avtomobil. Hæren har lagt Beslag paa alle Serbiens Avtomobiler, men fire var stillet til Korrespondenternes Disposition, Jernbanestationen ligger nemlig flere Kilometer fra Byen.

En voldsom Dagregn havde forvandlet Vejene op til Byen til smaa Bjergstrømme; gennem dem gik det over Stok og Sten i Mørket; kun en skrilrende Fløjte advarede de bevæbnede Vagtposter, vi passerede på Vejen. Hotel Vranja er Generalstabens Hovedkvarter; her er jeg nu indkvarteret sammen med største Delen af de udenlandske Kammerater. Hotellet er som et Centrum i en Krigslejr. Alle Officerer fra de højeste til de laveste samles her til Middag og Aften.

Midtpunktet i Kredsen er Prins Alexis Karageorgewitsch, Kong Petars Fætter, en elskværdig Officer, der ikke trættes af de mange Spørgsmaal, vi retter til ham, naar han vender tilbage fra sine daglige Rideture ned til Kumanovo, til Kamppladsen.

Han slaar sig ned iblandt os med sin kvart Liter Vin og fortæller på Fransk, Tysk og Engelsk om, hvad han har set i Dagens Løb. Karakteristisk er det, siger han, at kun meget faa af de faldne og de fangne er regulære tyrkiske Tropper; det er Albanerne, der kæmper her i Fronten.

Albanere er ogsaa alle de Fanger, jeg har set idag her i Byen. I Smaatrupper, bundne sammen med tynde Reb, kommer de traskende ned over Bjergene. De fleste af dem bærer en lerfarvet »Uniform«, hvis man kan kalde de tinknappede Laser saaledes. De er barfodede og glor frem for sig. De fleste af dem synes forresten at finde sig meget roligt i deres Skæbne, de har endogså et svagt Grin tilovers for os, naar vi fotograferer dem. Deres Skæbne er forsaavidt ogsaa blid, som Kong Petar i Eftermiddag har udstedt et Dekret, efter hvilket alle tyrkiske Fanger skal løslades og sendes tilbage. Uden Vaaben, som de er, er den pjaltede Hob jo ogsaa ret uskadelig. En hel tilfangetagen tyrkisk Landsby blev i Formiddag bragt hertil. Dens Kvinder og Mænd traver nu rundt i Byen med deres Børn ved Haanden som en Flok - rigtignok ufrivillige - Turister og beglor alting.

Fængslet, der imorges var stuvende fuldt, er iaften tømt fuldstændigt.

Her i Vranja faar man først det rette Indtryk af den Krigsbegejstring, der besjæler Serberne. Officererne kan ikke blive trætte af at fremstille de vægtige Grunde, Sydslaverne har haft til Krigen mod deres gamle Undertrykkere.

Arnavterne [Albanerne] er som vilde Dyr - er den almindelige Udtalelse. Den, der har set dem optræde i Kampene ved Pristina og Egri Palanha, er klar over, at de er mindst tusinde Aar tilbage i Udvikling. Er Hadet stærkt hos Slaverne, er det ikke mindre glødende hos Arnavterne, der i Dødskampen endnu forsøger at bide sig fast i den sejrende Modstander.

Saarene, der gives i Nærkamp i denne Krig, er slagteragtige; der ligger Mænd her paa Hospitalet i Vranja med frygtelige Krumsabelhug, der vidner om et Haandgemæng af ganske middelalderlig Karakter.

Tusinder af Nordslaver, Checker og Slovener har meldt sig til de serbiske Faner. Man har imidlertid sagt nej til dem, man har Mandskab nok.

En frivillig slovensk Jægerdreng paa 18 Aar har man dog taget, men han har ogsaa med enestaaende Heltemod kæmpet for at komme med.

Da Østerrigerne forbød ham at passere Grænsen ved Semlin, svømmede han over Sava'ens oprørte Strøm og meldte sig hos Kommandanten i Belgrad. Da man dèr afslog hans Anmodning om at blive Frivillig, samlede han en Skare Bosniaker og vilde gaa paa egen Haand, saa endelig blev man blødgjort og indrullerede ham mellem de indfødte Komitaci - Frivillige.

Studenterne fra Laibach [Ljubljana], der havde meldt sig en corps viste man derimod tilbage.

Vi har en mængde slaviske og russiske Korrespondenter iblandt os selv, selve den bekendte checkiske Rigsdagsmand Klofatsch er iblandt dem; de er ligesaa krigsbegejstrede, som de østerrigske Blade er kølige.

Iøvrigt ser ingen af os en Avis, og har ikke set den i de sidste 7 Dage, ligesaa lidt som vi har hørt et Ord hjemmefra. Vi har nu faaet et regulært Pressekontor, med strenge Kritikere. Gud véd, om vore Breve i det hele taget naar frem. Post og Telegraf ligger jo i Kaos.

Ingen véd, hvorlænge man har i Sinde at lade os sidde her i Vranja. Hæren er allerede godt paa Vej til Yskyb. Iøvrigt vilde Vranja under andre Forhold været et for en Turist overordentlig interessant om end ikke komfortabelt Opholdssted. Den gammeltyrkiske By er uhyre malerisk, og Haverne straaler i alle Efteraarets Farver.

Byen har et særligt Zigøjnerkvarter med klinede Lerhytter og tyrkiske Trævagttaarne. - -

Sønden for Byen ligger et Bjerg, som i Øjeblikket er vort kæreste Opholdssted. Det kniber for os at komme derop, for de bajonetbevæbnede Komitacis standser os hvert Øjeblik; de har endnu ikke faaet den tilbørlige Respekt for vore trefarvede Armbind og tror, vi vil desertere over til Tursca.

Fra dette Bjerg kan vi næsten se Lejren ved Kumanovo; vi kan se de serbiske Oksevogns-Tog som graa leddede Orme langsomt passere forbi i Dalene nedenunder os. Brød, Mel, Æg transporteres uophørligt afsted til Fronten. Maleriske Kurerer, sværtbevæbnede som Hopliter, sprænger til Hest afsted hen mod det Maal, vi gerne vilde naa, hvis vi blot kunde faa Lov til at drage afsted. Vi spejder efter hver lille Røgsky i Retningen baade af Egri Palanha og Kumanovo.

Men de kompakte Menneske-Masser, vi kan se bevæge sig i Dalene, er Soldater, der endnu ikke er nåede frem til Brændpunkterne. Vi kan kun høre den dumpe Rullen langt borte.

Naa, vi kommer vel tidsnok derud, den lange Række Vogne der hver Dag bringer saarede her igennem, vidner om, at det gaar hedt til. Og ved det store Slag ved Ovtsje Polje skal vi være med, det har man lovet os.

Fra vor udsendte Korrespondent - Vranja, 26. Oktober

Det er forbavsende, saa hurtigt ellers civiliserede Mennesker kan synke tilbage til et primitivt Naturstandpunkt og vænne sig til det værste. Det maa vi her i Vranja, og det gaar mærkværdig godt. »Hotel Vranja«, der under almindelige Forhold vilde forekomme én som en rædselsfuld svinsk Beværtning, er selvfølgelig ikke blevet bedre under disse Forhold, hvor 50 Korrespondenter og endnu flere Officerer skal bespises. Vi maa slaas for at faa Del i den mærkelige Kost, man serverer os, den anrettes paa snavsede Tallerkener; Servietterne har mindst 10 Mand brugt før os og Gafler og Knive vil jeg slet ikke tale om.

Naar vi er færdige med at spise, smider vi Benene paa Gulvet, efter Oldtids Sæd og Skik, vi har nemlig ikke Raad til at faa to Hold Tallerkener. Vi bestikker de frygteligt udseende Kellnere, for at de med deres malpropre Næver skal rode i Gryden efter de bedste Stykker til os; vi har ingen Skamfølelse mere. Vi sluger de krydrede Rædsler med Velbehag; alt er Dobar, Dobar - godt bare vi faar noget.

Om vor personlige Renlighed vil jeg slet ikke tale. Støvlebørstning er et Begreb som ikke kendes paa Syd-Serbiens Hoteller. Den er heller ingen Nytte til, for Mudderet er der straks igen. Vand er en Luksusvare, som tildeles os i meget smaa Portioner, selv den mest pilne Englænder har opgivet Tanken om at gaa med Flip, og vi lader alle 50 Skægget staa.

Alligevel ser vi ud som rene Gentlemen ved Siden af Officerer og Soldater; men de tilbringer jo ogsaa deres Dag i Mudderet paa en ganske anderledes direkte Maade end vi. Til Gengæld er de renvaskede Adelsmænd i sammenligning med de fangne Baschi-Bozuk'er og Arnavter, der bringes hertil. Jeg besøgte idag en saadan frisk ankommen Sending i den Lo, som kaldes Fængsel her i Byen. En forfærdelig Flok. Stupide og grusomme Ansigter, gamle og unge mellem hinanden. Aargammelt Snavs sidder i Hudens lædertørre Folder, og de brogede Pjalter, de er klædt i, falder næsten af dem.

De er ærbødige og ydmyge i Fangenskabet, de fleste; man skulde egentlig ikke tro, at de var i Stand til at begaa de barbariske Grusomheder, man fortæller om.

At de begaar dem er imidlertid hævet over enhver Tvivl. Jeg har idag talt med en serbisk Soldat, der har levet de sidste 8 Aar i Berlin og nu deltager som værnepligtig i Krigen og har været med i Slaget ved Kumanovo; han gav mig en haarrejsende Beskrivelse af Kampen:

Alt, hvad der kunde krybe og gaa af serbisk Afstamning, var blevet dræbt og forjaget, inden den serbiske Armés Ankomst. Kvinder og Børn spiddedes paa Bajonetterne. De serbiske Mitrailleuser ryddede imidlertid frygteligt op mellem Albanerne, der har den lidet tidssvarende Vane at gaa til Angreb i samlet Flok. Man kunde ikke komme over Gaden for lutter Lig, da To-Dages-Kampen var endt, og det var nødvendigt at angribe Hus efter Hus for at rense det for Vildmændene, der havde skjult sig, hvor de kunde komme til det.

Adskillige af Albanerne var godt bevæbnede med moderne Geværer og kommanderes - med tyske Kommandoord - af tyrkiske Officerer. De døde Albaneres, Nizams og Arnavters Antal var efter min Hjemmelsmands Sigende over 3000. - -

Kong Petar er endnu her i Vranja. Det trefarvede Kongeflag med den serbiske Ørn vajer over den tarvelige Købmandsvilla, hvor Kongen er Gæst. Imorgen eller iovermorgen rykkes Hovedkvarteret imidlertid frem til Prevoso [? Presheva / Presevo]. Jernbanelinjens Broer er istandsat saa langt; saa er vi kun ca. 6 Mil fra Yskybs Mure.

Blot vi kunde blive fri for den evindelig plørende Regn, der forvandler Vejene til stride Strømme. De Solblink, vi har haft i de sidste Dage, er saa faa, at det slet ikke er værd at tale om. Graasorte Regnskyer skjuler det meste af Døgnet Bjærgtoppene over Byen; vi kan end ikke mere fra dem se ud over de makedoniske Bjærgdale, vi om kort Tid skal besøge - hvis vi faar Lov.

Vi begynder nemlig at blive noget skeptiske.

Vor eneste, men lidt tarvelige Trøst er, vi alle holdes tilbage. Endnu har vi imidlertid ikke opgivet Haabet om, inden Slaget ved Ovche Polje, at kunne datere vore Breve Yskyb.

Baschi-Bozuk betegner irregulære Tyrkiske tropper; man beskrev dem i samtiden som grusomme og udisciplinerede. Måske var nogle af dem Albanere?

Fra vor udsendte Korrespondent - Vranja i Oktober

Yskyb er falden, Serbien jubler i Sejrsglæde! Vi fik det at vide iaften paa en ganske stilfærdig Maade. Da vi sad i Hotellets Spisesal og spiste vor Aftensmad. Officerer og Korrespondenter med Prins Alexis i vor Midte, traadte Konsejlspræsident Patschichs værdige Aristoteles-Skikkelse ind, og et Øjeblik efter var den store Nyhed spredt over hele Salen, hvor den hilstes med bragende Haandklap og tordnende Ziveo-Raab.

Yskyb er taget, uden Sværdslag; Tyrkerne trak sig tilbage uden Modstand, Serbien har naaet sit Hovedmaal i Løbet af otte Dage.

Aftenen, der fulgte paa den serbiske Cavours store Nyhed, vil præge sig uforglemmelig i dens Bevidsthed, der overværede den.

Ti Minuter efter at Konsejlspræsidenten havde meddelt os Sejrsbudskabet, skraldede Generalstabens vældige Hornorkester udenfor Hotellet. Ingen Serber og heller ingen Korrespondent, af hvad Nationalitet han saa er, tænker paa Mad og Drikke, fra alle Gyder og Stræder stammer Vranjas fattige Befolkning sammen til Tonerne af den serbiske Nationalhymne.

Ziveo Tsar Petar Karageorgewitsch! Ziveo for Balkanforbundet, bort med alle de osmanniske Parasiter.

En klar Oktobermaane belyser den fremmedartede Scene. Hærens Avtomobiler kører frem, fyldte med snoede Begfakler, der et Øjeblik efter flammer i Hundreder af begejstrede Serberes Hænder. Afsted for at hylde Kongen vil man. Avtomobilerne kører i Spidsen, belæsset med Fakkelbærere, saa følger Hornmusiken under jublende vild, slavisk Musik, saa høje og lave mellem hinanden fra Patschich ned til den mest pjaltede Komitaci.

Toget vokser, for hver Hytte man passerer, og det opfylder ganske den snævre Vej foran Villaen, hvor det serbiske Kongeflag tilkendegiver, at alle Serberes Gospodar har til Huse. Bragende Haandklap og jublende Leveraab kalder Tsar Petar frem. Han viser sig ikke i Vinduet, nej, han kommer ud fra Villaen, ud paa Gaden og trykker alle de nærmeststaaende i Hænderne. Kun et Glimt af den serbiske Konges ejendommelige Fysiognomi faar vi at se, saa fortsætter Fakkeltoget gennem hele Byen for med Larm og Musik at forkynde alle, at Tyrkens fasteste Frontpunkt mod Nordvest er i den serbiske Armés Magt.

Saa gaar det tilbage til vor Spisesal for at fejre Sejren efter ægte sydslavisk Sæd og Skik. Den gyldne Vin flammer i Karaflerne, og Ziveo-Raabene vil ikke ophøre. Orkestret er fulgt med ind i Salen, den voldsomme Hornlarm er ved at sprænge Rummets Rammer, men ingen Larm er for stærk for den slaviske Begejstring iaften. Atter og atter synges den smukke serbiske Nationalhymne; saa den græske og montenegrinske, saa den franske og italienske. Alle rives med. I veltalende Ord tolker en højtstaaende Officer den serbiske Glæde, den Deputerede fra Prag Klofatsch bringer i højtstemte Vendinger, med glimrende Veltalenhed, alle Slavers Lykønskning til Hærens glimrende Daad, der bedre end alle Diplomater taler Balkanforbundets Sag. Yskyb maa aldrig mere gaa over paa tyrkiske Hænder. Saa bringer Mac Hugh, Daily Express' Korrespondent, det engelske Folks Lykønskning og citerer Lloyd Georges' Udtalelser om, at denne Krig maa bringe det osmanniske Balkan Kulturfremskridt. Falba fra Tribuna taler paa Italienernes Vegne. Mest Lykke gør dog den kæmpemæssige bulgarske Korrespondent Popoff, da han bringer sine Landsmænds Hilsen, vil Ziveo-Raabene ikke høre op.

Alle er begejstrede, Kaptajnerne og Obersterne omfavner Krigskorrespondenterne, som er fuldstændig revne med af disse voldsomme Udslag af national Begejstring. Kun den østerrigske og den tyske Korrespondent er stille forsvundne fra Skuepladsen. De hører nu engang ikke hjemme her. Uviljen mod det germanske Element lader sig ikke skjule. Der er Torden i Luften.

Men Serberne har Lov til at juble. Saa længe de talte om Sejrene ved Prestina, Kumanovo, Egri Palanka og Novibazar, har de været stille og beskedne, behageligt fri for Pral. Udslaget er nu saa meget des voldsommere.

Prins Alexis' Bord er Centrum for Festjubelen, der kulminerer paa en for os Nordboere fremmedartet Maade. Pludselig spiller Musiken op til en vild Dans, Officerer og Soldater slutter Kæde, og i en mazurkaagtig Czardas gaar det rundt om Bordene: alle rives med.

Det er Kraljevo-Kolche, den serbiske Nationaldans. Kongedansen. Efter et Øjebliks Forløb er Salen fyldt af en syngende og dansende Menneskemasse. Forrest danser Prins Alexis Karageorgewitsch med klirrende Sporer. Sablerne rasler, Glassene flyver klirrende omkring. De begejstrede Officerer tager os alle med ind i Dansen. Englændere, Franskmænd, Skandinaver, Checker, Russere, Bulgarer og Italienere danser Glædesdansen for Yskybs Fald.

Vildere og vildere bliver Dansen, højere og højere lyder Ziveo-Raabene. Vinduerne genskinner rødt af det flammende Fakkelbaal derude paa Torvet. Endnu medens jeg skriver disse Linjer, danser Prins Alexis for den serbiske Sejr, og Vranjas Gader genlyder af Jubel.

Ziveo Tsar Petar Karageorgewitsch! Ziveo for Balkanforbundet. Død over de osmanniske Parasiter!

Yskyb over Semlin, Onsdag

Den serbiske Krigsførelse i Makedonien har antaget Karakter af en forfærdelig Massakre af den arnavtiske [Albanske] Befolkning.

Hæren fører en forfærdelig Udryddelseskrig. Efter Udtalelser af Officerer og Soldater er der myrdet 3.000 Arnavter mellem Kumanow og Yskyb og 5.000 ved Pristica [Prishtina].

De arnavtiske Landsbyer bliver omringede og stukne i Brand, hvorefter Beboerne ryges ud af Husene og skydes ned som Rotter.

Denne Menneskejagt omtales med Hoveren og Glæde af det serbiske Militær.

Forholdene i Yskyb er forfærdelige. Der bliver foranstaltet hensynsløs Husundersøgelse hos Arnavterne, og hvis der findes noget, der ligner Vaaben hos dem, bliver de skudt på Stedet. Det er i høj Grad usikkert at færdes paa Gaderne, da der stadig bliver skudt fra Husene og ind i Husene, hvert Øjeblik fløjter de smaa Mannlicher Spidskugler gennem Gaderne.

Igaar blev 36 Arnavter dømt til Døden ved Standret og skudt ned paa Stedet. Floden højere oppe er fyldt med Lig.

Hver Dag foranstaltes der Jagtekspeditioner til de omliggende Landsbyer. Igaar indbød en serbisk Officer mig til at deltage i en saadan Jagt, idet han samtidig pralede af, at han den foregaaende Dag egenhændig havde dræbt 9 Arnavter.

Der hengaar ikke nogen Dag, uden at der øves grufulde Mord paa Arnavter.

- Jeg afsender dette Telegram med særlig Kurer fra Yskyb til Semlin for at undgaa den skrappe Censur. Jeg forsøger senere at faa Korrespondancer afsendt.

Yskyb, Søndag 3. November. Fra vor udsendte Korrespondent.

Her i Yskyb har vi lært Krigen og al dens Uhygge og Vildskab at kende. Fra det Øjeblik vi fra Toget, der bragte os og Generalstaben hertil over Kumanovos Valplads, traadte ind i Ventesalen, har Indtrykkene væltet sig ind paa os. Det første frygtelige Billede skal jeg aldrig glemme: Det var to tyrkiske Soldater, hvis Hoveder var fuldstændig ødelagte ved en Granatsprængning; de laa i Ventesalen paa Baarer; endnu levede de, man havde lappet dem sammen, saa godt man kunde. Tusinder af Fluer kravlede omkring paa de blodgennemtrængte Bind, der indhyllede de to skrækkelige Figurer, hvis meste Livstegn var en sagte Klynken.

Saaledes var Ouverturen til de dramatiske Scener, vi nu hver Dag oplever. Vi er midt i et erobret, men endnu ikke undertvunget Land, hvor Hadet flammer fra begge Sider, hvor Lidenskaberne driver ellers skikkelige Mennesker til at begaa de utænkeligste Raaheder. Sejrsfølelsen har ikke gjort Sydslaverne blidere, men overmodige og raa, og Hadet paa den modsatte Side er langt mere brændende end før, man behøver blot at gaa ned gennem Byens Gader for at overbevises om det.

Vore Fangevogtere er ganske særlig strænge, efter at vi nu er kommet til Krigsskuepladsen. De Meddelelser, der tilflyder os, er særdeles sparsomme og uden Værdi, men man har jo ogsaa meget at skjule. Arnavtmassakrerne kan man selvfølgelig ikke saadan meddele officielt; naar dette Brev ankommer, vil Underretning om dem være kommet til de større evropæiske Blades Kundskab gennem specielle, over Semlin ekspederede, Kurertelegrammer.

Yskyb er en smuk, ægte orientalsk By, der ligger indeklemt i Vardar-Dalen, omgivet af blaanende Bjerge, hvis Tinder i de senere Dage hvidnes af Sne. Ser man ned paa Byen fra et af disse mange Bjerge, ud over de mange slanke solbeskinnede Minareter og lysegrønne Poppelrækker, faar man et smukt og fredeligt Indtryk, kun en kogende Brusen fortæller om det levende Kaos, der vælter sig gennem de snævre Gader fra Morgen til Aften.

Thi et Kaos er det. Uophørlig skumpler Trænene sig gennem Gaderne. De taalmodige Stude stikkes og piskes af pjaltede, vildt udseende Bønder. Hist mases en Vogn i Trængselen og slæbes til Side. Her styrter en Stud i Dødskamp og skubbes ud i Rendestenen, hvor den faar Lov at dø i Fred og Ro.

Saa lyder pludselig skingrende Hornsignaler, og et Regiment bryder Træskolarmen. Det er en Del af tredje Armé, der i disse Dage passerer Byen for gennem Albanien at gaa til Durazzo [= havnebyen Durrës]. Dødtrætte og pjaltede trasker Soldaterne afsted i deres halvopslidte Snabelsko, tørstende efter Vand og tiggende om Brød overalt, hvor de kommer frem.

Pludselig bryder et raslende Batteri ind i Regimenternes Rækker; det skal endnu hurtigere afsted. De centnertunge Hjul har ingen Respekt; alt maa flytte sig. Stimetæt trykkes den maabende muhammedanske Befolkning tilbage mod Murene. Albanere med hvide Kalotter, rettroende Muselmænd med ragede Hoveder, civiliserede Osmanner med silkebekvastede Fez'er fugtles til Side med den flade Klinge. De dødtrætte Soldater møder kun mørke Miner og stikkende Blikke, men Gudskelov for dem ligger der 35.000 konfiskerede Geværer velgemt i Yskybs hærgede Konak. Massakren udebliver af Mangel paa brugelige Vaaben, havde man dem, saa Gud naade os allesammen.

Iøvrigt har man gjort alt for at give Byen et serbisk Udseende. Tusinder af Alen rødt, hvidt og blaat Tøj er gaaet med til de tarvelige serbiske Trikolorer, der stikkes ud gennem Vinduer og Døre for at bede om Naade for Beboerne. Selv den usleste albanske Rønne har sin hvide Klud som Tegn paa, at Osmannerne har overgivet sig paa Naade og Unaade.

Hadet giver sig først Udslag, naar Mørket har hyllet sig om Byen. At færdes her efter Kl. 6 er Galskab, selv om man er bevæbnet til Tænderne. Bag de tilstængede Luger er de Bøsser, der endnu ikke er konfiskerede, parate til at pille enhver Gjavr ned. Vi, der besøger hinanden i de »Hoteller«, som de tidligere Bordeller, vi bebor, nu kaldes af deres smarte Ejere, kan tale med derom. Kun et Par Hovedgader er nogenlunde belyste, ellers maa vi sjaske gennem skumle Stræder. Jeg selv, der bebor et Hotel med det straalende Navn »Paris«, var igaar Aftes paa Vej til en Kollega Genstand for to Attentater. Skudene knaldede umiddelbart bag mig, uden at det var mig muligt at se, hvorfra de kom. Et Øjeblik efter var jeg arresteret af en serbisk Patrouille, der brølende Stoi, Stoi kom styrtende imod mig med blanke Bajonetter.

Jeg forsøgte forgæves at gøre mig forståelig. Hver Gang, jeg prøvede paa at faa Haanden i Brystlommen for at fremvise min Legitimation, fik jeg et nyt Stoi og en Bajonetspids for Brystet: Det var mig, der havde skudt. Alle mine Protester og Raab paa, at jeg var Nominair - Korrespondent - hjalp intet; først i Vagten slap jeg fri efter at have været truet paa LIvet baade af serbiske og tyrkiske Vaaben.

Saa fo'r man afsted for at foranstalte Husundersøgelse dèr, hvor jeg »havde skudt«.

Disse »Husundersøgelser« kræver daglig en Mængde Ofre. Har man Mistanke, omgives hele Regionen [= kvarteret] med Militær, Husene gennemsøges fra øverst til nederst, og Patrouillerne kommer halende med et Par lasede, skumle og skulende Fyre. Gør man ikke straks kort Proces med dem og skyder dem som Hunde, saa føres de op til en nyoprettet Krigsret i et Hus paa Torvet.

Dèr kan man se dem siddende bundne i Gaarden hele Dagen. Udenfor Gitret maser deres Slægtninge og Venner paa for at tale Trøstens Ord til dem. Indenfor er Processen imidlertid ogsaa kort. Har man fundet Vaaben, er Straffen Fusilering [=henrettelse ved skydning] ved Vardars Bred næste Morgen Kl. 5. Har man ikke fundet Vaaben, kan Delinkventen maaske slippe. Men ogsaa kun maaske.

Arnavt-Massakrerne er nemlig en dagligdags Ting, en Jagtsport for det serbiske Militær. Da jeg idag sammen med Daily Mirrors Korrespondent passerede forbi Fæstningen, var vi Vidne til en uhyggelig Scene af den Art: En Arnavt kom styrtende ud fra en Sidegyde lige forbi os, forfulgt af tre serbiske Soldater. Skuddene bragede forbi Næsen af os, og Fyren rullede henad Jorden. Med Knælene trukket op under Hagen laa han med hvæsende Aande og gloede med stivnede Øjne paa sine Bødler.

Den ene trak sin Browning, ja, jeg maa tilstaa, at jeg vendte mig bort for ikke at se det, der fulgte paa. Manden havde sagt noget slemt om Tsar Petar. Iøvrigt betragter alle Serbere en Arnavt som et skadeligt Vilddyr, der helst bør udryddes.

I den Spisesal, hvor vi kæmper om den skrækkelige, paprikerede Bænkevælling - en »Undskyldning« for Mad - samles hver Aften Soldater og lavere Officerer i Hundredvis. Det er en broget Skare. Fantastisk klædte Komitaci, pjaltede Reservister og regulære Soldater mellem hverandre.

Vi er med i Laget, en Del af Soldaterne og Underofficererne kan Tysk og beretter os frimodigt det, der skjules for os af vore Fangevogtere.

Som jeg har telegraferet, lægger man aldeles ikke Skjul paa, at man ved Pristina og i Omegnen af Kumanovo har gjort alt for at udrydde den albanske Befolkning. Ved de brølende Drikkelag, som vi fejrer med Osmannernes overmodige Besejrere, faar vi artige Ting at høre. Efter Officerers og Soldaters Sigende er 3.000 Arnavter begravede under de endnu rygende Ruiner af Landsbyer mellem Kumanovo og Yskyb, og endnu flere er skudt ned i Pristinas Omegn. I Omegnen af Yskyb besørger man hver Dag et Par Landsbyer. De stikkes i Brand, Beboerne ryges ud og skydes som Vildt under en Klapjagt.

En Underofficer opfordrede mig iaftes til at følge med en Ekspedition; han vilde sørge for et Gevær og 200 Patroner; saa skulde jeg faa at se, hvor det gik lystigt til. Han selv havde igaar med egen Haand nedlagt 9 Arnavter af de 200, man havde skudt.

Hvidligt rygende Pletter paa de blaa Bjerge omkring os, Genlyd af spruttende Geværsalver, som naar ned til os, bekræfter disse raa Fortællinger, der berettes med Stolthed og Frejdighed. Folk, der kommer ned langs Floden, meddeler, at denne højere oppe er fyldt med Lig. Vi ser dog kun enkelte af dem komme drivende ned forbi Byen.

Vor Tilstand her er i det hele utaalelig og uudholdelig i Længden paa Grund af den skrækkelige Censur, der ikke alene lægger os Knebel i Munden, men ogsaa gør alt for at holde vore Breve og Telegrammer tilbage.

Den første af os - en Italiener - er idag blevet udvist, fordi han i et Brev til sit Blad havde berettet, at det serbiske røde Kors' Sygeplejersker rekruteredes fra Belgrads offentlige Huse. Han har paataget sig at bringe Post og Telegrammer over Grænsen. Iøvrigt tænker jeg, de fleste af os afgaar herfra i Løbet af faa Dage for at komme til at tale - uden Knebel - igen.

Yskyb, Mandag 4. Novbr.

Tsar Petar Karageorgevic har holdt sit festlige Indtog i Tsar Stepan Dunshans gamle Residensstad Skoplje (tyrkisk Yskyb) med den Pomp og Pragt, som det er muligt at arrangere under saa forvirrede Krigsforhold. Ny-Serberne har taget Gammel-Serbien i Besiddelse efter 500 Aars Forløb, og det er givet, at Besiddelsen bliver varig.

Generalstaben har ikke talt om andet end denne historiske Begivenhed i de sidste 4 Dage. I Fredags rev man det gamle tyrkiske Skilt ned fra Jernbanestationens Gavl og satte et flunkende nyt op med Indskriften Kgl. serbisk Jernbanestation Skoplje. Det var den første Forberedelse.

Paa Indtogsdagen begynder Forberedelserne fra den tidlige Morgenstund. Under skingrende Hornsignaler rykker Regimenter fra Lejren udenom Byen ind. Alle Indbyggere, der bærer Fez eller hvid Kalot, jages i Hus; allerede Kl. 11 danner to Rækker Soldater levende Mure fra Jernbanestationen til den gamle Kirke og til den Villa, hvor den serbiske Tsar skal bo under sit Ophold her.

Pladsen foran Jernbanestationen besættes fuldstændigt af en Kavalleri-Deling; alt er klart til Modtagelse.

Denne finder efter god serbisk Skik Sted en Time efter Bestemmelsen. Vor Overfangevogter, den nyudnævnte Vojvod - Generalissimus - General Putnik, ledsaget af Byens fangne tyrkiske Præfekt Reschad Effendi, og den nysudnævnte Præfekt Hadji Rulic maa vente længe paa det kongelige Salontog; da det endelig ruller frem paa Perronen ved Firetiden, er vi alle halvdøde af Kulde.

Kongen - der ser meget svag ud og maa støttes, da han stiger ned fra Vognen - ledsages af Kronprins Alexander, Prins Georg og Præsident Pasic. Et Øjeblik tordner Zivio-Raabene fra Tropperne, saa træder Præfekten frem og byder Tsaren Brød og Salt efter gammelserbisk Sæd, idet han fortæller, hvor lykkeligt det serbiske Folk er ved efter 500 Aars Forløb at byde Tsar Stepans Efterfølger Velkommen paa Gammel-Serbiens Grund.

Tsar Petar svarer - med Munden fuld af Velkomst-Delikatessen - noget, der skal udtydes som, at han er i sin fulde Ret, naar han med Vaaben har taget denne Stad tilbage, der i sin Tid med Vold erobredes af Osmannerne.

Det Øjeblik er kommet, hvor den fangne Reschad Effendi skal byde Tsaren Velkommen. Alles Øjne er rettede mod den blege Tyrk, der med nedslagne Øjne staar foran Kongen. Man kan se paa ham, at det koster ham Anstrengelse at sige den tillærte Lektie. Endelig kommer hans Tale, der i al sin Korthed lyder saaledes: »Deres Majestæt. Lykken har forladt de osmanniske Vaaben. Den Stad, vi for 500 Aar siden erobrede med Sværdet, tilhører nu med Rette Dem. Paa den muhammedanske Befolknings Vegne tilsiger jeg Dem Underkastelse og Lydighed«.

Det pinlige Indtryk af den besejrede Valis Kummer og Bevægelse drukner i Zivio-Raab. Et Øjeblik efter sidder Tsar Petar, Putnik og Konsejlspræsidenten i Avtomobilet, der i rasende Fart passerer Soldaternes Spalier, efterfulgt af Garden og Kavalleriet i strakt Karrière. I Kirken beder Tsaren sin første Bøn i Gammel-Serbien, saa gaar det af Sted ned til Villaen. Den historiske Begivenhed er overstaaet. - -

Jeg har haft Fornøjelsen at stifte personligt Bekendtskab med den serbiske Jeanne d'Arc Sophia Jovanovic, Komitaciernes forgudede Heltinde. Da jeg iaftes sad i »Hotel Paris«s Spisesal, kom hun ind, fulgt af et Par mandlige Kammerater. Sophia - der, før hun blev Heltinde, var Stenografdame i Belgrad - er klædt som Mand i Komitaciernes snævre makedoniske Dragt, maskinklippet, væbnet med Karabin og har Bæltet fuldt af Haandbomber. Hun er ganske køn.

Takket være en tysktalende Komitaci kom jeg i Lag med den sværtbevæbnede kvindelige Tyrkerfjende, der var meget villig til at give mig Oplysninger om sig selv og sine Bedrifter. Det er en meget patetisk Historie.

Sophia er født i Belgrad i 1893. Hendes Fader, der havde deltaget i flere felttog mod Tyrkiet, var en saa ivrig Osmanner-Fjende, at hans største Sorg var, at han ikke havde en Søn, der kunde deltage i det Felttog, som han i Lighed med alle andre Serbere ventede. Paa sin Dødsseng lod han sin Datter sværge, at hun vilde kæmpe i en eventuel Krig mod Arvefjenden.

Da Krigen nærmede sig, gjorde Sophia store Anstrengelser for at komme med. Hun søgte Avdiens hos Tsar Petar, men naaede ikke frem. Ved Skupschtinaens [Parlamentets] Aabning lykkedes det hende imidlertid at faa talt med Kongen, der gav hende Tilladelse til at slutte sig til Nicola Prokupljes Komitaci-Bande.

To Dage før Krigserklæringen overskred hun Grænsen med Banden, der havde til Maal at erobre den tyrkiske Karaola (Blokhus) ved Velja Glaba. Ved Sophias Tapperhed lykkedes det ogsaa Komitacierne at erobre det lille Fort. Hun kravlede op paa Taget og kastede Haandbomber ned gennem Lugerne. Hele den tyrkiske Besætning blev dræbt. Senere kæmpede hun med Heltemod ved Cherna Toka.

Nu hører hun til Kronprins Alexanders Armé og fejres som Heltinde baade af Soldater og Officerer.

Den forhenværende Stenografdame fører fuldstændig det samme Liv som de andre Komitacier og bor i deres Kvarter her i Byen.

- - -

Kongens Ophold i Byen har gjort Forholdene endnu utaaleligere. Alle Kvarterer er nu besat med Militær; man kan næppe komme gennem Byens Gader for Kolonner og Vagter. Vi lever i et skrækkeligt Svineri. Aadslerne fra Trænets styrtede Dyr faar Lov at ligge og raadne i Gaderne. Heldigvis er det koldt, ellers omkom vi da af Stanken.

Dag for Dag kryber det hvide Snebælte længere ned ad Bjergenes Sider, og om Morgenen skinner Gaderne af Rim.

Paa en Maade har vi lært at beundre de serbiske Soldater. Deres Opfattelsesevne er minimal, men de er utrolig nøjsomme og udholdende. Paa en Skorpe tørt Brød kan de traske af Sted i Dagevis i deres halvopslidte Opankas uden at kny. De gaar paa med en Dødsforagt og en forhistorisk Tapperhed, der giver dem Sejr overalt. I Kultur er de vel mere end 300 Aar tilbage, men der er Stof i dem til et kraftigt Fremtidsfolk. De er med andre Ord netop saaledes, som Soldater skal være, uden Nerver og lydige som Dyr, uden Evne til at ræsonnere over en given Befaling. Konduite er for dem et fuldstændig ukendt Begreb. - -

Post og Telegraf er selvfølgelig i den vanvittigste Uorden her i Yskyb. Telegrammer, der er over 5 Dage gamle, er endnu ikke kommet til Bestemmelsesstedet. Det hagler ned med forældede bønfaldende Ildeepescher fra London og Wien over Korrespondenternes ulyksalige Hoveder. Vi slaas daglig med Censuren, der lover, bukker og smiler.

Selv har vi ingen Efterretninger pr. Brev hjemmefra faaet i de sidste 14 Dage.

Fra vor udsendte Medarbejder - Yskyb [Skopje] i November

Tæt ved Vardaflodens Bred lidt ude i Vandet nedenfor den store Bro, der forbinder Skopljes to Staddele, staar en ældgammel Eg. Sagnet fortæller, at da Sultan Murads Mænd efter Slaget på Kosovo Polje [1389] - Solsortemarken - drog ind i Byen, lod de under denne Eg alle de fornemme Gospodarer med Lazar i Spidsen springe over Klingen.

Siden har de muhammedanske Valier gennem 500 Aar brugt Egen som en naturlig Galge, mange store og smaa Forbrydere har dinglet i dens knudrede Grene, mange rantras Blod flød under den i det tyrkiske Rædselsherredømmes Dage.

I de senere Dage har Egens Rødder atter drukket Blod, men nu er det rettroende Muselmænds.

Til Egen transporterer man tidligt om Morgenen, inden Dagslyset endnu beskinner Yskybs Minareter de Albanere, der har trukket det korte Straa under Krigsrettens korte Forhandlinger. Den lille Ø om Egen er et udmærket Rettersted, og Geværsalvernes Raslen vækker kun Uro i det nærliggende Arnavterkvarter [Albanerkvarter]; naar den mere civiliserede Befolkning kommer paa Benene, er alle Spor udslettede. En serbisk Soldat, der i 8 Aar har levet i en af Evropas Hovedstæder, har fortalt mig om de uhyggelige Scener, der udspilles under Egen, hvis Top hele Dagen omflakkes af skrigende Alliker.

- Vi har endelig faaet vore Heste til Yskyb. Man har hidtil under denne Krig sørget for, at Hestene altid kom et par Dage efter os til Bestemmelsesstedet. Med Hestene har vi faaet lidt mere Bevægelsesfrihed. Köprili Velis og Prizren er blevet aabnede for os. Sammen med en engelsk og en hollandsk Kollega har jeg foretrukket en lille Rideekspedition til Prizren ad den Vej som Bosa Jankovics har taget med tredje Armé.

Vi red fra Yskyb en tidlig Morgenstund, før Solen endnu var naaet saa højt, at den kunde ses over Bjærgenes hvide Snetoppe. Vejen til Prizren gaar først gennem Varda: Dalen til Kalkandelen (serbisk Petovo) [i dag: Tetovo], den gaar derefter op paa Sar Planina-Bjærgene over Byen Vejie [formentlig = Vejce].

Saa længe man endnu befinder sig mellem Varda-Dalens lysegrønne Popler er man endnu paa den brede Landevej, hvor 3dje Armés Train-Hale ustandselig bevæger sig afsted frem og tilbage med Proviant til den kæmpende Armé, der oversaar sin Vej med Vagtposter af tredje indkaldte Aargang. Et saadant lille Vagthold paa 3 Mand bygger sig en Hytte af Majsblade og kamperer videre paa ubestemt Tid.

I Sar Planinas Højdedrag klæber mange smaa albanske Lerhytte-Byer sig til Klipperne som Termitkolonier. Man bør vel snarere sige klæbede, for nu er Indbyggerne røgne ud fra Hus og Hjem af Bosa Jankovic.

Vi møder sørgelige Tog undervejs, og de bestaar endda af de lykkeligste af Landsbyernes Beboere.

Langsomt slæber de aagbetyngede Stude afsted med store Kærrer, der rummer de fordrevne tyrkiske Familier. Kvinderne, der er tilslørede, sidder blandt alskens gammelt Husgeraad med deres frysende Børn i Favnen, Mændene gaar ved Siden af og skynder på Studene. Hvor de drager hen, véd de ikke selv, kun at de er jagede fra Hus og Hjem af deres Overvindere. Overfor Vejie [formentlig = Vejce] kommer vi gennem den første afbrændte By. Det ulmer endnu i Lerhytternes Ruiner og ryger som fra et Tørvebaal. Intet levende Menneske er at se. Heller ingen Lig ser vi til en Begyndelse; først ved Udgangen af Landsbyen støder vi paa en Klynge døde Albanere, der ligger spredte over et ganske lille Terræn. Vi maa nøjes med at betragte dem paa Afstand. Reservisterne, der vagter her saa tæt som Fluer, fælder Bajonet og har ingen Respekt for Legitimationer.

Vi rider videre i 3dje Armés Spor over Sar Planina. Træn-Kolonnerne tyndes ud, til Gengæld bliver de Episoder, der fortæller om Krigens Uhygge, stedse hyppigere. Et Sted på Vejen træffer vi en knust Karre. De søvnige Stude, der har trukket den, ligger endnu bundne i Spandet. Bag Karren søger den lille Familie, den har baaret, Ly. En gammel Mand ligger død paa Jorden, hans Fingre har i Dødskampen boret sig dybt ned i Vejens Mudder. Familiens kvindelige Medlem sidder sammenkrøbet, to smaa Barneansigter kigger forskræmt frem fra det store Sjal, der dækker den lille Gruppe. Manden i Familien, en ung Arnavt, arbejder fortvivlet paa at flikke de knuste Hjul.

Vejen over selve Sar Planina er frygtelig, næsten ufarbar. Hvis det er rigtigt, at man har ført ridende Shrapnels-Batterier over disse Klippestier, saa er det en overmenneskelig god Præstation. Stierne fører langs dybe Afgrunde og gennem halvmørke Passer.

Sar Planina har været et af de arnavtiske Banders bedste Tilflugtssteder, i de lave Kratskove lurer sikkert endnu en Del af de farlige Fjender.

Vi mærker dog intet til dem. Vi er kommet udenfor Trænkolonnernes Vej, en enkelt ridende Comorro møder vi nu og da, ellers er der ensomt og stille. Først henad Eftermiddag, da vi naar ned i Prizren-Dalen, ser vi atter nye Spor af Krigen.

Vi støder paa et forladt tyrkisk Batteri, et Fænomen, som vi efterhaanden er vante til. De døde Heste ligger i Seletøjet, deres blaa og svulne Buge er flænsede af Alliker, ved Siden af Batteriet staar en nyoplukket Ammunitionskiste, rundt om ligger spredt uaffyrede Projektiler. Batteriet er forladt i hovedkulds Flugt.

I Prizrendalen ryger Landsbyerne endnu. Atmosfæren mellem Hytterne er uudholdelig, man har en Følelse af, at de fugtige Lermure er et udmærket Brændselsmateriale. Ingen levende Sjæl færdes mellem de sørgelige Ruiner, vi ser ingen Lig, dem har man skaffet af Vejen, kun døde Svin og Høns. Men vi er ikke Spor af oplagt til at tage disse Kadavere fra den komiske Side, thi netop fra denne Landsby har Serberne med altødelæggende Shrapnels-Salver fordrevet Nizams-Regimentet, der skulde forsvare Prizren; under Jorden rundt omkring os forvitres Hundreder af døde Mennesker. Gærder og Træskure og Plankeværker bærer Spor af Kuglesprøjternes Haglstorm. Vi behøver ikke at spørge den Soldat, der nu følger os, hvor alle denne Landsbys Beboere er blevet af. De, der ikke ligger Side om Side med de dræbte Nizams, fryser ihjel i Sar Planinas Kratskov.

Den serbiske Besætning kæmper hver Nat med smaa Bander, der drevne til Fortvivlelse af Sult og Kulde, forsøger paa at trænge ind i Byen for at redde sig en Stump Brød. Byens Besætning af regulære Tropper er meget faatallig. En Bande Komitaci regerer paa Stedet; det er Folk, der er vant til at slaas med Arnavter og kender deres Kunstgreb; de véd, at det er bedre at være død end at blive fanget af en albansk Bande; derfor er deres Medlidenhed med de udsultede Modstandere selvfølgelig heller ikke stor.

I Prizrens Fængselsgaard ligger der endnu et par døde Albanere fra den sidste Nats Overfald. De uhyggelige Kadavere har blodige opsvulmede Fødder, der vidner om de utaalelige Strabadser, som de stakkels Bjærgboere maa udholde i denne iskolde Tid.

Næsten hele den forskræmte muhammedanske Befolkning har forladt Byen. Hvorhen den er flygtet?

Ja, spørger man Komitacierne om det, saa trækker de paa Skuldrene og peger op over Bjærgene, hvor Vejen fører til Djakova [Albansk: Gjakova].

Vor Nat i Prizren hører til de mærkeligste paa det serbiske Togt. Selvfølgelig er der ikke Tale om at komme anstændigt i Hus, vi bliver i Komitaciernes Lade omkring de rødligt flammende Baal, der dog altid varmer lidt. Mellem Komitacierne er Folk af alle Stænder, og de holder os vaagne hele Natten, medens de iskænker det nationale Brændevin, den brændende Schlivovitza i bredfuldt Maal. De vil høre nyt fra Hovedkvarteret. Og da vi kun kan melde om nye serbiske Sejre, tordner Ziveo-Raabene uophørlig ud i den stille Nat. Oppe paa Bjærgene ved Djakova vidner rødt lysende Prikker om, at ogsaa de stakkels Albanere vaager. Dèr bag Djakova mod Nord ligger »Solsortemarken« med Sultan Murads forvitrede Grav.

Komitacierne tager en Sækkepibe frem, og i Kor synger de deres melankolske Folkesange om Nederlaget paa Kossov-Polje og om den vældige Milos Oblilics og Kraljevic Marcos Tapperhed, til vi falder i Søvn under Bordene iskolde om Fødderne, tunge og træge af Træthed.

Hvile finder vi ikke, hvert Øjeblik farer vi op og tror at høre Patruljernes Skud. Mon Kraljevic Marcos Aand vaager over os, ingen Albaner angriber Byen den Nat.

Da vi rystende af Kulde vaagner om Morgenen i det graanende Dagslys, stiver vi os atter af med Blommebrændevinen, og først det raske Ridt tilbage over Sar Planina bringer atter Blodet til at flyde i vore Aarer.

Yskyb, Onsdag

De serbiske Myndigheder flytter ind i Yskyb; man gør alle mulige Anstalter for at bevise Evropa, at Stepan Dunshans gamle Hovedstad for stedse er taget i Besiddelse af Kraljevic Marcos Folk.

Osmannernes offentlige Bygninger raseres i den Anledning for alt, hvad der minder om Fortiden. Serberne er ubarmhjertige, det gaar ikke alene ud over Gymnasier og Kontorer, men ogsaa over den store Konak, hvor Valien Reschad Effendi residerede.

Der er en Hoben Avgias-Stalde at muge, for i Yskyb gemmes muldne Sager fra de sidste 500 Aar. Osmanniske Arkiver, der for den, der kan læse det sirligt skrevne Sprog, sikkert er af uerstattelig Værdi, kastes mellem hinanden af de nordiske Vandaler. Alt skal bort, hvert tyrkisk Bogstav hvidtes over, for at man skal glemme, hvad der har været, og kun erindre det serbiske Skoplje.

Konakens Gaard ligner en frygtindgydende Krigsmødding. Derhen har man ikke alene bragt de Vaaben, man opsamlede ved Kumanovo, men ogsaa alle de Tusinder af Vaaben, man har konfiskeret i Byen.

Det er Bunker af Jern, Staal og Træ, der kan fortælle noget. De røde Rustpletter griner frem paa de blanke Jern, der har Skaar og Hakker. Tre-Dages-Slaget var vildt og frygteligt, der kæmpede man efter god gammel Skik Bryst mod Bryst.

Der er mærkelige Vaaben i Bunkerne. Gamle Yagataner med klovformede Skæfter, saaledes som de ældste af Arnavterne bruger dem, kostbare Vaaben, som er gaaede i Arv fra Fader til Søn, fra Folkeslaget ved Kossovos Tid, med løjerlige tyrkiske Indskrifter, der fortæller om Ejerens Byrd og Daad, Geværer af alle mulige Modeller, lige fra 1870 til de mest moderne Typer, Bajonetter af alle Façoner, trekantede, firkantede og flade Projektiler af Nikkel, Bly og - Træ!

Denne Vaabensamling fortæller maaske bedre end noget andet, hvad Grunden er til den tyrkiske Hærs Demoralisation. Civiliserede Albanere og Tyrkere her skyder, hvad jeg allerede har omtalt, Skylden over paa den ungtyrkiske Ledelse, som har tilladt kristne Officerer at kommandere og Kristne at tjene i Hæren.

Den menige Osman betragter Nederlagene som en Straf fra Allah for denne formastelige Helligbrøde, derfor forholder de sig saa indolente. Før Sheik ul Islam forkynder den hellige Krig, kommer der ikke Fart over de rettroende.

Slapheden var ogsaa sikkert Grunden til, at den af alle ventede Massakre i Yskyb udeblev. Den tyske Konsul meddeler mig, at allerede en Uge før Overgivelsen havde alle, der blot havde den mindste Smule Raad til det, sendt deres kvindelige Slægtninge og Børnene til Saloniki.

En Del af de tyrkiske Officerer fik bragt sig i Sikkerhed, inden Byen blev taget; de der ikke naaede det sidste, vanvittigt forvirrede Flugttog, anlagde den røde Ambulance-Halvmaane eller skjulte sig i Husene. Razziaerne har bragt ikke faa for Dagens Lys.

Den tyske Konsul beklager sig i høj Grad over daglige Husundersøgelser i Konsultatet. Karakteristisk for det serbiske Germannerhad er det, at man alle Steder leder efter skjulte tyske Officerer. Dem vil man særlig gerne have fat i. Gudskelov har man endnu ingen fundet.

Om Yskybs Overgivelse til Kronprins Alexanders Armé har Konsulen fortalt mig følgende:

Dagen efter Slaget ved Kumanovo var hele Yskyb i Oprør, den albanske Befolkning havde alt beredt til at paabegynde Plyndring og Massakre. Den engelske, den østerrigske, den franske og den tyske Konsul besluttede da at tage Affære. De henvendte sig samlet til Valien og spurgte ham, hvad Meningen var med Yskyb. Reschad Effendi svarede, at Byen for enhver Pris skulde holdes; det samme svarede Fetih Pasha, der i sin Kaleschevogn over Hals og Hoved var kommet til Byen fra Kumanovo.

Konsulerne stillede sig tilfreds med dette Svar.

Da Reshad Effendi om Eftermiddagen kørte fra Konaken gennem Byen, skete der imidlertid en Begivenhed, der forandrede deres Syn paa Sagen. En Albaner skød efter Valien og dræbte hans Sekretær. Dette gav Stødet til Panik og Plyndring. Arnavterne brød ind i alle Huse og tog, hvad de fandt af Gods og Guld.

Saa tog Konsulerne Affære; de klædte sig i Galla-Uniform og drog ud til de serbiske Forposter, der bandt dem for Øjnene og førte dem til Kronprins Alexander, som lod dem vente i en Time i Regnvejret udenfor sit Telt. Deres Anmodning om at besætte Byen besvarede Kronprinsen med øjeblikkelig at sende et Kavalleri-Regiment ind i Yskyb.

Et lille karakteristisk Træk paa Germannerfjendskabet er følgende: Det serbiske Artilleri, der har vist sig saa glimrende, er bevæbnet med Kanoner fra det franske Firma Schneider og Creusot. Da Konsulerne blev ført frem for Kronprins Alexander, faldt Prinsen den franske Konsul om Halsen og takkede ham for de glimrende Tjenester, de franske Kanoner havde gjort Serbien; de var de Kruppske langt overlegne. En Næse, der har vakt Raseri overalt i Tyskland.

Ikke fuldt saa alvorligt tager man Historien, naar man hører, at Præsident [= Ministerpræsident] Patschics er i nær Familie med ovennævnte Schneider og Creusot.

Den voldsomme serbiske Krigsførelse har vakt Panik mellem Albanerne, ogsaa blandt de dannede. De ledende Føreres hemmelige Ønske er selvfølgelig gennem denne Krig at se Drømmene om Avtonomien virkeliggjorte. En Deputation, der skal virke derfor hos Stormagterne er allerede afrejst, saa vidt jeg ved til Wien.

Den lavere albanske Befolkning er skrækslagen over de Efterretninger, de modtager af flygtende Slægt og Venner ude fra Landet. Man kan sikkert vente alvorlige Uroligheder her i Yskyb.

Kun en uhyre streng Afpatrouillering af Arnavt-Kvarteret holder Urolighederne borte - endnu. Men man kan egentlig ikke fortænke Albanerne i det, hvis de en Nat foranstalter en rigtig siciliansk Vesper til Ære for deres Overvindere.

Den serbiske Ledelse lægger nu ikke mere Skjul paa, hvad man ved Fredsslutning mener skal blive Serbiens Part af Rovet. Alt, hvad der ligger vest for en Linje, der trækkes fra Vranja mod Syd østen om Yskyb. Sydgrænsen bliver lidt nord for Monastir, Havnene Durazzo [Durrës] og Alessio [Lezha] bliver serbiske. Montenegro faar en lille Mundfuld Sandschak-Novibazar til Tak for venlig Assistance! Det er den bulgarisk-serbiske Overenskomst. Bulgarerne skal saa sluge det meste af Øst-Makedonien, og Grækerne have Saloniki og Monastir!

Arme, ulyksalige Tyrki! Bliver det bulgariske Byzantium saa ogsaa til Virkelighed, er der ikke mange Stumper igen.

Kongen og Patschics er rejst til Belgrad. Der forestaar efter Sigende vigtige Ting, men hvilke, ja det kan ikke nytte at spørge en ulyksalig Krigskorrespondent om det.

Det er endnu ikke lyst i Yskybs Gader, da vi tumler ud af Feltsengene for at gøre os klar til Start for Veles, i hvis Nærhed man har lovet os Lejlighed til at se de endnu ikke afsluttede Kampe med de albanske Bander. Stivbenede af Kulde stikker vi i vore Støvler, der er farvede af en Uges Vejsnavs. Hestene pruster og stamper allerede ude i Haven, og oppe i Gaden kan vi høre Kaptajn Parlovatz' Soldater samle sig under den aparte serbiske Trommehvirvel.

Et Øjeblik efter hører vi Trampen og Underofficerernes monotone Kommando Jedan-dva - Jedan-dva - en-to, og vi maa hænge os paa Regimentets Bagtrop, enten vi er færdige eller ikke, ellers slipper vi ikke ud af Byen paa denne Tid af Morgenen. Tavse og uoplagte er baade vi og den lille Afdelings Soldater. En iskold Maane belyser den rimovertrukne Jord; Soldater og Officerer er halvt skjulte i de brune Hoved-Uldhætter, der er uundværlige i et saadant Klima.

Kun langsomt kommer alle de smaa Menneskemaskinerier, der traver henad Landevejen, i Gang. Til en Begyndelse er den monotone Jedan-dva-Kommando nødvendig, for at der ikke skal komme Huller i Geledderne; først da det rødner i Øst, kommer der Liv over den travende Menneskeskare, og Fødderne føjer sig villig efter de tre Trommeslageres monotone Musik.

Men da det lysner i Øst, er vi allerede godt paa Vej til Veles. Vor Vej er jo foreløbig banet og fri, det er Vardar-Dalen, Makedoniens Hovedfærdselsaare og skønne naturlige Landevej. Vi vandrer blandt endnu ikke skaarne Majsmarker. Mellem de sølvgraa visnede Planter lyser overmodne teglstensrøde Græskar, og purpurrøde Paprika, ophængte til Tørring, danner pragtfulde Guirlander paa de graahvide Lerhytters Mure, der bevogtes af Popler, slanke som Kongelys, endnu lysegrønne som friske Bøge. Da Solen begynder at farve denne Herlighed, er det umuligt ikke at være i godt Humør. Man glemmer Uoplagtheden, Fortrædeligheden og Krigen. Soldaterne synger, og vi synger med, og den pluskæbede Bondedreng fra Leskovac, der har til Opgave at traktere Regimentets Horn, gør nogle velmente, men forfærdelige Forsøg paa at følge Melodien. Vejen til Köprili er efter Omstændighederne fredelig. Her er jo hele Kronprins Alexanders Armé draget frem i Hælene paa de flygtende Nizams-Brigader, der rendte durch igennem Yskyb paa Vej fra Slaget ved Kumanovo. Man har ikke haft Tid til at slaas paa det første Stykke Vej, og Landsbyerne er derfor sluppet temmelig helskindet fra Historien. Man ser Bønder arbejde paa deres Mark, men det er kun ganske enkelte. Herligheden varer imidlertid ikke længe; jo mere vi nærmer os Veles, des mere hærget bliver Terrænet, den svovlede Luft fra det svedne Ler slaar os atter i Næsen. Væbnede Reservister er de eneste levende Væsener, vi ser; de kamperer i deres Majsbladehytter mellem de sørgelige Ruiner af de fordum blomstrende Landsbyer. Veles er fuldt besat med regulære serbiske Tropper, der giver os en gæstfri Modtagelse i de Aftentimer, vi bliver der; men vi skal videre ad Prilep til endnu samme Nat; ved Barbunica-Floden venter man på Forstærkninger. Fra Veles begynder vi Opstigningen til Oricar i Bælgmørke. Ingen, der ikke har prøvet det, ved, hvad det er i Mørke at passere snævre Klippeveje. Vi maa stige af Hestene - de er ungarske og ikke vant til Terrænet - og overlade dem til de to Drivere, vi har med. Saa stolprer vi selv frem over Stok og Sten, glidende, snublende og faldende, gribende for os med ømme Hænder. Der er ikke Tid til at sige noget, end mindre til Samtale mere. Enhver har nok at gøre med at passe sine egne Ben.

Ved Oricar naar vi ud paa en naturlig Chaussé langs Klipperne, det letter, vi faar Tid til at se os om. Pragtfuld er Aftenen blandt Balkanbjergene. Langt borte over Morichovo hæver en ildrød Maane sig netop op. Terrænet dernede i Dalene er sløret i hvide Dampe; svagt lysende røde Punkter fortæller om vaagne Bivouaker.

Kl. 3 naar vi Barbunica-Passet. Det lyser blankt for os af Bajonetter; en Række barske »Stoi« hilser os; det er Forposter. Over Klippen forude er Luften svagt rosafarvet; det er Bivouakbaalenes ulmende Ild, der gæstfrit kalder. Et Øjeblik efter sidder vi mellem en Sværm af formummede sovende Skikkelser.

Jeg vaagner ved det første Daggry, mørbanket over hele Kroppen. De sovende Skikkelser har faaet Liv, og Ilden flammer lystigt. Da jeg har stivet mig af med en ordentlig Slurk af den rosenolie-parfumerede Substans, som Serberne kalder Cognac, gaar jeg ud for at se lidt paa Terrænet. Derovre paa den anden Side af Barbunica, højt oppe paa Klippen, ligger Karaolaen, Blokhuset, et helt lille Fort, som endnu er i Albanernes Besiddelse. Den ser overordentlig fredeligt ud trods det, at den skal angribes idag og de Par Hundrede Mand, den rummer, kastes ud for enhver Pris. Karaolaen støtter de albanske Bander, der ligger paa Lur rundt om os i de lave Kratskove.

Paa vor egen Side, noget højere oppe paa Chausséen, staar vor Hjælper, dækket med tykke Presenninger; det er et Schneider og Creusot-Maskingevær. »Den store Skralde« kalder Albanerne det. Senere, da jeg har hørt den arbejde, forstaar jeg, hvor betegnende Navnet er. Mandskabet har travlt med at gøre alt fornøden i Orden.

Vi faar heller ikke Lov at vente længe. Da vi sidder midt i en Kop fed tyrkisk Kaffe, lyder det første Skud - fra de andre.

Vi springer op som elektriserede. Kommandoraab lyder paa alle Sider, og et Øjeblik efter kravler vore Soldater paa alle fire ned over den jævne Skraaning, hyttende sig bag Stenblokke, en Forholdsregel, som vi andre først ikke bruger, fordi vi aldeles ikke har Fornemmelsen af nogen Fare.

Skuddet er kommet fra Skraaningen derovre. Det varer ikke længe, før vi har de næste. De fødes som smaa, hvide Røgskyer i Krattet, Røgskyer, der et Øjeblik senere efterfølges af Knald. Vi kan ingen levende Sjæl se. Enkelte af vore Folk fyrer paa maa og faa efter Røgskyerne. Officererne betragter opmærksomt Skraaningen; der er et Sted, fra hvilket Røgskyerne kommer særlig hyppigt. En Haand løftes, Schneider og Creusot begynder at rasle i sine Krumtappe, og et Øjeblik efter arbejder »den store Skralde« i en fortsat Kæde af skarpe Knald. Det støver i Buskene paa den anden Side, snart her, snart dèr, efter som Skytset drejes. Pludselig bliver det levende derovre, en Mængde kulørte Smaadukker kravler op og myldrer op mod Blokhuset. Det knalder bag hver Sten hos os, Schneider og Creusot hvæser, enkelte af Dukkerne triller ned ad Skraaningen, nogle standser ikke, før de naar Barbunicas Vand.

Røgskyerne bliver færre og færre. Vi har i Iver for at betragte alt derovre ganske glemt vore egne. Da vi atter fæster Interessen ved dem, ser vi, at et Par af de bag Stenene knælende Skikkelser er sunkne sammen. Dukkerne har faaet deres Ofre; de ligger blege og bevidstløse, den ene med Blodet drivende ned fra Kæben, den anden med en Kugle i Skulderen.

Schneider og Creusot sættes i Staa. Saa brøles der en Kommando, og under et tordnende Ziveo Tsar Petar! Ziveo Serbski! farer en Sværm af rødhovede, ophidsede Mennesker ned over Stok og Sten. Dukkerne kravler lidt langsommere, efter at »Skralden« er holdt op. Røgskyerne blusser atter som hvide Blomster i det grøngraa Krat.

Vores er naaet over Barbunica og paa Vej op. Al Ting er lydt, vi kan høre Officerernes Raab. Saa begynder de brogede Dukker igen at kravle op, efterfulgt af vore ensfarvede, graagrønne Soldater. De hvide Blomster bliver hyppigere og koncentrerer sig gruppevis. Hyl og Brøl skærer gennem den stille Luft. Det varer ikke længe, før Dukkerne er oppe ved Blokhuset. Vi kan ikke rigtig se Enkeltheder mere, kun høre Larmen langt borte, Skratten, isprængt med Detonationen af Haandbomberne; man angriber altsaa selve Karaolaen. Vi er kravlet frem bag vore Stene, røde i Kinderne af Ophidselse, og følger spændt Larmen fra det lidenskabelige Opløb deroppe. Røgen slører Begivenhederne for vore Kikkerter. Der gaar en halv Time, saa stilner Larmen. Hvad er der sket?

Saa hører vi pludselig en kogende, ensartet Stemmelarm og lyse Hornsignaler: Karaolaen har givet sig.

En halv Time efter trykker vi Kaptajn Parlovatz i Haanden og sidder midt iblandt hans svedte, sværtede, forrevne og endnu stakaandede Helte. Der mangler adskillige af dem, som er blevet paa den sørgelige Skraaning, som ingen rigtig holder af at se paa i dette sejrsdrukne Øjeblik, der efterfølges af nogle sørgelige Timer, helliget klagende saarede.

Den Følelse af Uvirkelighed, af Teater, vi har haft under hele Dramaet, udslettes, da vi vandrer op til Karaolaen gennem det Buskads, hvor »den store Skralde«s Virkning har været værst, og da vi ser, hvor frygteligt Haandbomberne har sønderflænget Ligene bag Karaolaens Vold, hvor der ligger en blodig og barbarisk Bunke af slagtede Menneskebørn.

(Fra vor udsendte Krigskorrespondent) - Semlin i November

Der findes blandt Yskybs 60.000 Indbyggere en 4-500 »Evropæere«, Tyskere, Franskmænd, Italienere, der har været i tyrkisk Tjeneste som Ingeniører, Postembedsmænd, Telegrafister o.l. For disse og deres Familier kom Serbernes Erobring af Yskyb som et Tordenslag; fra det Øjeblik de tyrkiske Pashaer havde forladt Byen, ophørte Udbetaling af de tyrkiske Gager, og de mange Hundrede Mennesker staar nu paa fuldstændig bar Bund.

De er ikke rigtige Krigsfanger og kan altsaa ikke gøre Krav paa det halve muldne Brød, der er den fangne Nizams (den regulære Soldats) Naadsensgave fra Overvinderne; de er henvist til selv at skaffe sig og sine det nødvendige til Livets Ophold, en umulig Opgave under disse Krigsforhold.

»Evropæerne« staar derfor overfor en Katastrofe. Serberne nægter bestemt at tage sig af dem og vil dog ikke give dem Tilladelse til at forlade Makedonien; de er stadig under stræng Bevogtning. Disse Krigsfanger uden Krigsfangers Ret til Livets Ophold stormer Konsulaterne hver Dag for at bede om Brød; den engelske, franske, tyske og østerrigske Konsul gør, hvad de kan; men Konsultatskassen er forlængst udtømt, og Pengeforsendelserne udefra lader vente paa sig.

Saa stor har Nøden været i de senere Dage, at Konsulerne en corps har henvendt sig til Korrespondenterne for at bede dem overlade sig de Penge, de kunde undvære til at mildne lidt paa Elendigheden.

En serbisk Kaptajn af mit Bekendtskab tog Stationsforstanderen paa Kumanovo-Station, en ung Græker, »til Fange«. Denne ulykkelige Non-Kombattant blev først slæbt til Vranja, og der gaar han nu rundt og lever af de Skillinger, han faar af Korrespondenter og serbiske Officerer. Som det er gaaet ham, gaar det Hundreder andre stakkels Ofre for Krigens Meningsløshed.

- - -

25 Medlemmer af Krigskorrespondent-Korpset har forladt Yskyb for fire Dage siden. En halv Snes Stykker har besluttet at følge efter Bosa Jankovics Armé til Durazzo [Durrës].

Jeg selv hører til de 25, der bestemte at vende den serbiske Generalstab Ryggen, alene af den Grund, at det at være stum Krigskorrespondent i Længden er en meget ubehagelig Stilling. Min Tilbagerejse fra Yskyb til Belgrad hører for saa vidt til de for mig interessante Momenter paa min Rejse, som den var en Slags Flugt for Følgerne af det Telegram, som nu længst vil være RIGETs Læsere bekendt.

Det kostede os en Del Vanskeligheder at faa vore Papirer udleverede og endnu flere at komme af Sted. Jeg selv slap bort Dagen før de andre med et Tog, der skulde transportere 400 tyrkiske Fanger til Nisch [Nis]. En uforglemmelig 24 Timers Tur i en bælgmørk Kreaturvogn med Komitaci og Reservister. Vi delte broderligt det tørre Brød og den sure Vin og underholdt hinanden med Sange og Fortællinger. Tre gamle Reservister skiftedes til at holde de Tællelys, der sparsomt belyste vort komfortable Opholdssted.

Og dog havde vi det herligt i Sammenligning med de 400 pjaltede Nizams, der var stuvede sammen i Kreaturvognene som Sild i en Tønde. Naar Toget holdt ved en Station, og vi steg ud for at rette Benene, saa vi deres hvide Ansigter masede op imod Gitrene i Vognen; de brølte paa Mad og paa Vand, men ingen gad høre dem.

Ved Vranja var jeg inde i en af Kreaturvognene for at se Fangetransporten. Jeg fik Opkastningsfornemmelser af Stanken. Staklerne sad bogstavelig ovenpaa hinanden, eller i deres eget Skarn; flere af dem var bevidstløse af Strabadserne; en Transport paa den Maade fra Veles til Nisch var værre end Døden paa Valpadsen.

Jeg overværede, medens jeg var inde i en af Fangernes Kreaturvogne, et Optrin, der rørte mig paa en underlig Maade. Den serbiske Officer, en raa Herre, der ledsagede mig, overvældede Fangerne med Skældsord i Anledning af de Grusomheder, de tyrkiske Soldater havde begaaet mod de serbiske saarede. Det var rørende at se, hvorledes de tyrkiske Soldater trængte sig sammen om ham og med den voldsomste Iver fralagde sig Beskyldningerne. De tog deres Bøddel i Haanden og besvor ham, at de aldrig havde kunnet gøre noget saadant.

De fleste af Fangernes Fødder var i en skrækkelig Tilstand. De havde længst slidt deres Opankas op, og lasede blodgennemtrukne Klude maatte gøre Tjeneste som Sko.

Natten var uhyggelig; vi holdt i Kvartervis paa Stationerne. Medens vi i Maaneskinnet spadserede ned langs Vognrækken, hørte vi uophørlig Stønnen, klagende Talen og hvæsende Aande fra de sorte Kasser. Det var, som hele det sørgelige Tog var levende og gav sig i alle Leder og Fuger.

Paa hvert Vigespor paa Vejen holdt Vaggoner mærkede med det røde Kors. Det er maaske ikke uden Interesse, at jeg talte 115 russiske Røde-Kors-Vaggoner paa Turen fra Yskyb til Belgrad, og Serberne talte med en vis hemmelig Glæde om disse Vogne, hvis Bestemmelse efter de forblommede Ord ikke alene havde været den at tjene som vandrende Hospitaler.

Vi kom til Nisch i den tidlige Morgenstund, og her erfarede vi først de fleste af de store Begivenheder, der var sket paa de andre Kanter af Krigsskuepladsen under vort Fangenskab hos General Putnik.

Uden videre Ceremonier er Albaniens Uafhængighed i Torsdags blevet proklameret i alle betydende albanesiske Byer. Det tyrkiske Flag er blevet taget ned, og det saakaldte albanesiske Nationalflag med en enhovedet sort Ørn paa rød Grund er blevet hejst. Det er ikke første Gang i Albaniens nyere Historie, at Landet har erklæret sig uafhængigt, men det er første Gang, at Uafhængighed har al mulig Udsigt til at blive til Virkelighed, thi det er ikke mere et specielt albanesisk Ønske, men et fælles evropæisk Krav, at Landet ved Adriaterhavets Østkyst atter skal tilhøre den albanesiske Nation.

Hvilket Haab for Fremtiden maa ikke Efterretningen om, at ogsaa Albanien paany bliver et selvstændigt Land, tænde rundt omkring i Verden blandt de undertrykte, splittede og forkuede Nationer, som lever under Fremmedherredømme. Hvis dette bliver en Kendsgerning, at det albanesiske Folk paany bliver Herrer i eget Land, hvad skulde da hindre, at den Drøm, der er fælles for den polske Stormagnat ved Kejseren af Østerrigs Hof og den ringe Roearbejder, der slider og slæber Livet langt for at vinde Midler til at købe Jord i eget Land, at ogsaa den kan gaa i Opfyldelse.

433 Aar er forløbet [må være: ca. 445 år], siden hin albanesiske Fyrste Georg Kastriota [Skanderbeg] sidste Gang holdt Albaneserne samlede som en national Enhed. Og sjældent er vel et Folk under Fremmedherredømme nationalt set gaaet saa rivende tilbage som det albanesiske. Medens de slaviske Nationer under den lange Undertrykkelsesperiode bevarede Sprog og Religion, blev det albanesiske Tungemaal et Babel, og Folket delte sig religiøst.

Albaneserne fra forskellige Egne forstaar kun hverandre højst ufuldkomment, i mangfoldige Tilfælde slet ikke. Et fælles Skriftsprog eksisterer ikke, det latinske Alfabet benyttes lige saa hyppigt som det græske, og Lydbetegnelser og Retskrivning er et fuldkomment Virvar. I Gustav Meyers albanesiske etymologiske Ordbog er over 5.000 albanesiske Ord undersøgte. 1.420 er af romansk, 1.108 af tyrkisk, 840 af nygræsk og 540 af slavisk Oprindelse. Kun 400 kan med nogenlunde Sikkerhed siges at være gamle, indoevropæiske Arveord.

Der kan saaledes kun højst uegentlig tales om et albanesisk Sprog. Lige saa splittet er Folket i religiøs Henseende. Allerede for 300 Aar siden begyndte Albaneserne at gaa over til Islam, og gennem lange Tider har de muhammedanske Albanesere hørt til Tyrkiets Kernetropper og indtaget fremragende Stillinger i Hæren og den civile Administration. Under den græske Frihedskrig kæmper det albanesiske Folk en Tid paa modsat Side, de Kristne for Grækerne, de Muhammedanske for Tyrkerne. Vi véd fra de allerseneste Dages Begivenheder, at kristne og muhammedanske Albanesere under de mangfoldige Opstand har staaet mod hinanden og kun sjældent optraadt i Fællesskab.

Hvor naturligt, at en albanesisk Nations Eksistens efterhaanden fortonede sig i den evropæiske almindelige Bevidsthed, og at man i Reglen opfattede Albaneserne som nogle indbyrdes uenige, overordentlig urolige, ja tøjlesløse Stammer. Det er knap nok lykkedes at bevare det geografiske Begreb Albanien, dets Grænser er som tyrkisk Provins paa store Strækninger ganske udflydende. Medens de andre Balkanfolk maalbevidst arbejdede sig frem til national Selvstændighed. vedblev de nationale Følelser i Albanien at ligge i en forunderlig Dvale. De er omsider vakt ved Kanontordenen fra Kumanovo, der bragte Albaneserne Budskab om, at en endnu langt haardere Lod end det tyrkiske Aag kunde blive dem til Del.

Og hvilken pludselig og voldsom Handlekraft viser da ikke denne splittede Nation sig trods alt i Besiddelse af! Efter Uafhængighedsproklamationen iler den provisoriske Regering med at tilstille Magterne en Erklæring, der for faa Uger siden vilde have virket paradoksalt. Den taler om det albanesiske Fædreland, om, at Albaneserne er indtraadt i de østevropæiske Folkeslags Rækker, og den siger, at Delegerede fra hele Albanien uden Hensyn til Trosbekendelse staar fast og enige. Som ved et Trylleslag mødes to Millioner Mennesker, der knap forstaar hinandens Tale og er uenige om et af Livets vigtigste Problemer. Dybt i deres Sind, dem selv halvt uafvidende, har de bevaret Tanker og Følelser fra længst svundne Tider, da en Georg Kastriota herskede over et enigt albanesisk Folk, givet undertvungne Nationer et lysende Eksempel til Efterfølgelse og med et gjaldende Raab forkyndt, aldrig at opgive Kampen for Nationalitetens Bevarelse. Kan dette Folk sejre, kan alle.

De fleste evropæiske Blade har nu beskæftiget sig med Serbernes grusomme Krigsførelse i Makedonien, der først kom til Offentlighedens Kundskab gennem en Depesche fra RIGETs til Krigsskuepladsen udsendte Korrespondent. Beskrivelserne af den uhyggelige Behandling af den albaniske Befolkning er blevet dementeret af flere glødende Serbophiler. Det er dog meget faa i Antal i Sammenligning med de Korrespondenter, der har bekræftet vore Skildringer.

Vi ser os idag istand til at bringe et par Billeder, der supplerer Skildringerne. Det er et Par af den Slags offentlige Pryglescener, der hører til de dagligdags Begivenheder i de makedoniske Byer. Det er en af de serbiske Soldaters Specialfornøjelser i denne kilde Tid at varme de albaniske Fangers Rygstykker med en Rotting. [Muligvis vil billederne blive optrykt senere; hvis et bedre trykforlæg kan findes].

De udenrigspolitiske ordførere i alle Folketingets partier

Den 28. november er det Albaniens selvstændighed, hvor albanerne traditionelt fejrer udråbelsen af en selvstændig albansk stat i 1912. Men i år er det ikke alle albanere som fester på denne dag. I Kosovas hovedstad Prishtina har selvstændighedsbevægelsen indkaldt til protestdemonstrationer. Dagen er ikke tilfældig valgt. Hensigten er at benytte den albanske nationaldag til at henlede verdensopinionens opmærksomhed på den absurde kendsgerning, at det albanske spørgsmål stadig ikke har fundet en varig og retfærdig løsning 94 år efter at den albanske stat blev oprettet.

Der findes vel næppe eksakte folketællinger, som giver et præcist billede af hvor mange albanere, der i dag bor i Albaniens nabolande.

Udenfor Albaniens grænser lever stadig det helt overvejende flertal af den albanske befolkning. Det er en af konsekvenserne af den historiske fornægtelse af albanernes nationale og sociale rettigheder. De undertrykkes eller gemmes bort under gulvtæppet, når stormagterne har tegnet grænserne på Balkans blodvædede jord.

Da Jugoslavien gik i opløsning var albanerne den tredjestørste befolkningsgruppe, som først og fremmest boede i Kosova, Montenegro, Serbien og Makedonien. I de seneste år har især striden om Kosova's fremtidige status været en smertefuld proces for albanerne, som – måske naivt – havde satset på at de efter krigen på Balkan, ville få ret til selv at afgøre Kosovas fremtid.

Nu har FN's finske mægler Ahtisaari barslet med en ny plan, som endnu engang som katten går uden om den varme grød. På den ene side vil denne plan betyde at Kosova frigøres fra Serbiens overherredømme. Men EU bliver den nye herre i Kosova. Planen nævner slet ikke ordet selvstændighed. Kosova vil med denne plan ikke få nogle af de myndigheder som kendetegner en selvstændig og fri stat. Kosova får ikke ret til selv at føre udenrigspolitik, ingen hær til at beskytte sine grænser med og bliver ikke repræsenteret i FN. Og de store naturrigdomme i Kosova vil fortsat blive udplyndret på en sådan måde, at de ikke bliver til gavn for den almindelige befolkning. Den er en af de fattigste i Europa, blandt andet som følge at den hidtidige politik har ødelagt Kosova's økonomi og skabt en arbejdsløshed på op mod 70 pct.

Stormagterne skændes stadigt om grænserne for Kosova's frihed og nogle korrumperede politikere afventer det gunstige øjeblik til at skrive under på de kommende aftaler, der vil efterlade Kosova med en uvis fremtid. Absurd nok fastholder man de etniske spændinger i Kosova ved at samle det serbiske mindretal i Kosova i en række kommuner indenfor Kosova's rammer. Samtidigt tales der nu om at flytte flere hundrede tusind serbere fra Serbien til Kosova. En stor del af disse har aldrig tidligere boet i Kosova. De kommer som nykolonialister og vil uundgåeligt skabe nye spændinger og puste til de etniske modsætninger. Disse kommuner vil få så store rammer for selvstændighed, at de reelt set vil få mere magt, end Kosova's parlament, som formodentligt slet ikke vil få nogen myndighed over disse områder.

FN har gennem UNMIK haft overherredømme i Kosova siden 1999. Da FN kom til Kosova blev de modtaget med blomster. Men i dag ser befolkningen tilbage på 7 spildte år. UNMIK's styrker mødes i dag med sten i Kosova's gader. Tilliden til UNMIK er væk. I stedet for demokrati og medbestemmelse gennemtvang UNMIK to valg, som var designet til at lægge magt i hænderne på politikere, som var i lommen på UNMIK. Derfor kom opstanden i Kosova i marts 2004

Det skriger til himlen at Kosova's fremtid stadig skal afgøres af udenlandske magters spil om magt og indflydelse. Hvorfor er Kosova det eneste område i det tidligere Jugoslavien, hvor befolkningen ikke må afgøre sin egen fremtid? Hvorfor pustes der fortsat til de national modsætninger? Og hvorfor er der ikke kommet gang i den omfattende økonomiske støtte til Kosova, som kunne skabe en positiv økonomisk udvikling, der vil være et helt afgørende afsæt for at skabe demokrati, dialog og en fælles fremtid for alle mennesker i Kosova?

Med venlig hilsen
Xhemil Zeciri
Ørholmsgade 9 st
2200 København N

medlem i STS . International solidaritet og menneskerettighedsaktivist. Repræsentant for selvbestemmelsesbevægelsen i Danmark.

København 25.11.2006

se min hjemmeside www.diplomacia.dk for yderligere materiale

Af Xhemil Ziqiri og Vagn Rasmussen

I Serbien blev der afholdt folkeafstemning den 28. oktober om en ny grundlov. Blandt de spørgsmål de serbiske vælgere var bedt om at tage stilling til, er om Kosova fortsat skal være en serbisk provins.

Forud for folkeafstemningen sagde Serbiens premierminister Vojislav Kostunica til pressen: ”Jeg beder alle om at stemme for den nye grundlov og udtrykke en samlet vilje fra et samlet Serbien om, at ingen skal stjæle vores territorium og splitte Serbien”.

Kostunica har tidligere været i Kosova og har deltaget i krigen på serbisk side, så hans holdning er ikke overraskende.

Forfatningsændringen, der blev vedtaget af et enigt serbisk parlament, og som nu kom ud til folkeafstemning, kritiseredes også for at være et knæfald for de yderligtgående nationalister i Serbiens Radikale Parti, der er inficeret med krigsforbrydere.

Trods stærk propaganda fra alle sider, deltog kun omkring halvdelen af de stemmeberettigede i afstemningen. Heller ikke den megen tale om Kosova som ”Serbiens vugge” kunne få befolkningen op ad sofaerne.

Men uanset folkeafstemningsresultatet fortsætter kampen for Kosovas selvstændighed.

En betydningsfuld kraft i selvstændighedsbevægelsen er Lëvizja Vetëvendosje!, (Bevægelsen Selvstændighed!) som STS International Solidarity har gode forbindelser med. To af bevægelsens repræsentanter, journalisterne Elsa Muja og Ismet Sopi, blev af STS International Solidarity inviteret til at besøge Skandinavien i januar 2006.

Selvstændighed! udgiver over Internet et nyhedsbrev på engelsk hver uge. Nyhedsbrevet kan findes på hjemmesiden www.vetevendosje.org under ”Newsletter”. Den kan også bestilles tilsendt fra selvdetermination@gmail.com

Men EU, Nato og FN ønsker ingen reel selvstændighed for Kosova i lighed med den andre folkeslag i det tidligere Jugoslavien har fået. Skønt de har udskudt selve beslutningen til efter afholdelsen af valg i Serbien, arbejder man i henhold til den såkaldte Ahtisaari-plan, som har fået sit navn efter den tidligere finske præsident, Marti Ahtisaari, der fungerer som mægler.

I henhold til denne plan skal Kosova opdeles i en række kommuner, der reelt er en slags kantoner, som i den kroatisk-mulimske føderation i Bosnien, men som heller ikke der har ført til noget fornuftigt.

Vi citerer fra Vetëvendosje nr. 16:
Bedragets Diplomati
Det ser ud til at Kosovas suverænitet bliver givet til enhver anden end de mennesker, som rent faktisk har ret til den, nemlig borgerne i Kosova. I de dele af Ahtisaari’s plan, som blev offentliggjort i medierne i denne uge, er det underforstået, at en ny FN resolution ville overdrage Kosovas suverænitet til EU, og således væk fra Serbien Men ordet ”uafhængighed” forekommer ingen steder i dette dokument. Intet i dokumentet beskriver kendetegnene ved en uafhængig og suveræn stat. Dette skyldes en manglende vilje til entydigt at bryde båndet mellem Kosova og Serbien.

Kosova vil ikke få et sæde i FN. Som en trøst vil landet i stedet blive tilbudt retten til at lave aftaler med - og deltage i - internationale organisationer, hvilket det imidlertid allerede gør nu gennem frihandelsaftaler.

Kosova vil ikke få en hær, men i stedet en såkaldt ”sikkerhedsstyrke”, med 2500 aktive medlemmer og 800 i reserve, kun bevæbnet med lette våben. En sådan styrke vil udelukkende ”sikre” Serbiens angreb på Kosova, ikke fungere som en sikkerhed for Kosovas befolkning. Den sidste vittighed er, at det såkaldte forsvarsministerium vil blive kaldt Den Civilt Ledede Organisation. En af de vigtigste ydelser en stat tilbyder sine borgere er beskyttelse fra andre stater: løftet om at forsvare dem. Det er dette, man har et forsvarsministerium til. Hvad i alverden gør - eller betyder - en Civilt Ledet Organisation?

Endelig vil Kosova få en etnisk autonom enhed inden for landets grænser, skabt gennem decentralisation. Planen bekræfter, at der vil komme 5+1 nye territorialt sammenhængende kommuner med serbisk majoritet….

Dette er bedragets og fejhedens diplomati. Kosovas folk har ret til selv at bestemme hvordan de vil regeres. De burde ikke værre tvunget til at vente på levningerne, efter at Serbien, Rusland eller Kina har færdiggjort deres skænderier om, hvor meget frihed landet kan få. Kosova burde have ret til selvbestemmelse.

Hvad betyder et suverænt Kosova?
1. Bevæbnede styrker
2. Et sæde i FN
3. Et udenrigsministerium
4. Ingen etnisk baserede autonome territorielle enheder inden for landets grænser

De mange problemer især albanerne i Kosova haft med at få selvstændighed hænger utvivlsomt sammen med, at Kosova er et meget rigt område, hvad angår naturressourcer. Alene de store mineanlæg og forarbejdningsanlæg, der ligger i den serbiske del af Mitrovica, dannede grundlag for 40% af industriproduktionen i det tidligere Jugoslavien. Men trods denne mineralrigdom forbliver den almindelige albanske befolkning med at høre til de fattigste på Balkan. Arbejdsløsheden og misfornøjelsen er skyhøje.

Situationen i Makedonien er fortsat spændt. Den makedonske premierminister Ljubco Georgievski truer åbenlyst med en ny offensiv mod albanerne.
Det grundlæggende problem i Makedonien er at den store albanske befolkning dagligt udsættes for en diskriminerende apartheidpolitik uden sidestykke i Europa.
I august sidste år blev der i feriebyen Ohrid indgået en fredsaftale med EU's og NATOs aktive indblanding. Denne aftale, som dengang satte en stopper for de blodige kampe, gav en række løfter
til albanerne. Først og fremmest blev vi lovet at apartheidpolitikken ville blive bragt til ophør.

Men bortset fra lidt overfladisk sminke er situationen uforandret og stadigt mere uholdbar for
albanerne.

Ved parlamentsvalg tæller vores stemmer stadigt ikke med samme vægt. Der skal 22.000 vælgere til at vælge en albansk parlamentariker. Derimod skal der kun 3.000 til at vælge en makedoner. Et lignende udemokratisk system skal man lede længe efter. Det sætter åbenlyse begrænsninger på albanernes parlamentariske muligheder.
I Makedonien nægter myndighederne at anerkende det albanske sprog. Omkring dette spørgsmål betød Ohridaftalen, at der blev aftalt, at man fremover i den offentlige forvaltning skulle kunne benytte albansk, hvis der i et område boede mindst 20 procent albanere. Vi blev lovet dette i løbet af 45 dage, men det er nu udskudt til en uvis fremtid.

Aftalen betød også at der blev indgået en aftale om en såkaldt amnestilovgivning, som skulle forhindre at myndighederne begik overgreb mod den albanske frihedshær UCK, efter at den lod sig afvæbne. Alligevel endte en række af UCKs ledere og soldater i de makedonske myndigheders fængsler. Den mest kendte fange er den tidligere næstkommanderende i UCK Izair Samiu.

Ifølge hans forsvarer udsættes han for tortur og nægtes adgang til lægehjælp, på trods af at han er alvorligt såret af en granatsplint.

Andre fanger er i en lignende situation. Lad mig også nævne det albanske parlamentsmedlem Isni Shaqiri. Han forlod parlamentet og tilsluttede sig UCK, for at forsvare de folk, der havde valgt ham til parlamentet. I dag er hans parlamentariske immunitet ophævet. Myndighederne vil i starten af næste måned forsøge at gennemføre en skueproces i Skopje på trods af løfterne om amnesti.

Topmødet i Makedonien hvor også du deltog i kraft af din position som EU's udenrigspolitiske koordinator, blev afviklet uden at disse alvorlige problemer blev løst. Derfor retter jeg denne henvendelse til dig med en opfordring til at du personligt griber ind og lægger pres på de makedonske myndigheder og sikrer at rammerne i den aftale du var med til at sikre i Ohrid nu omsættes til konkret handling.

(Kopier til Udenrigsministeriet Per Stig Møller)

Med venlig hilsen
Xhemil Zeqiri

Bestyrelsen for STS har drøftet situationen i Kosova og vedtaget nedenstående udtalelse:
I januar 05 offentliggjorde Kontaktgruppen for Kosova, som er en sammenslutning af stormagter, en rapport, hvori man anbefaler, at problemet med den stigende vold i Kosova bør løses ved at gøre Kosova til en selvstændig stat.

STS International Solidarity byder Kontaktgruppens holdning velkommen. Også STS har længe været tilhænger af et selvstændigt Kosova, knyttet sammen med garantier og kontrol med respekten for de nationale mindretal, for Kosovas vedkommende særligt det serbiske.

Efter STS's opfattelse er garantier og kontrol med respekten for de nationale mindretals rettigheder imidlertid krav, som bør rettes til alle landene på Balkan og altså ikke kun til et selvstændigt Kosova. Hvis stormagterne havde stillet lignende krav til regeringerne i Serbien og i Makedonien ville megen unødig vold have været undgået.

Det er endvidere STS's opfattelse, at en selvstændiggørelse af Kosova bør knyttes sammen med retten til selvbestemmelse, så det overlades til Kosovas egne indbyggere at bestemme i hvilken retning et selvstændigt Kosova ønsker at gå.

Uforståelige forfølgelser
I marts besluttede Kosovas statsminister, Ramush Haradinaj, at træde tilbage for at lade sig føre til den internationale domstol i Haag for at rense sig imod beskyldninger for alvorlige overgreb over for menneskerettigheder og forbrydelser imod Folkeretten, han efter anklagernes mening skulle have begået, da han var leder af oprørshæren UCK i det vestlige Kosova. Haradinaj’s tilbagetræden er blevet hilst med en række beklagelser. Chefen for OSCE’s mission i Kosova, Pascal Fieshii, der overvåger demokrati og menneskerettigheder i Kosova, skrev i en skriftlig erklæring bl.a., at ” Mr. Haradinaj har vist energi og engagement i sit arbejde, og den type arbejde, han har promoveret, er imponerende og frugtbar”.

Den danske leder af den særlige FN-mission i Kosova, Søren Jessen-Petersen, har udsendt en presseerklæring til befolkningen om at bevare roen. ”Jeg forstår følelsen af chok og vrede over denne udvikling. Alligevel appellerer jeg til befolkningen i Kosovo om at udtrykke sine følelser på en fredelig måde”.

Også Søren Jessen-Petersen udtrykker venlige følelser over for Haradinaj’s ”dynamiske ledelse, stærke engagement og vision”.
Han siger også: “Jeg er ked af, at jeg ikke længere kan arbejde sammen med nær partner og ven”.

Vi har spurgt det albanske medlem af vores bestyrelse, menneskerettighedsaktivisten Xhemil Zeqiri, hvordan han opfatter situationen. Xhemil siger, at man bør huske på, at UCK opstod som en reaktion på de serbiske styrkers voldelige adfærd over for albanerne i Kosova, og man handlede under krigsforhold, og at UCK på et tidspunkt var Natos allierede i krigen mod Serbien i Kosova. Alle UCK-kommandanter var bevidste om ikke at begå brud på menneskerettighederne, også fordi de vidste, at dette ville skade albanernes sag.

Xhemil mener, at der er tale om et pres fra serbernes side og måske et forsøg på at opnå en slags byttehandel. Hvis albanerne leverede “krigsforbrydere” som Haradinaj kunne serberne måske til gengæld levere serbiske krigsforbrydere.

Xhemi Zeqiri
Kopenahavn

Om kort tid vil Kosova's fremtidige status vil blive diskuteret i FN's Sikkerhedsråd. Da Danmark i øjeblikket er medlem af Sikkerhedsrådet ønsker jeg som herboende albaner at henlede regeringens opmærksomhed på den voksende utilfredshed og frustration blandt den albanske befolkning over den manglende afklaring af Kosova's fremtid.

FN har med resolution 1244 fremlagt ideen om standarter for status. Dvs. krav til den albanske befolkning i Kosova om at opfylde en lang række betingelser vedrørende især det serbiske mindretals rettigheder .

Det er i bund og grund en absurd plan, som vil udskyde en varig og retfærdig løsning i det uendelige. Det er UNMIK, og ikke den albanske befolkning, som har magten i Kosova og den afgørende indflydelse på både den økonomiske og politiske udvikling af hele området.

Hvordan kan man stille sådanne krav til den albanske befolkning, som selv er frataget de mest elementære rettigheder i Kosova i dag?. Lad mig minde dig om at en kommunalbestyrelse ikke engang har ret til at åbne en busterminal uden UNMIKs godkendelse.

Det er naturligvis ikke bare FN's Sikkerhedsråd, som har ret til at opstille krav om at udviklingen skal ske med afsæt i at visse standarter godkendes. Den albanske befolkning i Kosova kræver også at FN baserer sine beslutninger på grundlag af anerkendelse af den albanske befolknings ret til selvbestemmelse. Dette spørgsmål er problemets kerne.

Albanerne var den 3. største befolkningsgruppe i det tidligere Jugoslavien, men blev alligevel frataget retten til selvbestemmelse, som de burde have haft i henhold til Jugoslaviens forfatning. Da Jugoslavien brød sammen blev albanerne i Kosova overladt til sin egen skæbne og en brutal serbisk undetrykkelse, På trods af utallige advarsler om et forestående folkemord blev Kosova i første omgang kastet for fødderne af Milosevic, som gennemførte endnu en runde af brutal etnisk udrensning.

Alt det er historie, som ikke kan gøres om, men opgaven er at lære af historien og undgå at begå den sammen fejl igen og igen, sådan som det er sket med de historiske uretfærdigheder mod den albanske befolkning, som har været forhindret i at afgøre sin egen skæbne, fordi stormagterne har splittet en stor del af de landområder hvor albanerne har boet i årtusinder. mellem dets nabolande. Husk på at da den nye albanske stat blev grundlagt i 1912/13 omfattede den et mindretal af albanerne og hovedparten af de albanskbeboede områder var udenfor Albaniens grænser.

Den serbiske ledelse taler nu om at give Kosova mere autonomi og mindre selvstændighed, men det er i bund og grund at taktisk spil for at undgå at albanerne får mulighed for at bestemme deres egen fremtid. Kroatien, Slovenien, Makedonien og Bosnien løsrev sig fra Jugoslavien efter folkeafstemninger. I Sønderjylland blev grænserne trukket efter en folkeafstemning. Albanernes folkeafstemning blev ignoreret. Hvorfor nægter man os fortsat samme ret som Balkans øvrige folk?

Albanerne ønsker at leve fredeligt sammen med alle Kosova's indbyggere. Vi har intet ønske om at fordrive eller undertrykke serberne men ønsker at opbygge et frit og demokratisk Kosova uden nogen form for etnisk undertrykkelse, hvad der aldrig tidligere har været muligt.

Albanerne kræver
- selvbestemmelsesret
- at alle albanere der blev kidnappet af den serbiske ledelse -før den trak sine styrker ud af Kosova – øjeblikkeligt løslades.
- At ligene fra alle de dræbte albanere sendes tilbage til Kosova så de kan blive ordentligt begravet af deres familier.
- At regeringen i Beograd tvinges til at tilbagelevere alle de penge de har stjålet fra Kosova herunder pensionsfonde og andre værdier, på baggrund af undersøgelser fra en uafhængig kommission eller lignende.
- At Serbien må betale krigsskade erstatning til Kosova for de ufattelige ødelæggelser. som man har påført den albanske befolkning

Med venlig hilsen
Xhemil Zeqiri, Formand for rådet til fosvar
af menneskerettigheder og frihid i Kosova
København 19.07.2005

Jeg tillader mig at henvende mig til dig som menneskerettighedsaktivist fra Kosova, der har søgt et fristed i Danmark fra den serbiske terror, sammen med tusinder af mine landsmænd.

Jeg har forstået at Kosovas fremtidige status vil blive diskuteret i FNs Sikkerhedsråd om kort tid. Da Danmark i øjeblikket er medlem af Sikkerhedsrådet benytter jeg denne lejrlighed til at henlede din og regeringens opmærksomhed på den voksende utilfredshed og frustration blandt den albanske befolkning over den manglende afklaring af Kosovas fremtid.

FN har med resolution 1244 fremlagt ideen om standarter for status. Dvs. krav til den albanske befolkning i Kosova om at opfylde en lang række betingelser vedrørende især det serbiske mindretals rettigheder .

Det er i bund og grund en absurd plan, som vil udskyde en varig og retfærdig løsning i det uendelige. Det er UNMIK, og ikke den albanske befolkning, som har magten i Kosova og den afgørende indflydelse på både den økonomiske og politiske udvikling af hele området.

Hvordan kan man stille sådanne krav til den albanske befolkning, som selv er frataget de mest elementære retigheder i Kosova idag?. Lad mig minde dig om at en kommunalbestyrelse ikke engang har ret til at åbne en busterminal uden UNMIKs godkendelse.

Det er natuirligvis ikke bare FNs Sikkerhedsråd, som har ret til at opstille krav om at udviklingen skal ske med afsæt i at visse standarter godkendes. Den albanske befolkning i Kosova kræver også at FN baserer sine beslutninger på grundlag af anerkendelse af den albanske befolknings ret til selvbestemmelse. Dette spørgsmål er problemets kerne.

Albanerne var den 3.største befolkningsgruppe i det tidligere Jugoslavien, men blev alligevel frataget retten til selvbestemmelse, som de burde have haft i henhold til Jugoslaviens forfatning. Da Jugoslavien brød sammen blev albanerne i Kosova overladt til sin egen skæbne og en brutal serbisk undetrykkelse, På trods af uta llige advarsler om et forestående folkemord blev Kosova i forste omgang kastet for fødderne af Milosevic, som gennemførte endnu en runde af brutal etnisk udrensning.

Alt det er historie, som ikke kan gøres om, men opgaven er at lære af historien og undgå at begå den sammen fejl igen og igen, sådan som det er sket med de historiske uretfærdigheder mod den albanske befolkning, som har været forhindret i at afgøre sin egen skæbne, fordi stormagterne har splittet en stor del af de landområder hvor albanerne har boet i årtusinder. mellem dets nabolæande. Husk på at da den nye albanske stat blev grundlagt i 1912/13 omfattede den et mindretal af albanerne og hovedparten af de albanskbeboede områder var udenfor Albaniens grænser.

Den serbiske ledelse taler nu om at give Kosova mere autonomi og mindre selvstændighed, men det er i bund og grund at taktisk spil for at undgå at albanerne får mulighed for at bestemme deres egen fremtid. Kroatien, Slovenien, Makadonien og Bosnien løsrev sig fra Jugoslavien efter folkeafstemninger. I Sønderjylland blev grænserne trukket efter en folkeafstemning. Albanernes folkeafstemning blev ignoreret. Hvorfor nægter man os fortsat samme ret som balkans øvrige folk?

Albanerne ønsker at leve fredeligt sammen med alle Kosovas indbyggere. Vi har intet ønske om at fordrive eller undertrykke serberne men ønsker at opbygge et frit og demokratisk Kosova uden nogen form for etnisk undertrykkelse, hvad der aldrig tidligere har været muligt.

Albanerne kræver
- selvbestemmelsesret
- at alle albanere der blev kidnappet af den serbiske ledelse -før den trak sine styrker ud af Kosova – øjeblikkeligt løslades.
- At ligene fra alle de dræbte albanere sendes tilbage til Kosova så de kan blive ordentligt begravet af deres familier.
- At regeringen i Beograd tvinges til at tilbagelevere alle de penge de har stjålet fra Kosova herunder pensionsfonde og andre værdier, på baggrund af undersøgelser fra en uafhængig kommission eller lignende.
- At Serbien må betale krigsskade erstatning til Kosova for de ufattelige ødelæggelser.som man har påført den albanske befolkning

Med venlig hilsen
Xhemil Zeqiri, Formand for rådet til fosvar af menneskerettigheder og frihid i Kosova
København 01.07.2005

Tak for dit brev af 8.december 2004. Jeg har aldrig tvivlet på Danmarks stærke engagement på Balkan. Derfor er det mig også magtpåliggende at afdække en række af de problemstillinger i konflikten, som det er mit indtryk er helt afgørende for etablering af en varig og retfærdig løsning.

Du skriver, at rammerne for Kosovo er fastlagt i resolution 1244/1999 fra FNs Sikkerhedsråd.

Hovedproblemet med denne resolution, som i øvrigt kun dækkede en treårig periode og ikke siden er fornyet, er at den ikke indeholder et løfte til den albanske befolkning om at den selv kan afgøre sin egen fremtid. Istedet opstiller man en lang række såkaldte standarter,  som man kræver at albanerne opfylder.

Disse standarter er samlet i en bog på omkring 100 sider. Der stilles så store krav at albanerne ingen mulighed har for at opfylde disse, simpelthen fordi det ikke er albanerne, der har magten i Kosova. Hvordan skal albanerne kunne opfylde 100 sider med standarter, når man ikke engang selv kan beslutte at oprette en busterminal? Det er en umuliged. Derfor er situationen fastlåst.

Der er kun en vej frem. Det er for første gang i historien at lade befolkningen i Kosova selv afgøre sin egen fremtid. Det internationale samfund anerkendte Slovernenes, kroaternes, makedonernes og de øvrige befolkningsgrupper i det tidligere jugoslaviens rettigheder.  Men man afviste at give albanerne den samme ret, på trods af at albanerne i det tidligere Jugoslavien udgjorde den tredjestørste befolkningsgruppe.

Da Jugoslavien blev opløst skete det på baggrund af at alle befolkningsggrupperne gennemførte folkeafstemninger og besluttede deres selvstænbdighed. Også albanerne gennemførte en sådan folkeafstemning. Men albanernes næsten enstemmige krav om selvstændighed blev aldrig respekteret. Heri ligger kernen til den årelange tragedie der fulgte og som nødvendiggjorde at albanerne til sidst greb til våben i selvforsvar.

Hverken slovenerne, kroaterne, bosnierne  eller makedonerne skulle opfylde 100 sider med standarter for at blive anerkendt internationalt. Hvorfor stilles nu sådanne krav til en albansk befolkning, som oven i købet er frataget muligheden for at opfylde disse krav?

Omkring retssagerne efter krigen på Balkan er det min faste overbevisning at alle krigsforbrydere skal straffes. Min pointe er imidlertid, at man ikke kan ligestille bødlen med hans offer. Man kan ikke ligestille den serbiske besættelseshær, som begik folkemord mod albanerne med de albanere, der kæmpede for deres folks frihed.

Lad mig give et eksempel. Der står idag en gruppe albanere anklaget for at have likvideret kolloboratører i Kosova. Lad mig minde om at Kosova var i krig. Under enhver krig likvideres kolloboratørerne. Det skete også i Danmark under den 2. verdenskrig.  Det kan naturligvis ikke ligestilles med de politikere og generaler fra Serbien der havde ansvaret for massemord og fordrivelsen af mit folk fra Kosova.  Det er veldokumenteret at den serbiske ledelse i årtier havde som målsætning at fordrive den albanske befolkning fra ex-Jugoslavien.. Ethvert folk har ret til at forsvare sig mod en besættelsesmagt. Ingen kan fratage albanerne denne ret.

Frustrationen  og utilfredsheden vokser i Kosova, fordi befolkningen føler at det internationale samfund anvender dobbeltstandarten overfor albanerne.  85% af den voksne befolkning i Kosova er arbejdsløse . Der er ingen udsigt til at vi får hverken arbejde, tilfredsstillende sociale forhold eller reel national selvbestemmelse, sålænge situationen bibeholdes i en helt fastlåst situation.

Derfor vil jeg advare mod forsøgene på at etablere en ny union mellem Serbien, herunder Kosova, og Montenegro. Albanerne i Kosova kalder dette projekt for Solanas Union.  Man vil igen påtvinge albanerne en såkaldt løsning, uden at vi bliver spurgt. Derfor vil et sådant projekt blot fortsætte tragedien.


Med venlig hilsen


Xhemil Zeqiri, Menneskerettighedsaktivist
København den 21.01.05

I går var der igen demonstrationer i Prishtina i Kosova. I følge oplysningerne i de albanske medier, var det de største demonstrationer i mange år med titusinder af deltagere.

Årsagen var at retssagen startede i Haag mod Fatmir Limaj, Haradin Bala og Isak Musliu, som var kommandanter i den albanske befrielseshær UCK. Alle har en stor plads i den albanske befolknings hjerter, fordi de modigt og uden at frygte for konsekvenserne for deres eget liv, var med til at beskytte vort folk med den serbiske terror, som skyllede ind over Kosova i 98-99.

Den mest kendte af de tre er Fatmir Limaj, som efter krigen blev indvalgt i Kosovas parlament, hvor han blev formand for parlamentsgruppen i Kosovas Demokratiske Parti (PDK) og i øvrigt anholdt uden at hans parlamentariske immunitet blev ophævet.

Retsopgøret i Haag har dermed taget en absurd vending. Mens flere af de notoriske mordere går frit rundt på Balkan, har man sat 3 albanske frihedshelte under anklage.

Denne absurde sag truer nu med igen at sætte Kosova på den anden ende. Det skyldes ikke alene at albanerne føler deres nationale stolthed sat på anklagebænken. Chefanklageren del Ponte har ligestillet offeret med bødlen. Hendes bevisbyrde baseres blandt andet på hætteklædte såkaldte vidner, som af indlysende årsager skaber tvivl om en retfærdig rettergang.

Albanerne er oprørte, fordi denne sag igen sætter fokus på den smertelige kendsgerning, at der endnu ikke er fundet en varig løsning på Kosovas fremtid og at det stadigt er udenlandske magter, som afgør hvilke af de albanske ledere, der sidder i parlamentet og hvilke der siddder i fængsel.

Der er stadig kaos og vilkårlighed i Kosova. Den tidligere chef for UNMIK Steiner, satte en farlig proces igang ved at insistere på at der skulle gennemføres en række såkaldte standarter i Kosova, som betingelse for at ændre dets nuværende status som protektorat under FN.

Steiner har udpenslet i detaljer hvordan Kosova skal se ud, efter hans opfattelse. Der er ikke den internationale regel eller standart omkring alt fra menneskerettigheder til demokratiske normer, som skal opfyldes i Kosova, før det albanske flertal kan få afgørende indflydelse på sin egen fremtid. Problemet er blot at en sådan kurs er umulig.

Hvordan skal albanerne kunne opbygge et samfund hvor der er lige ret for både albanere og serbere, når UNMIK sidder på hele statsapparatet? Hvordan skal albanerne kunne opbygge en demokratisk administration, når albanerne ikke engang kan opbygge og administrere en lokal busstation uden at UNMIK har givet grønt lys?

Det er UNMIKs jerngreb over Kosova, som forhindrer udviklingen. Det netop afholdte valg er et markant eksempel på dette. De danske og vestlige medier har fokuseret utroligt meget på den lave serbiske valgdeltagelse, som skyldes at serberne er udsat for et meget hårdt pres fra Beograd. Hvad medierne helt overså var den kendsgerning, at halvdelen af den albanske befolkning også blev hjemme på valgdagen.

Den ledende albanske intellektuelle Adem Demaci, som sad 28 år i sebiske fængsler som politisk fange, opfordrede sine landsmænd til boykot. Han påpegede den kendsgerning at det nyvalgte parlament ikke ville få det grundlæggende ansvar for Kosovas administration, udvikling og fremtid. Disse helt livsnødvendige elementer i et demokrati ligger stadigt i hænderne på UNMIK.

Både UNMIKs fokusering på de såkaldte standarter og de absurde retssager mod de 3 albanske folkehelte i Haag medvirker til at udskyde den helt nødvendige afklaring af Kosovas fremtid og skaber dyb frustration og bitterhed blandt den albanske befolkning.

Et meget anvendt argument mod at tillade at der opbygges reelt selvstyre i Kosova er at albanerne skal sikre serbernes rettigheder her. Jeg tror ikke nogen benægter at der er sket fejl overfor serberne, men man må se disse som uundgåelige konsekvenser af det folkemord der i årtier er blevet begået mod albanerne. Dybt i den albanske befolkning er der et rodfæstet ønske om at leve i fred med alle sine naboer, både indenfor og udenfor Kosovas grænser.

Albanerne har en dyb forståelse for at den serbiske befolkning i Kosova skal have lige rettigheder, fordi vi kender apartheidpolitikken på vores egen krop gennem menneskealdre. Vi ved også at der idag bor 500.000 af vores brødre og søstre i Serbien, som stadigt undertrykkes. Det er vores håb at vi gennem at sikre et levende demokrati for alle i Kosova, også kan være med til at sikre at albanere og serbere også her kan leve sammen på et lige grundlag.

Det er på tide at det internationale samfund lever op til resolution 1514 fra Generalforsamlingen i 1960, som understreger at alle folk har ret til selvbestemmelse og fastlægge retningen for deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling. Denne ret må også gælde for albanerne.

De venligste hilsner
Xhemil Zeqiri, menneskerettighedsaktivist
København 23.11.2004

Jeg henvender mig til dig vedrørende albanernes situation på Balkan. Som du sikkert ved har situationen omkring albanernes status på Balkan igennem lang tid været meget fastlåst. Der er mange aktører på banen, ikke mindst stormagterne, som først og fremmest har været interesseret i at sikre deres egne interesser og ikke sikre at de grundlæggende problemer på Balkan er blevet løst.

NATO gik i krig med den erklærede målsætning at forhindre en udrensning af albanere fra Kosova. Men krigen bragte ingen løsninger og den efterfølgende årelange FN administration af Kosova har ikke grundlæggende forandret noget som helst.

Fordrivelsen af albanere fra den jord de har beboet i århundreder er ikke et nyt fænomen på Balkan. Der var store bølger af udrensninger af albanere f.eks. Efter Londonkonferencen i 1912/13, igen i 30erne, efter 2. verdenskrig, i perioden 50 til 61 og igen i 1990 til 97 helt frem til krigens start.
Det er uden sammenligning de største etniske udrensninger i nyere europæisk historie. Det er en skamplet, at der endnu ikke er skabt en løsning på albanernes nationale og sociale problemer.

Det absurde er i virkeligheder at på trods af en meget omfattende støtte til albanerne i 90erne, så står den albanske befolkning i virkeligheden i en værre situation end nogensinde. I Albanien råder der politisk kaos. Det politiske liv har udviklet sig til en opslidende magtkamp mellem det Demokratiske parti, der hverken er demokratisk eller et parti, som man kender det i Danmark. Det ledes af en kriminel og korrupt Sali Berisha. Han blev berygtet på grund af hans rolle i de såkaldte pyramidespil, der ruinerede titusinder af albanske familier. Absurd nok støttes Sali Berisha af EU.

Socialistpartiet ledes af Fatos Nano. Det har åbnet Albanien for amerikanske baser og gjort landet til halehæng til USA, med den erklærede målsætning at USA skulle komme albanerne i Kosova til undsætning.

Dette politiske magtspil har været en katastrofe for den albanske befolkning både i og udenfor Albaniens grænser. Istedet for at fremme en løsning af det albanske spørgsmål er nu også Albaniens selvstændighed deponeret hos stormagterne.

Det er stormagterne, som gang på gang har dikteret Europas og også Balkans grænser. Grænseændringer var mulige, da Vesttyskland opslugte DDR eller da Jugoslavien blev sønderlemmet. Hvorfor nægter man så konsekvent at ændre grænser for at løse det albanske spørgsmål?

Idag bor flertallet af den albanske befolkning udenfor Albaniens grænser. Alene i de områder der grænser op til Albanien bor der over 4 millioner albanere. Da Jugoslavien blev opløst udgjorde albanerne den 3.største befolkningsgruppe. Der var langt flere albanere end Makedonere, bosniere, slovenere eller montenegrinere. Alligevel forhindrede stormagterne at albanerne i f.eks. Kosova kunne danne deres egen stat eller beslutte en tilslutning til Albanien. Alle folkene i Jugoslavien gennemførte folkeafstemninger, som afsæt for deres løsrivelse. Også albanerne stemte, men man nægtede at høre på folkets vilje.

Den albanske tragedie fortsætter, men ligger som en eksplosiv bombe lige under overflade. Og den har kort lunte.

Jeg vil opfordre dig til at arbejde for en international Balkankonference for alle involverede parter, for at belyse de mange konflikter og tage skridt frem mod en løsning på baggrund af international ret. For at sikre at alle balkans folk får samme rettigheder og med afsæt heri kan leve i fred med hinanden.

for en international Balkankonference for alle involverede parter, for at belyse de mange konflikter og tage skridt frem mod en løsning på baggrund af international ret. For at sikre at alle balkans folk får samme rettigheder og med afsæt heri kan leve i fred med hinanden.

Med venlig hilsen
Xhemil Zeqiri, Formand for Rådet til forsvar for menneskerettigheder i Kosova, dansk afdeling
København 27.02.04

Jeg henvender mig igen til dig med en opfordring til at du tager konkrete skridt for at fremme en løsning af albanernes problemer i Kosova. Situationen virker fastlåst og spændingerne er igen begyndt at vokse.

Du har tidligere udtalt dig mod at befolkningen i Kosova selv kan træffe en hurtig beslutning om Kosovas fremtid. I dit brev til mig af 23. januar 2003 skriver du blandt andet:
Når det gælder såkaldte historiske uretfærdigheder fra tiden før 1. verdenskrig, så kommer vi ikke uden om, at siden Helsingforsslutakten i 1975 har det været alment anerkendt at grænserne i Europa ligger fast, og det mener ingen , at vi skal ændre på.”

På mig virker det unægtelig som et besynderligt argument, der er i ganske åbenlys modstrid med den politik der er blevet ført i Europa, herunder af de skiftende danske regeringer. Lad mig minde om Østtysklands indlemmelse i Vesttyskland, delingen af Tjekkoslovakiet i to selvstændige stater, oprettelsen af Kroatien, Slovenien, Bosnien, Makedonien, Serbien og Montenegro. Alle disse statsdannelser er anerkendt også af Danmark. Hvorfor gælder dit angivelige princip mod grænseændringer kun for albanerne?

Lad mig minde om at Kosovas grænser lå fast i Jugoslavien, at albanerne udgjorde den tredjestørste befolkningsgruppe i Jugoslavien og boede på et sammenhængende landområde. Hvorfor blev albanernes nationale problemer skubbet til side dengang, som de stadig bliver det i dag? Det spørgsmål skylder du fortsat at svare på.

Det absurde er også at der rent faktisk foregår grænseændringer mellem Kosova og Makedonien. Mens FN-styrkerne havde myndighed (UNMIK) i Kosova blev der indgået en aftale mellem Serbien og Makedonien om at 2.500 hektar albansk jord i Kosova med et pennestrøg blev givet til Makedonien, uden at albanerne blev spurgt. Hvorfor protesterede du og den danske regering ikke mod denne grænseændring?.

Jeg er meget enig i din vurdering i at befolkningen på Balkan må lære at leve fredeligt sammen. Spørgsmålet er hvordan og på hvilket grundlag. Hele afsættet må være at alle folk på Balkan sikres de sammen grundlæggende rettigheder. Albanerne var frataget en række af disse i det tidligere Jugoslavien og er det stadig den dag i dag, hvor der fortsat er den absurde situation at hovedparten af den albanske befolkning lever udenfor Albaniens grænser. Der bliver ikke ro på Balkan før denne uretfærdighed bringes til ophør.

Albanerne har været igennem årtier med brutal undertrykkelse og krig, som fortsætter den dag i dag i alle områder albanerne bor. Desværre også i området hvor UNMIK og EU har kontrollen. Kun mafiaen i Makedonien har gyldne tider. Den opererer for øjnene af de udenlandske soldater, der ikke har sikret lov og orden. De har derimod vendt sig imod den albanske befrielseshær UCK, hvis medlemmer fylder fængslerne.

Ifølge FN Sikkerhedsråds resolution 1244 skal UNMIK administrere hele Kosova. Siden NATOs tropper rykkede ind i Kosova i 1999 har man tilladt serberne at samle sig i en enklave, som udgør op mod en tredjedel af Kosova. I de områder har serberne opbygget deres egne strukturer og paramilitære enheder. På trods af FN -resolutionens klare indhold er det en kendsgerning at UNMIK ikke har og ikke forsøger at få kontrollen over dette område.

Fra Serbien lyder nu igen krav om at overtage kontrollen over hele Kosova. Det skaber frygt blandt albanerne, som imidlertid også er ved at miste tålmodigheden. Kosova vil ikke længere være en serbisk koloni. Vi vil have vores frihed i en demokratisk stat, hvor alle menneskerettigheder respekteres og hvor alle nationaliteter kan leve fredeligt sammen.


Med venlig hilsen

Xhemil Zeqiri
Formand for Rådet til forsvar for menneskerettigheder i Kosova, dansk afdeling
Kopenhavn 07.05.2003

Tale ved demonstration den 11. december 2007. (11/12/2007)

Stop forfølgelsen af den albanske befolkning i Makedonien (11/12/2007)

Pressemeddelelse: I anledning af den internationale aktionsdag mod tortur indkalder vi til (07/12/2007)

Løfter til Kosova svæver i det uvisse (21/09/2007)

Kosovos skæbne kan afgøres i husarrest (30/08/2007)

Öppet brev till Carl Bild i samband med det nordiska utrikesministermötet (06/2007)

Åbent brev til udenrigsminister Per Stig Møller (06/06/2007)

1912 -MED DEN SERBISKE ARMÉ I MAKEDONIEN

Indledningsartikel af Palle Rossen

31.10.1912: Hovedkvarteret i Vranja - De første fangne Arnavter

02.11.1912: Liv i Hovedkvarteret - Øjenvidners Beretning om Slaget ved Kumanovo - Baschi-Bozukernes Grusomheder

05.11.1912: Yskybs Fald - Serbisk Sejrsjubel - Kongedansen

07.11.1912: Serbisk Menneskejagt. De serbiske Tropper fører en frygtelig Udryddelseskrig mod den arnavtiske Befolkning - Beboerne ryges ud af Husene og skydes ned som Rotter - Special-Telegram fra vor udsendte Korrespondent ved det serbiske Hovedkvarter

12.11.1912: Paniken i Makedoniens Hovedstad - Arnavt-Myrderierne - Husundersøgelser og Skydning i Gaderne

13.11.1912: Tsar Petar Karageorgevics Indtog i Makedoniens Hovedstad. En Samtale med den serbiske Jeanne d'Arc

14.11.1912: Blod-Egen i Varda-Floden - Krigens Rædsler - Bosa Jankovics Spor - En Udflugt til Prizren

16.11.1912: Yskybs plyndrede Konak - En interessant Samling af konfiskerede Vaaben - Jagt efter tyske Officerer - Uroligheder i Albanerkvarteret - Naar Rovet skal deles

18.11.1912: Arnavterkampene ved Barbunica - »Den store Skralde« arbejder - Karaolaens erobring

29.11.1912: Nød og Elendighed mellem Evropæerne i Yskyb - Konsulerne maa laane Penge af Korrespondenterne - Med 600 tyrkiske Fanger til Nisch - Hvad indeholder de 100 russiske Jernbanevogne?

30.11.1912: Alle kan sejre [ledende artikel om den albanske uafhængighedserklæring 28.11.1912]

09.01.1913: Serbernes Krigsførelse

Åbent brev til Udenrigsminister Per Stig Møller (25/11/2006)

Kosova: Folkeafstemning i Serbien om Kosovas fremtid

Åbent brev til EU's udenrigspolitiske koordinator Javier Solana

Udtalelse om Kosova

Kosovas fremtid - Åbent brev Til udenrigsminister Per Stig Møller (19/07/2005)

Åbent brev udenrigsminister Per Stig Møller(01/07/2005)

Åbent brev til udenrigsministeriet v/ Søren Liborius (21/01/2005)

Åbent brev til udenrigsminister Per Stig Møller kopi til den internationale domstol i Haag (23/11/2004)

Åbent brev til Udenrigsminister Per Stig Møller (27/02/2004)

Åbent brev til udenrigsminister Per Stig Møller (07/05/2003)

Åbent brev Udenrigsminister Per Stig Møller (09/01/2003)

Åbent brev til EU's udenrigspolitiske koordinator Javier Solana (01/02/2002)

Apartheidpolitikken eksisterer i Makedonien (25/06/2001)

Åbent brev til det svenske EU-formandskab statsminister Göran Persson (14/06/2001)

Appel til udenrigsminister Mogens Lykketoft (19/04/2001)

Åbent brev til Udenrigsminister Mogens Lykketoft og Javier Solana (27/03/2001)

Åbent brev til udenrigsminister Mogens Lykketoft (20/02/2001)

Åbent brev til formand for EU- kommissionen Romani Prodi (23/10/2000)

Jeg henvender mig til dig som herboende menneskerettighedsaktivist fra Makedonien for at henlede din opmærksomhed på de store og uløste problemer omkring den albanske befolknings rettigheder.

Igennem lang tid har den albanske befolknings nationale og sociale problemer været ude af søgelyset i den offentlige debat. Det skyldes desværre ikke at disse problemer er løst. De er blevet glemt af de politikere der lovede albanerne guld og grønne skove. De er blevet glemt af medierne, der har kastet sig over nye brændpunkter og tragedier.

Det albanske spørgsmål er en af Balkans ældste stridigheder. Den første store aftale om Albanerne blev lavet af stormagterne på den såkaldte Londonkonference i 1913. Med streger på et kort blev den albanske nation sønderlemmet. Kun et mindretal af den albanske befolkning kom til at lave indenfor grænserne af den albanske stat.

Hver gang spørgsmålet er kommet op igen har stormagterne fastholdt denne historiske uretfærdighed. Det var således tilfældet med konferencen i London i 1992 og med den såkaldte Rambouillet-aftale. Albanerne er aldrig blevet spurgt om hvordan de ønsker deres fremtid skal udformes. Tværtimod. Alligevel er det en ubestridelig kendsgerning at albanerne aldrig har opgivet kampen for deres nationale og sociale rettigheder.

Lad mig minde om at spørgsmålet om albanernes status ikke er et spørgsmål om nationale mindretal. I det tidligere Jugoslavien udgjorde albanerne 3 millioner og var dermed den tredjestørste befolkningsgruppe og levede på sammenhængende landområder. Flere stater er oprettet på Jugoslaviens ruiner med et betydeligt mindre befolkningsunderlag.

I Kosova, hvor langt over 90 procent af befolkningen er albanere, er befolkningen stadig ikke blevet spurgt om hvorvidt de ønsker at fortsætte deres nuværende status, oprette en selvstændig stat eller indgå et forbund med Albanien. I FN resolution 1244 efter krigen på Balkan lovede man at spørgsmålet om Kosovas endelige fremtid ville blive afklaret inden tre år. Der er stadig intet sket.

I Kosova er der også den absurde situation at ledende personer fra den albanske befrielseshær myrdes eller retsforfølges uden grund. Således er f.eks. gruppen fra Dugagjini ledt af general Daut Haradinaj idømt 31 års fængsel uden skyggen af bevis ved en skueproces. Nu planlægges en ny sag mod general Rustem Mustafaj som under krigen gik under dæknavnet general Remi.

I Makedonien er albanerne langt den største befolkningsgruppe. Alligevel er albanerne her frataget elementære rettigheder. Det har i årtier givet anledning til konflikter og væbnede sammenstød. På trods af utallige løfter er der intet grundlæggende forandret. Aftalen der blev indgået forrige år i Ohrid er i dag brudt fuldstændigt sammen. Løfterne om ligestilling mellem alle befolkningsgrupperne er brudt. I stedet er det makedonske parlament vendt tilbage til de velkendte og diskriminerende holdninger.

Ved parlamentariske valg har man indført den absurde regel at der skal 22.000 albanske stemmer til for at få valgt et parlamentsmedlem, mens der kun behøves 3.000 stemmer for at få valgt en makedoner. Jeg vil opfordre dig som udenrigsminister til klart og utvetydigt at tilkendegive at den danske regering ikke accepterer at der ligger en stat med åbenlyse træk af apartheidpolitik lige midt i Europa.

Jeg er også usikker overfor hvordan det græske EU-formandskab vil forholde sig til det albanske spørgsmål. Hvordan skal man kunne få tillid til at Grækenland vil arbejde for en retfærdig løsning? Den græske stat har endnu ikke den dag i dag har taget skridt til at sikre oprejsning til de omkring 300.000 albanere som blev fordrevet fra området kaldet Chamaria og brutalt undertrykt i årene efter 2. verdenskrig?

Det uløste albanske spørgsmål er et åbenlyst levn fra kolonitiden. Dette spørgsmål må ubetinget løses nu så disse historiske uretfærdigheder bringes til ophør. Det albanske folk må have samme ret som alle Europas andre folk til selv at afgøre sin fremtid.

Med venlig hilsen
Xhemil Zeqiri
Formand for Rådet til forsvar for menneskerettigheder i Kosova, dansk afdeling
København – 09.01.2003

Situationen i Makedonien er fortsat spændt. Den makedonske premierminister Ljubco Georgievski truer åbenlyst med en ny offensiv mod albanerne.

Det grundlæggende problem i Makedonien er at den store albanske befolkning dagligt udsættes for en diskriminerende apartheidpolitik uden sidestykke i Europa.

I august sidste år blev der i feriebyen Ohrid indgået en fredsaftale med EU's og NATOs aktive indblanding. Denne aftale, som dengang satte en stopper for de blodige kampe, gav en række løfter til albanerne. Først og fremmest blev vi lovet at apartheidpolitikken ville blive bragt til ophør.

Men bortset fra lidt overfladisk sminke er situationen uforandret og stadigt mere uholdbar for albanerne.

Ved parlamentsvalg tæller vores stemmer stadigt ikke med samme vægt. Der skal 22.000 vælgere til at vælge en albansk parlamentariker. Derimod skal der kun 3.000 til at vælge en makedoner. Et lignende udemokratisk system skal man lede længe efter. Det sætter åbenlyse begrænsninger på albanernes parlamentariske muligheder.

I Makedonien nægter myndighederne at anerkende det albanske sprog.  Omkring dette spørgsmål betød Ohridaftalen, at der blev aftalt, at man fremover i den offentlige forvaltning skulle kunne benytte albansk, hvis der i et område boede mindst 20 procent albanere. Vi blev lovet dette i løbet af 45 dage, men det er nu udskudt til en uvis fremtid.

Aftalen betød også at der blev indgået en aftale om en såkaldt amnestilovgivning, som skulle forhindre at myndighederne begik overgreb mod den albanske frihedshær UCK, efter at den lod sig afvæbne. Alligevel endte en række af UCKs ledere og soldater i de makedonske myndigheders fængsler. Den mest kendte fange er den tidligere næstkommanderende i UCK Izair Samiu.

Ifølge hans forsvarer udsættes han for tortur og nægtes adgang til lægehjælp, på trods af at han er alvorligt såret  af en granatsplint.

Andre fanger er i en lignende situation. Lad mig også nævne det albanske parlamentsmedlem Isni Shaqiri. Han forlod parlamentet og tilsluttede sig UCK, for at forsvare de folk, der havde valgt ham til parlamentet. I dag er hans parlamentariske immunitet ophævet. Myndighederne vil i starten af næste måned forsøge at gennemføre en skueproces i Skopje på trods af løfterne om amnesti.

Topmødet i Makedonien hvor også du deltog i kraft af din position som EU's udenrigspolitiske koordinator, blev afviklet uden at disse alvorlige problemer blev løst. Derfor retter jeg denne henvendelse til dig med en opfordring til at du personligt griber ind og lægger pres på de makedonske myndigheder og sikrer at rammerne i den aftale du var med til at sikre i Ohrid nu omsættes til konkret handling.

Kopier til Udenrigsministeriet Per Stig Møller

Med venlig hilsen

Xhemil Zeqiri
København, 01.02.2002

Et svar til Meri Trajkovska

I Politiken lørdag den 23. juni har Meri Tjajkovska (MT) et debatindlæg. Hendes budskab er, at der ikke findes apartheid i Makedonien, som jeg påstod i mit debatindlæg ”hjælp mod blodsudgydelser” i Politiken den 18. juni.

I Makedonien har albanerne ”grundskoler, gymnasier, et seminarium og et privat universitet”, ja der er endog albanske partier i regeringen. Derfor er der ikke apartheidpolitik i landet, påstår MT. Hun tillader sig endog at sætte tvivl ved om jeg kender forholdene i mit eget land.

Jo, Meri Trajkovska, jeg kender udmærket forholdene i Makedonien. Jeg har prøvet at opsøge en politistation for at aflevere et brev til myndighederne. Da jeg spurgte en betjent hvor jeg skulle aflevere brevet, blev jeg overfaldet og gennemtævet i fem timer. Årsagen var den simple, at jeg tillod mig at bruge mit modersmål albansk. Jeg er ikke den eneste. Min egen historie er et symptom på hvordan den nationale undertrykkelse af albanerne fungerer i praksis.

På trods af at albanerne er den største befolkningsgruppe i Makedonien er vi stort set udrenset fra den offentlige sektor. Albanerne her kan tælles i nogle få hundrede, heri blandt netop et par kransekagefigurer i toppen, som ministre, parlamentsmedlemmer eller ambassadører.
Situationen i hæren illustrerer hvordan hele samfundet fungerer. Albanerne udgør flertallet af soldaterne, men findes kun som en ubetydelig minoritet i officerskorpset.

Lad os nævne en så almindelig ting som albanernes navne. Jeg hedder i virkeligheden Xhemil. Det er det navn mine forældre gav mig fra fødslen. Men i de makedonske papirer insisterer man på at jeg skal have en slavisk udgave af mit albanske navn Dzemil. Det er der ingen mennesker der hedder. Det er ikke kun mit problem. Sådan er det for alle albanere. Magthaverne ændrer vores navne, vores bynavne og så videre.

I Østmakedonien koster det et symbolsk beløb at få tilladelse til at bygge et hus. I Vestmakedonien – hvor albanerne bor – koster en sådan tilladelse titusinder af kroner og skal ofte suppleres med bestikkelse. Det samme gælder når vi skal have installeret telefon, strøm osv. Ingen mennesker vil finde sig i en sådan forskelsbehandling.

I de danske medier har der tidligere været dokumenteret hvordan albanske kvinder er blevet steriliseret mod deres ønsker. Med tal og kendsgerninger er apartheidpolitikken blevet omfattende dokumenteret blandt andet af den respekterede menneskeretsorganisation Humen rigths Watch i dens rapporter i både ’96 og 98’. Denne organisation forudså i øvrigt at albanerne ville blive presset ud i en opstand, hvis ikke apartheidpolitikken blev stoppet.

Lad mig forsikre Meri Trajkovska og den demokratiske opinion i Danmark, at den albanske befolkning ikke er terrorister. Vi ønsker en fredelig dialog, men den er kun mulig hvis undertrykkelsen stoppes og alle parter accepterer at albanerne i Makedonien skal have samme nationale og sociale rettigheder, som makedonerne.

Med venlig hilsen
Xhemil Zeqiri
København - 25.06.01

(Kopi til Poul Nyrup Rasmussen-denskstetsministriet)

Kære Göran Persson.
Jeg henvender mig til dig, fordi du som statsminister er øverste repræsentant for det svenske EU- formandskab. Jeg er en albansk menneskerettighedsaktivist fra Makedonien, som på grund af forholdene i mit land, har måttet flygte til Danmark.

Undertrykkelsen af albanerne i Makedonien er en menneskelig tragedie, en skamplet på Europa. På trods af at albanerne udgør 40 procent af befolkningen er vi frataget en lang række grundlæggende nationale og sociale rettigheder. Efter dannelsen af Makedonien som en selvstændig stat blev forfatningen ændret. For albanerne betød det, at vores nationale rettigheder – herunder retten til at tale og blive uddannet på vort modersmål – ikke længere var en forfatningsmæssig rettighed.

Makedonien må betegnes som en stat, der bygger på apartheid. Albanerne er stort set udrenset fra den offentlige sektor. Vi har mistet vores job overalt fra politiet til uddannelsesvæsenet og det universitet, som albanerne har opbygget for indsamlede midler, er igen truet af myndighederne.

Fængslerne er fyldt med unge albanere. Mange tilbageholdes uden retssag. I forbindelse med bølger af vilkårlige anholdelser er der også en række tilfælde hvor kun albanere med penge har kunne købe sig fri fra den umenneskelige behandling. Som menneskerettighedsaktivist har jeg kendskab til mange sådanne sager.

Det er en myte at albanerne i Makedonien kræver Makedoniens opløsning eller løsrivelse af de albansk beboede områder. Men den årelange utålelige undertrykkelse har fremprovokeret en situation hvor tusinder af albanere har set den væbnede kamp, som eneste mulighed. Derfor er de gået i bjergene omkring vores byer og landsbyer. Og lad mig understrege at på trods af at vores byer og landsbyer udsættes for hyppige bombardementer fra den makedonske hær, har albanerne ikke dræbt nogle civile. Men hvad med den makedonske regering?

Der skabes ingen permanente løsninger i Makedonien ved forsøg på at isolere eller nedkæmpe albanerne i bjergene. De vil nyde folkelig støtte så længe apartheidpolitikken fortsætter i Makedonien. Der findes kun politiske løsninger.

Ved det sidste valg i Makedonien rejste albanerne 3 krav
• En forfatningsændring, som anerkender albanernes nationale og sociale rettigheder på linie med Makedonernes.
• Etableringen af et offentligt albansk universitet
• Anvendelse af det albanske sprog i alle offentlige institutioner og lige ret til offentlig ansættelse.

En gennemførelse af disse krav er det eneste fundament hvorpå et fri og demokratisk Makedonien kan opbygges og nye og unødvendige blodsudgydelser forhindres.

Med venlig hilsen
Xhemil Zeqiri
Kopenavn 14.06.2001

Tak fordi du har taget dig tid til at diskutere med mig om situationen i Makedonien. På baggrund af dit seneste brev af den 5. april 2001 tillader jeg mig at henvende mig til dig igen for at uddybe en række af de problemstillinger du rejser.

Det nationale spørgsmål og demokrati, har været et dybtgående problem i Makedonien, helt tilbage fra oprettelsen af Jugoslavien i kølvandet på 2. verdenskrig. Albanerne har i årtier kæmpet med fredelige og demokratiske midler, men er generelt blevet mødt med en undertrykkelse, der har været mere eller mindre brutal.

Da Makedonien blev anerkendt som et selvstændigt land og Jugoslavien blev opløst, havde albanerne store forventninger om at situationen i landet blev forbedret, men det modsatte skete. Den tidligere makedonske forfatning i den jugoslaviske føderation gav på papiret albanerne samme ret, som alle Jugoslaviens øvrige folk. Efter løsrivelsen blev alle albanernes nationale rettigheder i forfatningen fjernet med et pennestrøg.

Inden Jugoslaviens opløsning brugte alle albanere det albansksprogede universitet i Pristina. Efter Makedoniens løsrivelse stod vi med et slag uden adgang til højere offentlige uddannelsesinstitutioner på vort eget sprog.

I forbindelse med det seneste parlamentsvalg i Makedonien rejste albanerne en række helt centrale krav
- om ændring af forfatningen, så albanerne fik samme rettigheder, som Makedoniens øvrige folk
- om oprettelse af et offentligt albansksproget universitet
- at det albanske sprog blev anerkendt i den offentlige administration og lige ret til offentlig ansættelse, som den øvrige befolkning.

Det Albanske Demokratiske Parti (DPA) lovede albanerne at støtte disse krav, men siden er de løbet fra dem alle og har indgået en række studehandler i parlamentet. Det har betydet at de har mistet deres parlamentariske legitimitet, fordi de forsvarer en anden politik, end de er blevet valgt på.

Du skriver i dit brev, at der er oprettet et albansksproget universitet i Tetovo pga. DPAs arbejde. Det må bero på en misforståelse. Der er ikke et offentligt albansksproget universitet i Tetovo, men derimod er der planer om at oprette et lille privat college, hvor der tales og undervises på albansk på nogle få af fakulteterne.

Albanerne støtter ikke denne konstruktion. Vi kræver, at det albansksprogede universitet, som i dag fungerer i Tetovo - for midler indsamlet af albanere - overtages og finansieres af den makedonske stat. På dette albanske universitet er der mindst 400 professorer, 13 fakulteter, og over 10.000 studenter. DPA er imod dette universitet og vil sammen med regeringen åbne det omtalte college og lukke det velfungerende universitet. Der er altså ikke tale om en bevægelse mod fremgang, men det modsatte.

Kendsgerningerne er, at albanerne i Makedonien, på trods af løfter om omfattende hjælp fra det internationale samfund, står med ryggen mod muren. Vi mister rettigheder og indflydelse. Der er ingen udsigt til at den nationale og sociale undertrykkelse stopper.

Albanerne ønsker dialog, men det kræver, at der er nogle der vil i en reel dialog med os. Gennem min hyppige kontakt med min familie og venner kan jeg fortælle dig, at desperationen og frustrationen er hastigt voksende. Kun hvis albanerne får samme rettigheder, som resten af befolkningen i Makedonien, både i forfatningen og i praksis, kan en omfattende væbnet konflikt forhindres. Min appel til dig er at du vil rejse vores sag i alle relevante internationale organer og sikre at der også kommer fart på den økonomiske hjælp til hele regionen.

Med venlig hilsen
Xhemil Zeqiri
Formand for Rådet til forsvar for menneskerettigheder i Kosova, dansk afdeling
København 19.04.01

Jeg henvender mig til dig, som en albansk menneskerettighedsaktivist, der selv har mærket konsekvenserne af konflikten i Makedonien på min egen krop.

I de seneste uger er krigen igen brudt ud på Balkan. Denne gang er det Makedonien, som rammes. 10 år efter Jugoslaviens opløsning er ingen af Balkans grundlæggende problemer løst.

Under NATOs krig mod Jugoslavien var den albanske part officielt EU's og NATOs allierede. I dag støtter EU, at der føres krig mod albanerne i Makedonien. Dengang var der ingen ende på løfterne til albanerne om hjælp og støtte. I dag er de fordrevne albanere for længst vendt hjem til vores byer og landsbyer. Men det er stadig NATO, der er herre i Kosova og der er ingen udsigt til en varig og retfærdig løsning. Den økonomiske hjælp til Balkan har været yderst begrænset, på trods af at krigen var ødelæggende for økonomien i hele regionen.

Fattigdom skaber de dårligst betingelser for fred og et godt naboskab mellem alle Balkans folk. Nu vil stormagterne igen sende flere soldater til Balkan. Har de sidste 10 år ikke tydeligt vist, at soldaterne ikke skaber løsninger? Hvis NATO blot havde brugt en brøkdel af de militærudgifter man har haft på Balkan, på at give området et økonomisk og socialt løft, ville meget se anderledes ud.

En væbnet konflikt i Makedonien løser ingen problemer, men skaber nye ofre, flere enker og fædreløse børn. Der graver nye grøfter mellem folkene. Grundlaget for fred er, at alle folkene i Makedonien og for den sags skyld på hele Balkan, har samme rettigheder. I Makedonien lever den store albanske befolkning, som andenrangs borgere, frataget elementære menneskerettigheder.

Den makedonske stat nægter at anerkende det albanske sprog og støtte det albansksprogede universitet, på trods af at albanerne er den største befolkningsgruppe i hele Makedonien. Det er synlige eksempel på dybden af dette problem. Albanerne i Makedonien er formodentlig den befolkningsgruppe på Balkan, som er udsat for den værste nationale undertrykkelse, som igen og igen tager form af regulær terror.

Efter årtiers fredelig kamp har dele af den albanske befolkning i Makedonien nu besluttet at lave et væbnet selvforsvar. Den nationale befrielseshær (UCK) er ikke rettet mod det makedonske folk og udgør ingen trussel mod den makedonske stat. UCK stiller sig som mål at forsvare folket mod overgreb fra visse specialenheder i de såkaldte sikkerhedsstyrker, der har utallige forbrydelser på deres samvittighed.

Albanerne ønsker ikke at ændre Makedoniens grænser. Vi ønsker at leve i fred med vores naboer. Men vi vil ikke acceptere at leve som andenrangs mennesker i vort eget land. Den albanske befolkning i Makedonien har en legitim ret til at få sine nationale og sociale rettigheder opfyldt. Det er den eneste vej til at sikre varige og fredelige løsninger. Hvis man stempler os som terrorister, lukker man øjnene for den historiske uretfærdighed, der er begået mod mit folk og som fortsætter den dag i dag.


Med venlig hilsen

Xhemil Zeqiri
Formand for Rådet til forsvar for menneskerettigheder i Kosova, dansk afdeling
Kopenhavn 27.03.01

Jeg er en herboende albaner fra Makedonien og henvender mig til dig, med en appel om at du engagerer dig i de voksende problemer i mit hjemland.

Efter Jugoslaviens opløsning blev Makedonien en selvstændig stat. På papiret sikrede den nye Makedonske forfatning langt hen af vejen albanerne rettigheder og ligestilling med Makedoniens øvrige nationaliteter. Dog skete der det i denne forfatning, at albanerne som nationalitet, med et pennestrøg blev slettet, så vores rettigheder kun omtales indirekte i forfatningen.

I praksis er disse rettigheder imidlertid under et bestandigt pres. Et pres der nu igen vokser og truer med at få modsætningerne til at bryde i flammer.

Albanerne er den største befolkningsgruppe i Makedonien. Vi udgør omkring 40 procent af befolkningen, men albanerne er markant underrepræsenteret i samfundet, bortset fra fængslerne og i statistikkerne for arbejdsløse.

Kampen mod albanernes nationale- og menneskerettigheder har været voldsom de sidste ti år. Som eksempel kan nævnes det albansksprogede uddannelsessystem, som har lidt et markant tilbageslag, siden Makedoniens selvstændighed.

Der har været en langvarig kamp, for at lukke det albansksprogede universitet i Tetova.
I 1994 blev universitetet ødelagt med bulldozere, og universitets ledelse og professorer blev fængslet.

Folket genopbyggede universitetet med 16 fakulteter, som nu igen er lukningstruet. I stedet for et gratis albansksproget universitet vil myndighederne indføre et college, hvor kun pengestærke unge, herunder unge albanere kan studere. Her vil undervisningen kun i begrænset omfang foregå på albansk.

Også de sidste ti år har været præget af mange andre kampe mellem myndighederne og den albanske befolkning om andre albansksprogede skoler og højere uddannelsessteder.

Danmark har gennem årene støttet Makedonien og i flere sammenhænge krævet samme ret for alle landets nationaliteter. Derfor skal jeg opfordre dig til at undersøger situationen i Makedonien og den vilkårlighed, som rammer albanerne, herunder myndighedernes vilkårlige anvendelse af direkte vold, som især er rettet mod den albanske befolkning. Jeg vil ligeledes opfordre dig til at undersøge situationen i de makedonske fængsler hvor albanere stadig i dag sidder af politiske årsager, dømt ved regulære skueprocesser.


Med venlig hilsen
Xhemil Zeqiri
Formand for Rådet til forsvar for menneskerettigheder i Kosova, dansk afdeling
København – 20.02.2001

(kopi af dette brev er sendt til den danske regering via udenrigsministeriet)

Jeg henvender mig til dig, som formand for EU- kommissionen i anledning af den planlagte konference om Balkan, som vil finde sted i slutningen af næste måned. Mit ønske er at henlede din opmærksomhed på de problemer som findes for albanerne.

Igennem mere end femten år har den ene tragedie efter den anden skyllet hen over Balkan. Sønderlemmelsen af Jugoslavien og den ufattelige menneskelige lidelse, der fulgte i dens kølvand var de blodigste begivenheder i Europa siden 2. verdenskrig.

Balkans folk er broderfolk, hvis historie og skæbne på tusind og en måde er knyttet sammen på godt og ondt. Efter skulder ved skulder at have kæmpet mod fascismen og nazismen var Balkan i fire årtier præget af fred og fremgang, hvor de historiske tragedier skridt for skridt blev lagt bag os. Men stadig var der mange uløste spørgsmål. Som albaner fra det tidligere Jugoslavien, kæmpede jeg i alle disse år for at sikre albanerne i Jugoslavien de samme rettigheder, som alle Jugoslaviens øvrige folk.

Efter mere end 10 års omvæltninger står konsekvenserne tydeligt. Balkan er spækket med soldater. Regering efter regering har i større eller mindre grad gjort sig afhængig af udenlandske magter. Kriminaliteten hærger. Mord, narko og gangsterbander har kronede dage.

Men hvad blev det til med frihed og demokrati?

I årtier kæmpede albanerne i Jugoslavien for vores nationale og sociale rettigheder. Men vestmagterne lukkede både øjne og ører. Da man endeligt valgte at handle, var metoderne forkerte. NATOs bombardement af Jugoslavien skabte kun nyt had, død og ødelæggelse og bragte ikke en løsning på problemet et skridt nærmere. Det viser situationen i Kosova i dag med al ønskelig tydelighed. De udenlandske soldater i Kosova i dag opfylder ikke de løfter der blevet givet til os, inden de blev indsat.

Jugoslaviens nye præsident Kostunica blev båret frem til en valgsejr af massiv økonomisk og politisk støtte fra vesten. Betingelsesløst lovede EU at fjerne de økonomiske sanktioner mod Jugoslavien, hvis blot Milosevic blev væltet.

Valgkampen afsluttede det arbejde som NATOs bomber begyndte. Serbien er nu med dine ord blevet en del af Europa igen. Som albaner har jeg intet til overs for Milosevic, hvis politik har ført til ufattelige lidelser for mit folk. Men jeg sidder tilbage med en opfattelse af, at albanerne blev brugt af NATO, som påskud for krigen mod Serbien. I dag er vi glemt. Der er ikke brug for os mere. Det bekræfter, at NATO aldrig grundlæggende bekymrede sig om albanernes rettigheder.

Set i historiens lys, frygter jeg, at stormagterne nu er ved at gentage sine tidligere fejl.

Balkans fremtid må basere sig på frie og ligeberettigede lande, hvor befolkningen selv beslutter hvilken kurs de vil følge. Men der bliver ingen varig og retfærdig fred, hvis alle Balkans folk ikke får samme ret. Hvis et folk sætter sig på ryggen af andre, bliver vi alle ufrie. Også albanerne må have samme ret som Balkans øvrige folk, til at vælge hvordan vores fremtid skal formes.

I næste måned afholdes den stort anlagte konference om Balkan. Det er ikke den første konference, som stormagterne har holdt om vores lande. Tidligere konferencer har ikke løst albanernes problemer. Vort land og vort folk er sønderlemmet. Store dele er indlemmet i andre lande. Den dag i dag lever hovedparten af albanerne, uden at vores nationale rettigheder anerkendes. Det er en ubestridelig kendsgerning, at hovedparten af vort folk er frataget helt elementære menneskerettigheder. For os er det et dybt og smerteligt problem.

Som albanere ønsker vi at leve i fred med vores naboer, men vi kan ikke længere leve med den utålelige mangel på både nationale og sociale rettigheder, som vi mærker dagligt i både Serbien, Montenegro og Makedonien.

Med venlig hilsen
Xhemil Zeqiri, Formand for Rådet til forsvar for menneskerettigheder i Kosova, dansk afdeling
København 23.10.00